Pitabrød, bare bryster og integration, tak!
Skribent: Jeanne Wislund Hansen
Fotograf: Lisa Klemm
Bag om Abdel Aziz Mahmoud |
Alder: 32Uddannelse: Uddannet som journalist fra Journalisthøjskolen 2007.Bedst kendt som: Vært på Aftenshowet på DR1.Nuværende beskæftigelse: Udviklingsredaktør hos Nordisk Film TV, foredragsholder og udkommer som forfatter med bogen ”Hvor taler du flot dansk!” d. 6. april. |
Abdel Aziz Mahmoud, manden som måske bedst er kendt for sin tid som den karismatiske og sympatiske vært på Aftenshowet på DR1, er meget mere end et kønt ansigt med store brune øjne. Han er en kritisk mand, som stiller spørgsmål ved integrationen i Danmark. I anledning af, at han holdt foredraget ”En god start i Danmark” på Aalborg Hovedbibliotek, så har Agenda mødt ham til en snak om, hvad den gode integration er, hvordan han selv fik det gennem sin opvækst, og hvordan vi kan være med til at give det. For som Abdel siger: ”Der er ingen, som kommer fra dag et og smider tørklædet og lægger sig med bare bryster på stranden og bare siger ’nu er jeg dansk’. Det kræver tid.”.
Klokken nærmer sig 17:45. Vi venter på Abdel. På biblioteket kører der et tema med ”Det multikulturelle Aalborg”. Her er plakater af mennesker fra alle verdenshjørner på standere rundt omkring på biblioteket, og i midten af biblioteket er der en globus i loftet. Globussen er ret sigende, fordi den er så stor. Vi siger ofte ”hvor er verden da lille”, når vi f.eks. møder vores venner på uventede steder. Alligevel er verden måske større, end vi tror, fordi der vil ofte være afkroge af verden, man intet kendskab har til. I interviewet med Abdel Aziz Mahmoud vil en lille del mere af verden blive afdækket, når vi taler om, hvordan man kan komme hele vejen fra Libanon og Abu Dhabi til Danmark og rent faktisk finde sig til rette.
”Er du Hassan?”
Vi møder Abdel få minutter efter, og vi går straks i gang med fotograferingen. Vi har halvtravlt. Mens vi fotograferer, kommer en lille pige hen og spørger Abdel, om han er Hassan. Abdel svarer: ”Nej, det er jeg ikke”. Så er der ikke så meget mere at sige, indtil Abdel så går hen til pigen og spørger ”hvilken Hassan troede du, jeg var?”. ”Det ved jeg ikke”, svarer hun og spørger så nysgerrigt: ”skal du synge?”. ”Nej, det skal jeg ikke… Men min lillebror synger faktisk!”, svarer han hende. Samtalen ebber lidt ud efter dette, og vi er sådan set også færdige med at fotografere, så det er god timing. Abdel er selvfølgelig ingenlunde Hassan, men da strejfer tanken mig: Hvem er Abdel, og hvad kan han berette?
Flugten til Danmark
Af hvilke årsager måtte du og din familie flygte til Danmark?
Det er en lidt lang historie, men jeg var meget lille. Mine forældre er opvokset i Libanon, og de er palæstinensiske flygtninge, da deres forældre var flygtet fra Palæstina. Af politiske årsager måtte min far flygte, fordi han var truet på livet under den syriske invasion i Libanon. Så flygtede han til Abu Dhabi, og min mor flygtede efter. Så blev de gift der, min mor blev gravid med mig, og jeg blev født der. Senere kom vi til Danmark, da der også var nogle ting galt i Abu Dhabi. Min far kendte en dansker, der måske havde et job til ham, og så prøvede han først at komme til Danmark på et arbejdsvisum. Det faldt til jorden, og så måtte vi søge om asyl. Så vi var i asylcenter i Holte på Næsseslottet. Der var vi, og så fik vi opholdstilladelse.
Spørgsmålet om integration
Hvordan er du personligt blevet godt integreret i Danmark?
