Du skal til at læse en medrivende førstehåndsfortælling af én, der har set depressionens grimme ansigt, netop som han var ved at skrive speciale. Den unge mand ønskede i starten at være anonym. Men i løbet af processen med at skrive dette har han besluttet sig for, at det er på tide at stå frem med sin historie. Han vil gerne understrege, at det ikke er noget, man behøver at skjule for omverdenen.

 

Af Dennis Stenbjerg

 

Kan du beskrive, hvad du har været igennem, og hvor du er i dag?

 

Samtidig med at jeg skrev speciale, fik jeg konstateret en depression. Det var ikke selve specialet, som var skyld i depressionen, men jeg tror, at specialeskrivningen gjorde, at der gik længere tid, inden jeg opdagede, at noget var galt. Jeg tilskrev i længere tid ”specialesumpen” som årsagen til, at jeg var uoplagt og manglede energi. Jeg havde en forestilling om, at hvis bare jeg tog mig sammen, så blev det hele bedre. Problemet var bare, at det ikke var et spørgsmål om at tage sig sammen – det tog dog noget tid for mig at indse og acceptere dette.

 

Jeg besluttede at søge læge, da jeg to gange på en uge brød i gråd uden nogen direkte årsag til dette følelsesudbrud. Hos lægen fik jeg konstateret en depression, det var en mærkelig fornemmelse. På den ene side var det jo en lettelse at få bekræftet, at der var noget galt, på den anden side føltes det stadig meget diffust, og jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var syg.

Dette betød også, at jeg forsøgte at fortsætte mit liv, som jeg plejede, men det var en umulig opgave, som kun betød endnu flere nederlag. Jeg tror, jeg kæmpede så meget imod, fordi jeg ikke ville acceptere, at jeg var ’psykisk syg’. Jeg synes, denne betegnelse er enormt stigmatiserende, og jeg havde måske også indtrykket af at en sådan diagnose ville være permanent.

 

Depressionen gjorde, at selv de mindste ting pludselig kunne virke uoverskuelige. Et eksempel på dette er at lave en kop the. Det vil de fleste mennesker lave uden, at det kræver den store opmærksomhed. For mig var det at lave te pludselig en stor og kompleks opgave; først skal jeg fylde vand i kedlen, så skal jeg vente på, at det koger, så skal jeg vælge hvilken te, jeg har lyst til – og her stoppede det som regel for mig. At finde ud af hvad jeg havde lyst til var en fuldstændig umulig opgave, og at have flere valgmuligheder gjorde det fuldstændigt uoverskueligt. Hvis det endelig lykkedes mig at vælge te, skulle jeg så også lade den trække og efterfølgende skille mig af med the posen. Hvis det at lave en kop te pludselig er så komplekst og uoverskueligt, så er det at klare sig igennem dagen pludselig en stor udfordring, og at skrive et speciale er ren utopi.

 

I dag er det cirka to et halvt år siden, jeg blev rask. Jeg har færddig gjort mit speciale, det blev aldrig den opgave, jeg håbede på. Da jeg startede specialet, var det med høje ambitioner om at lave en virkelig god og innovativ opgave. Jeg var nødt til at justere mit ambitionsniveau efter depressionen, så i stedet blev mit succeskriterium blot at gennemføre studiet. Min faglige stolthed led et lille knæk, men stoltheden over at have rejst mig igen og gennemført min uddannelse er heldigvis langt større. Jeg troede egentlig, at min karakter måske ville påvirke mine karrieremuligheder, men ganske kort tid efter studiet var jeg faktisk så heldig at få fast arbejde. Jeg er rigtig glad for mit job, som jeg nok vil betegne som en drømmestart på arbejdslivet.

 

Hvis du kunne i dag, hvad ville du så sige til dig selv dengang, du havde det skidt?

 

Da jeg havde det rigtig skidt, troede jeg ikke på, at det ville blive bedre. Ofte, hvis folk prøvede at komme med opmuntrende ord, virkede de faktisk modsat. Jeg følte mig meget alene med smerten indeni. Hvis jeg skulle give mig selv et god råd, ville det nok være ’det er okay at være sårbar, vær ærlig omkring din situation – lad være med at skjule det’.

Jeg tror at have været mere åben omkring det, at jeg havde en depression ville have hjulpet til at acceptere og anerkende, at jeg rent faktisk var syg. Jeg havde meget svært ved at acceptere, at jeg var syg, og at min sygdom begrænsede mig. Især efter at jeg er blevet rask, kan jeg nogen gange mærke et behov for at tale om det, jeg har oplevet, men indimellem lader jeg være, for det er simpelthen for tungt, hvis jeg først skal til at forklare folk, at jeg har været syg, inden vi kan snakke om det at være blevet rask.

 

Hvad gjorde du i forhold til studierne?

 

Jeg endte med at tage orlov fra studierne, men hele forløbet var meget rodet. Jeg følte mig fanget i et stort og uoverskueligt system. Den første lægeerklæring jeg fik kunne ikke godkendes til at få orlov pga. en eller anden formalitet. Når man har en depression, smutter man ikke bare lige til lægen og henter en ny. Det slog mig virkelig ud, og det tog noget tid, inden jeg var klar til at prøve igen. Dette vanskeliggjorde processen yderligere ift. både specialekontrakt og SU. Studiesekretæren og studielederen forsøgte efter bedste evne at hjælpe, og jeg synes, deres indsats fortjener ros. Deres udgangspunkt var altid, at vi nok skulle finde en løsning.

