TEKST & FOTO: Alexander Kokkedal
Del I: Traditionen tro
I den nordjyske by Aalborg, Danmarks Klondike, ligger Studenterhuset på Gammeltorv. Stilladser står endnu oprejst til begge sider af hovedindgangen, da jeg ankommer 24. oktober, men der er blevet mindre af det, og de spæde konturer af den nye læsesal træder frem med den kolde, indbydende ensomhed, som dog lover fremtidig fornøj- øh… muligheder for benhårdt akademisk arbejde.
Aftenens formål bliver at få set Studenterrevyen, der holdes i Studenterhusets koncertsal. Det bliver 32. omgang af den populære revy, der havde første forestilling tilbage i 1984, dengang vores skole stadigvæk hed det noget mindre sexede ”Aalborg Universitetscenter”. Med unge studerende fra universitetet under frivilligt arbejde både på rekvisitterne, kostumerne, musikken, scenen og meget andet er Aalborg Studenterrevy blandt de revyer, der trækker aldersgennemsnittet ned.
Dog har de en professionel instruktør i form af Christian Eiming, cand.mag. i dramaturgi og kunsthistorie fra Aarhus Universitet, der har beskæftiget sig inden for mange kunstneriske felter og været en stærk fortaler for den levende formidling, der blandt andet kommer til udtryk ved inddragelse af dramatikkens værktøjer til at forklare emner på publikums præmisser og at udtrykke tonen i en litterær kunstners værker gennem et sindigt stykke.
Angående antallet af skuespillere er der i år de fire store: Søren Gravesen, Mette Nørgaard, Christian Bager Jakobsen og Janne Munk. Desuden træder sangcoachen Julia Østergaard også frem på scenen for at medvirke i nogle sketches, ligesom blandt musikerne kapelmester og pianist Andreas Bak Mortensen kommer i spil ved revyisternes omtale og inddragelse af ham.
Jeg får på et tidspunkt at vide af en af de frivillige, at de sidste par år var crewet større med 12 revyister i 2015, 14 i 2014 og 13 i 2013. Jeg troede i begyndelsen, at det meget mindre udbud af skuespillere var et udtryk for AAU’s foreningslivs forfald, men åbenbart kan antallet på de fire forklares ved, at man for første gang i år har haft egentlig casting på, hvor man ellers hidtil blot har ladet alle være med.
Men nok for nu med disse emner.
Lad os for øjeblikket tale om rammerne for aftenens revy.
Del II: Optakten
I Studenterhusets entré er der tapet plakater for Aalborg Studenterrevy til gulvet, arrangeret som rektangulære fodskridt, der leder frem til den sorte, lukkede dør ind til koncertsalen. To meget behagelige kontrollører scanner de billetter, publikum har medbragt, så alle er parat til at komme ind, når de sorte porte bliver slået op.
Udefra hører vi en buldrende musik suppleret ved sporadiske jubelhyl fra de frivillige, der er ved at gøre klar derinde, og vi venter alle spændt. Da klokken slår 19:00, smækkes dørene op, og der er mulighed for at komme ind og sætte sig og chille i omgivelserne, indtil showet starter 19:30. Der er sat 13 borde op – vi drister skæbnen, kan jeg mærke – med to fyrfadslys på hvert og forsynet med tre eksemplarer af aftenens program, som jeg giver mig til at læse i. 22 sketches/sange fordelt på to akter med 11 i hver.
De enkelte revyer fra år til år har egne titler. Sidste år var det Je Suis Revy, hvor fokus, som navnet antyder, lå dels på ytringsfrihed, mens det i år er På grænsen, hvor man blot ved at læse navnene på nogle af sketchene, ”De Danske Danskere” og sangen ”En danskhedsprøve”, kan gætte, at man vil tage emnerne flygtninge og nationalisme under behandling, hvilket da også fremgår af programmets forord skrevet af Eiming, og som behandles nærmere i del IV.
Bag mit bord arbejder den lydansvarlige ved sit udstyr, og mellem ham og mig, mod venstre og højre mur er i alt opstillet tre kameraer, da stykket denne aften vil blive filmet, sandsynligvis til deres youtube-kanal Aalborg Studenterrevy, hvor man kan finde sketches helt tilbage fra 2009. Der finder man også nummeret ”Drømmen” fra 2014, som studenterrevyen valgte at optræde med ved DM i revy i starten af september 2016.
Lyset slukkes over publikum, så vi kun har fyrfadslysenes skær ved vores borde. De røde gardiner trækkes til side. Showet begynder.
Del III: Showet
Første sketch hedder ganske simpelt ”Introduktion”, og jeg bliver hurtigt bidt af revyisternes velkoordinerede dans, og de formår allerede fra start gennem den indledende dialog, ansigtsmimikken og deres evne til at indtage større eller mindre dele af scenen at skabe grundridset for de karakterer, der så i løbet af aftenen bliver fyldt ud alt efter, hvad den givne sketch fordrer.
