TEKST: Maria Lykke Møller Mousing

Der er mange tabuer i dag. Tabuer som helst ikke skal tales om, og som man helst holder for sig selv. Det er en trend at følge moden og at gøre, hvad andre gør. Hvis man er ”med” eller ”in”, så skal alt nok gå. Man fortæller altid den bedste version af sig selv og undlader at fortælle om alle de dårlige sider, som vi selvfølgelig alle har nogle af. Dette kan for eksempel være problemer i hjemmet, økonomiproblemer, selvværdsproblemer eller sygdomsproblemer osv. – altså alle de ting, som vi ikke har det godt med,  og problemer som ikke alle behøves kende til.

I denne artikel vil jeg vende blikket mod de hjemløse i Danmark og i Aalborg. Det handler her om personer, som måske har nogle  af de ovenstående problemer  eller andre problemer, som gør det svært at leve i det danske samfund.

Hvad har hjemløse med mig at gøre?
Nu tænker du måske ”hvorfor skal jeg læse med?” og ”det har jo ikke noget med mig at gøre”. Hertil vil jeg sige: Tja, måske har de hjemløse ikke direkte noget med dig at gøre, men du kender helt sikkert en, som har pengeproblemer, eller som har været i en situation i sit liv, hvor personen måske har været lige ved at give op. Hvad gjorde du for at hjælpe denne person videre i sit liv? Tænk hvis du ikke var der for din ven, eller at din ven ikke var der for dig, hvis noget skulle ske i dit liv – og man så stod helt alene, og at ingen ville tage hånd om dine problemer? Der er ingen tvivl om, at det ville være forfærdeligt.

Hvorfor hjemløs?
Måske tænker du, at valget om at være hjemløs ikke er et smart valg. Dog kan der jo være mange ting, som spiller ind til grunden/grundene for valget om at være hjemløs.

At passe ind kan være svært – nogen har haft en svær barndom, nogen har ikke fået den rette støtte igennem livet, og nogen har det måske lige omvendt. Man kan have haft en god barndom, blevet gift og fået børn. Måske er man blevet skilt, eller måske er der sket en ulykke: Ting som gør, at man kan føle sig anderledes og udenfor, ting som kan ændre ens liv på et splitsekund. Hvorfor er man hjemløs i et Danmark med så mange muligheder og med så meget hjælp fra samfundet? Er samfundet en hjælp, eller er det faktisk vores værste fjende? Tænk lige lidt over den…

Stigende antal af unge hjemløse i Danmark
Nye undersøgelser viser, at flere unge i dag bliver hjemløse. I 80’erne havde dette meget at gøre med stoffer og andet misbrug, men det er nok ikke det, som spiller den største rolle i år 2016. Hvorfor er det så, at flere og flere unge i dag bliver hjemløse? Kan årsagen være en samfundstendens, som siger, at der i mindre grad er plads til de personer, som er lidt anderledes,  og som stikker ved siden af? Eller kan årsagen have noget at gøre med de mange uddannelsesmuligheder og pres fra politikernes  og samfundets side? Det er et spørgsmål, som er svært at svare på, så den lader jeg lige stå et øjeblik…

Jamen det er da dårligt at være hjemløs!
Er det? Eller er det faktisk en lettelse for de hjemløse netop at være hjemløse? De hjemløse skal ikke følge en masse regler og tænke alt for meget på deres økonomi, job, forsikringer og andre forpligtelser. De har friheden til at lave det, som de har lyst til. Man kan sige, at der er fordele og ulemper ved at være hjemløs lige så vel, som der er ved at være en del af samfundet. Det kan tænkes, at det er forfærdeligt at være hjemløs, men at være hjemløs i netop Danmark må være bedre end i så mange andre lande.

Parasollen Aalborg
Danmark er et rigt land, som har mulighederne for at hjælpe de personer, som ikke ønsker, eller som ikke kan holde til at få den hverdag tilbage, som de fleste opfatter som normal. Som slut på min artikel vil jeg gerne hylde nogle af de personer og steder, som gør et fantastisk arbejde for de hjemløse i Danmark. Nogle af de penge, som vi via vores løn betaler til samfundet, viser sig at gøre gavn for de mennesker, som har brug for støtte og hjælp til at få hverdagen til at fungere. Parasollen i Aalborg er et af de steder, som hjælper, rådgiver og støtter udsatte. Parasollen er en café for folk med forskellige behov, og ikke kun for de hjemløse i Aalborg. Parasollen giver udsatte muligheden for omsorg, støtte og samvær. De ansatte og frivillige hjælper ligeledes med problemer , og der er  i caféen for eksempel mulighed for at få et billigt måltid mad, få et gratis bad og  få vasket sit tøj til en billig pris. Café Parasollen hjælper ligeledes de hjemløse med at få deres hverdag til at fungere igen, her for eksempel igennem Hus Forbi. Hus Forbi er et magasin, som de hjemløse kan sælge for 20  kr. Ved at sælge disse magasiner behøves de hjemløse ikke sætte sig på gaden for at tigge. De sælger her et produkt, som de selv kan stå inde for,  og med Hus Forbi kan de hjemløse være med til at skabe debat og dialog om og med de hjemløse og socialt udstødte, som typisk ikke kommer til orde i medierne.

Café Parasollen har rigtig mange projekter i gang – dem kan du læse meget mere om på deres hjemmeside: cafeparasollen.dk

Velfærd
Har du nogensinde undret dig over, at der ikke er særlig mange hjemløse i Danmark sammenlignet med i andre lande? Dette er selvfølgelig på grund af det sikkerhedsnet, som vi har, når vi bor i Danmark – vores velfærd.

Vi bor ligeledes i et land, hvor vi får mange ting serveret på et sølvfad. Vi er studerende, hvor vores uddannelse er gratis – ja vi får betalt for vores uddannelse via SU. Ydermere har vi velfærd, som andre lande ville ønske, at de havde. I andre lande skal de lede langt efter de goder, som vi tager for givet, fordi vi aldrig har været vant til andet. Så selvom jeg også brokker mig over, at SU’en måske vil blive skåret på, så skal vi huske på, at vi stadig har det godt, og at vi uanset hvem,  vi sammenligner med, hjemløse eller udlandet, har det bedre end andre. Og hjemløse i Danmark har det måske faktisk bedre end så mange andre. Hurra for Danmark!