Jeg var meget opsat på at gøre min uddannelse færdig, så da jeg begyndte at få det bedre, ville jeg gerne hurtigt tilbage til studiet. Mine ambitioner var ofte min største fjende, som betød, at jeg pressede mig selv for hårdt, og når tingene så ikke lykkedes, gjorde det, at jeg endte i et sort hul. Jeg undervurderede fuldstændig, hvad der sker med ens hjerne i løbet af sådan et sygdomsforløb. Jeg havde svært ved at læse og koncentrere mig. Ting, jeg tidligere havde betragtet som almen viden, var pludselig forvandlet til kompleks teori. Jeg måtte søge orlov igen og heldigvis tog det ikke modet fra mig denne gang. Jeg begyndte derfor en mental genoptræning, hvor jeg var meget opmærksom på ikke at gå for hurtigt frem.

 

Hvordan blev du mødt af dine omgivelser, når du fortalte om din depression?

 

Det synes jeg ikke, jeg kan give et entydigt svar på. Reaktionerne var meget forskellige, men de havde dog alle det tilfælles, at deres intentioner var gode. Jeg havde altid indtrykket af, at folk tog det alvorligt og ønskede at forstå min situation. Når jeg tænker efter, så er det egentlig mig selv, som har defineret dette som tabu, fordi jeg er bange for at vise min sårbarhed. Jeg har i det store hele kun haft positive oplevelser, når jeg har turdet vise, at jeg var/er sårbar.

Stigmatisering à Psykisk sygdom som noget, der ikke går over igen.

 

Hvordan forholder du dig til psykiske diagnoser, hvilket lys ser du dem i?

 

Jeg synes, spørgsmålet meget illustrativt udstiller den stigmatisering, der er forbundet med psykisk sygdom. I medierne ser man også overskrifter som ’psykisk syg mand amok …’. Det bliver meget unuanceret og omvendt, når det er fysisk sygdom, handler det mere om den egentlige diagnose, uanset om det er influenza eller brystkræft. At siddestille alle psykiske diagnoser giver ligeså lidt mening som ved fysiske diagnoser.

 

For mig at se er diagnosekulturen et udtryk for den stigende individualisering i samfundet. Det er en kultur, hvor individet alene har ansvaret for sit eget velbefindende. Dette betyder også, at alt for mange overser de strukturelle vilkår i samfundet, som påvirker ens livssituation. På mange måder er vi blevet mindre rummelige som samfund. I vores bestræbelser på at øge effektiviteten og konkurrenceevnen er ’one size fits all’ blevet et dominerende paradigme, og hvis ikke modellen passer til dig, så er det dig, der er problemet, ikke modellen.

 

Er der noget, som er særligt vigtigt at få sagt højt i den her sammenhæng?

 

Som samfund bør vi tage ansvar og give alle en god og lige behandling uanset om det er fysisk eller psykisk. Selv med en lægehenvisning skal man stadig betale for at komme til psykolog, det er helt urimeligt at ens økonomiske formåen skal være afgørende for, om man kan komme i behandling eller ej.

 

Hvordan er du blevet hjulpet til at få det bedre?

 

Jeg startede i Studenterrådgivningen ganske kort tid efter, at jeg havde været ved lægen og fået beskeden om, at der formentlig var tale om en depression. Det var et godt sted at starte, jeg fik nogle at tale med, og man kan sige, at behandlingen blev sat i gang. Desværre havde jeg en følelse af, at det ikke var det rette sted for mig, hvis jeg skulle få det bedre. I venteværelset hang der en flyer om, at et par psykologistuderende ønskede at starte en selvhjælpsgruppe for unge depressionsramte. Jeg tog kontakt, og der var relativt kort tid til første møde i gruppen. Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs og i tvivl om, om jeg skulle tage af sted. Energiniveauet og humøret var ikke ligefrem i top, da dagen kom, men jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted.

Det at mødes og tale med andre i samme situation gjorde en stor forskel, og de to studerende var virkelig gode til at facilitere et trygt miljø, hvor vi indimellem også lavede små opgaver, som jeg følte gav meget.

Samtidig med selvhjælpsgruppen gik jeg også til psykolog. Udover den almindelige samtaleterapi eksperimenterede vi også med mindfullness, som for mig blev et rigtig god redskab til at kunne rumme de mange negative følelser som depressionen udløste.

Jeg synes, at selvhjælpsgruppen og mindfullness var et par rigtig gode værktøjer, som hjalp mig virkelig langt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var de to kombineret med samtaleterapi hos psykologen, som gjorde forskellen for mig.

 

Hvad er grunden til, at du vælger at være anonym?

 

Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at jeg ønsker at være anonym længere, det er på tide at stå frem med historien. Jeg vil vise, at det er okay at have haft en depression, at det ikke er noget, man behøver at skjule. Jeg har lært meget om mig selv igennem dette forløb og er i dag i meget bedre kontakt med mine svage og stærke sider, end jeg nogensinde har været før.