Del III a: Tornadoen
Specielt blev jeg fra start imponeret af Christian Bager Jakobsen, der frisk og fyrig bevæger sig ikke så meget flydende, men altid med et overskud af energi. Hvordan han kan bevæge sig i største fart rundt på scenen og indtage absurde, besværlige og komiske stillinger som second nature er et talent, der vækker associationer fra skuespiller Jakob Højlev Jørgensens portræt af den sprudlende energiske krage i Aalborg Teaters ”Snedronningen” tilbage i 2013.
Det er en særlig egenskab at kunne spæne rundt på scenen, som var man i flammer, og alligevel gøre det tydeligt ved sin adfærd, at man følger en overordnet plan. Christian når sit højdepunkt ret tidligt i 1. akt, nemlig ved ”Feministvisen”, hvor han med Mette og Janne til hver side formår at have to partnere i bevægelse, hvis dans han skal komplementere, og samtidig viser han sig i stand til at lade sit stormende, hastige og strangely sexy væsen få frit spil til at indtage scenen. Det føles som om, han altid tager en tornado med sig, når han går på scenen.
Christian formår også at levere god pantomime i 2. akt med sketchen ”Dullen”, der – trods den slutter med en grotesk og egentlig ikke synderligt sjov voldtægtsjoke – faktisk imponerer i kraft af, hvor godt Christian formår med ansigtsmimikken at karikere rollen til det vamle, men fornøjelige.
I tråd med den lidt trælse joke i ”Dullen” kan også nævnes nogle ækelheder i det manuskript, der er skrevet til ham i ”Ud at rejse” i 1. akt og ”Mad som mormor lavede det” i 2. akt. Gennem de to sketches løber et running gag om, at Christian enten bliver bedt om at spille eller mistænkes for at være bøsse, hvilket han åbenbart skal være forlegen over, at folk tror. Det tenderer ikke til straight up gay bashing, men det er alligevel svært at se, hvor det sjove ligger i den påtagede skam.
Men den virkning er sikkert utilsigtet, og jeg beskylder da heller ikke manuskriptforfat- åh! Jeg kan se nu, at alle tre sketches, som jeg har et decideret problem med, er skrevet af min navnebror, Alexander Hauberg Andersen. Vi lader til at have lidt forskellig smag, men det skal der også være plads til. De øvrige 99 % af tiden er du hylende morsom, kammerat!
Del III b: Hønemor
Passende nok kan vi gå videre med at tale om den revyist, der udgør Christians modstykke og love interest i en del af de sketches, de har sammen, nemlig Mette Nørgaard. Hun antager ret tidligt i showet rollen af den ansvarlige, voksne kvinde, der effektivt sørger for at mane de andres vilde galskab i jorden. Det ville have været lidt kedeligt, hvis hun skulle bære denne rolle gennem hele revyen, men heldigvis skulle vi kun over til 3. sketch i 1. akt, ”Ctrl + P”, før hun lægger den adfærd fra sig og lader sin lettere gakkede, tydeligt frække side skinne igennem. Der fik man slået fast, at hun ikke vil tilbringe alle sketches som det Morten Korch’ske madmuttermedlem af crewet.
Hun er nok den af de fire revyister, der bevæger sig mindst. Man får dog aldrig den fornemmelse, at hun er passiv og venter på noget at reagere på. Selv ude fra sidelinjen som i ”Kære Gertrud” i 1. akt lykkes den hende at være stemningens primus motor og den, som i sin fuldskab og totale mangel på interesse i andres opstyltede romantik disker nogle hårde bemærkninger ud over dem, som ellers ville have en fredelig, kærlig og kedelig samtale.
Som nævnt oven for spiller hun særligt godt med Christian, hvilket kommer til udtryk i ”Mit liv som burhøne” i 2. akt. Hun vender her delvist tilbage til sin ansvarlige væremåde, men det kan snarere kaldes en parodi på denne. Som mentor for en ung høne spillet af Christian, som hun gradvist mister tålmodigheden med, udviser hun i burets trange omgivelser et bredt spektrum, jeg tør sige tusinder varierende nuancer af pissed off, og det var blandt det mest lattervækkende i hele revyen.
Del III c: Maniker
Allerede fra showets start gør revyist Søren Gravesen sig kendelig. Hans paniske adfærd er det første, vi ser til ham, og denne slår over i den hardcore AAB-fans jubelbrød i ”På Stadion”, hvor man ser vildskaben svinde væk på morsomste vis, efterhånden som Søren i sin fine røde/hvide fodboldtrøje bliver klar over, at han sidder ved siden af en psykisk utilregnelig stalker.
I den meget vamle ”Kære Hr. Læge”, hvor han portrætterer en dybt pervers gynækolog, gør Søren sin evne til at bygge en stemning op ved at bruge kroppen og rekvisitterne tydelig. Af alle revyister formår han bedst at drage fordel af de fysiske ting, der er tilgængelige for ham. I den nævnte sketch ved at trække sit stetoskop frem.
Hans bedste performance kommer dog i ”Kendis-casino”, hvor han skal optræde i en reklame for et spilsite, der flår deres kunder med hud og hår. Hvordan han udviser en helt overvældende optimisme til trods for, at han er kommet i bundløs gæld og har trukket sin familie med sig i ludomani, er en kilde til morskab og refleksion over, hvor bundsørgeligt det er, at vi i vores samfund har en syg spilkultur. Godt skrevet, navnebror!
Sørens partner, der komplementerer ham som i forholdet mellem Christian og Mette, er Janne, som vil blive omtalt i det følgende.
Del III d: Den bekymrede
Janne Munk står på Aalborg Studenterrevys hjemmeside, aalborgstudenterrevy.dk, angivet som formand. I tillæg til sit allerede travle skema giver hun den lige en skalle til ved også at være revyens ansigt udadtil. Kudos som det første.
Og hvad angår hendes præstation som skuespiller, er der også grund til stor ros på den front. Hun starter godt nok showet af som den mest uanseelige af de fire på scenen, men ved oven for nævnte ”Ctrl + P” træder hun i karakter og bærer sit spøjse computerkostume med den seriøsitet eller mangel derpå, som situationen fordrer. Det er herligt at se hende kræve sin trone som den fjollede, men også til tider ængstelige part.
Dette sidste kommer til udtryk i ”Jeg var der næsten” i 1. akt, som hun i øvrigt selv har været med til at skrive. Efter at have hørt på de andre revyisters irrationelle frygt for terror og tsunamier (sig ordet for dig selv: tsu-na-mi; lyder det som navnet på noget, vi har meget af i Danmark?) træder hun til med den mest banale fortælling om at glemme et indkøb i supermarkedet, og at dette er sketchens højdepunkt, tvivler ingen på. Heller ikke Janne selv, der ikke kunne holde sin latter tilbage over det bizarre scenarie.
I ”Kendis-casino” formår hun også til det ypperste at være den begejstrede, knapt så kløgtige kone, der føjer og understøtter sin mands dybe galskab. Det er afgjort med Søren, at hun virker mest levende, og de får det bedste frem i hinanden.
Del IV: Ideologien
Lade os tale om noget sjovt: politik. Det er ikke så svært at spotte den ideologisk retning, der kommer til udtryk i revyen. Der tages klart afstand fra nationalismen og retorikken om ”et Danmark for danskerne” i sketchene ”De Danske Danskere” og ”Lejrliv”, begge i 2. akt.
I førstnævnte påpeges på kreativ facon, at ord som ”danskhed” er blevet så brede, at man ikke bare uden videre kan påberåbe dem og dermed ekskludere alverdens brune mænd og kvinder, hvis livret ikke er flæskesteg, fra fællesskabet.
I sidstnævnte får vi en flygtnings ulykkelige fortælling om forventninger og skuffelser og det hårde faktum, som mange indvandrere har måttet sande, at der ikke findes objektive kriterier for, hvornår man er ”en sand dansker”, og at det er rent politisk.
At revyen taler flygtningenes og indvandrernes sag fremgår da også af instruktør Christian Eimings forord i programmet: ”[I] Danmark kan en folkevalgt politiker sige: ”Jeg ved ikke, om du er dansk – jeg kender dig jo ikke” til en elevrådsformand på et dansk gymnasium, mens det giver ramaskrig over det ganske land, når Den Store Bagedyst smider en deltager ud, der har lavet en feminin kage med lyserød fondant.”
Det er rimelig åbenlyst, hvad vinklen er i forhold til danskhed samt flygtninge- og indvandrerproblematikkerne. Det er heller ikke første gang, at disse har været behandlet i Aalborg Studenterrevy. Sidste år havde de sangen ”Ytringspligt”, hvor ytringsfrihedsfundamentalister blev hængt ud som nazister i fåreklæder.
Del V: Lad os runde hurtigt af
Aalborg Studenterrevy 2016 var et helt vidunderligt stykke med styr på det praktiske, styr på omgivelserne, nogle motiverede frivillige både på scenen som udenfor og bag kulisserne, skøn musik og sjove sketches.
Mine forventninger til næste års revy er på et højt niveau, for det her bliver svært at toppe.
Et kæmpe, personligt tak går ud til alle dem, som tog del i at bringe dette til veje. Som en person, der selv lægger ufattelig vægt i de frivillige fællesskaber, varmer det mit til tider desillusionerede og støvpumpende hjerte at se så skønt et show udspringe af de studerende på AAU’s kreativitet.