Det er et aktivt valg, og så er det noget, som sker af sig selv. Det er en blanding. Rigtig meget af det sker af sig selv, hvis omstændighederne er til stede. Jeg taler om tre ting: Et, kollegaskab: At man får et arbejde. To, naboskab: At man flytter ud, og man bor f.eks. ikke i en ghetto eller andre belastede steder, men man bor sammen med andre danskere. Tre, venskaber: At man kommer hjem hos folk, får danske venner, taler sammen, oplever ting sammen, behandler hinanden ligeværdigt og ikke som projekter. Alle de tre ting var opfyldt hos os. Lige da vi kom til landet, så boede vi i Greve på Sjælland. Min mor fik at vide at for at lære sproget, så skulle hun tale med danskere. Så alle fik en opgave på den her sprogskole, at de skulle banke på hos naboen og spørge, om vedkommende ville forbi til en kop kaffe. Det gjorde hun så, og det ville naboen ikke. Denne sagde ”nej tak, ellers tak”, og det kunne have slået hende ud, men det gjorde det ikke. Det var der, hvor valget ligesom kom, fordi så flyttede vi til Middelfart, og hun prøvede det igen. Denne gang lokkede hun med hjemmebag, og min lillebror og jeg gik rundt på vejen og delte pitabrød ud med kaffeinvitationer. Så kom den nærmeste nabo, Edna, forbi. Det blev et rigtig godt venskab med tiden, hvor begge kunne lære noget af hinanden. Min mor lavede falafel til Ednas fødselsdag, og til gengæld lærte Edna min mor at lave små solskjolde af sølvpapir, så man kunne få sol i haven. Min far lærte at klippe roser af Erik, Ednas mand. Der var også en anden, som betød rigtig meget for os. Det var Inger Margrethe, som var min klassekammerat Lasses mor. Hun var fra et meget grundtvigiansk hjem med klaver, juleaften og kristne værdier. Hun endte med at blive rigtig gode venner med min mor, og de betød meget for hinanden. Samtidig tog hun os også med en til masse ting, som vi lærte rigtig meget af, og hun lånte avisen ud til min far, og min far lærte hende at bruge EDB, som det hed dengang.
Så hvad definerer du som ”vellykket integration”?
Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, at den debat, vi har i dag om integration, ikke handler om integration, men assimilation. Det plan, man taler om det på, handler om, at man vil have folk fuldstændig danske og bestemme, hvad tøj vi skal bære, og hvad kød vi skal proppe i vores mad. Man taler om, at integration ikke er lykkedes, men ordet indebærer, at begge kulturer fungerer ordentligt, og man tager det bedste fra begge kulturer. Ikke kriminalitet og ikke social kontrol, men alt det, der kan gøre, at flere kulturer kan leve side om side i samfundet. Det betyder ikke nødvendigvis, at den danske kultur skal ændre sig, men at man som udlænding godt må beholde sin egen. Den stolthed over sin kultur mærker jeg slet ikke, at man må have. Man må ikke være stolt af det, man kommer fra, og man må ikke dyrke det. Man skal næsten skamme sig. Det er det, jeg er vokset op med. Det er det min bog, som udkommer her om lidt, handler om: Hvor meget jeg skammede mig som barn over den kultur, jeg kommer fra, om at se anderledes ud, og hvor meget jeg ikke kunne være stolt af det. Det er først i mit voksenliv, jeg har kunnet være det. I dag skammer jeg mig over, at jeg har skammet mig.
Så den måde, hvorpå vi taler om integration, handler desværre om assimilation. Så snart vi kommer væk fra tørklæder og frikadeller og ned på det vigtigste som ”opfør dig ordentligt, tag en uddannelse og bidrag positivt”, så er det lige meget, hvad du gør inden for hjemmets fire vægge. Bare du ikke gør nogen harme. Sådan er det også med religion: Hvis man f.eks. forarges over islam, så tænk over, hvorvidt det er noget, der gør nogen ondt. Hvis det er noget med tvang, og en kvinde, som undertrykkes, så skal du sige fra. Men hvis det er noget med, at en kvinde har lyst til at gå i noget bestemt tøj eller holder af en bestemt tradition, så gå videre. Så har det intet med dig at gøre.
Så hvilke kulturelle problematikker er væsentlige i forhold til integration? Vi har været lidt inde på islam.
Islam er ikke en kultur – det er en religion, som nogle tolker forskelligt. Hvis det var en kultur, som nogle rigtig gerne vil have, at den skal være, og hvor problemet er islam, hvorfor er det så, at man i Afghanistan går i burka, men bikini i Beirut? Hvordan kan man tolke den så forskelligt? Hvorfor kan min familie være som vi er og være muslimer, og en eller anden freak kan springe sig selv i luften og stadig kalde sig muslim? Det handler om egne valg og en forskruet fortolkning af religion. Det handler kun om intentioner og om at møde folk, hvor de er. Jeg har hele mit liv mødt folk, hvor de var – jeg har ikke engang mødt dem på midten, ikke engang halvvejs – men er gået over til dem. Jeg vil helst have, at man mødes på midten og finder ud af, hvad styrkerne er ved hinanden. Det kan nogle gange lyde så hippieagtigt, fordi det plan jeg taler om integration på, ikke er den måde, vi taler om det i medierne på. Derfor lyder det frelst og eventyrligt, men det er det ikke. Det er sådan, virkeligheden er. Den er, at man banker på hos en anden og spørger, om folk vil have en kop kaffe eller vil med til en fest. Vil du vide, hvorfor en muslimsk kvinde går med tørklæde, så spørg med gode intentioner. Det handler om, hvad vil du med det, du siger til folk. Hvis du spørger ”hvorfor går du med tørklæde?”, fordi du er nysgerrig og gerne vil vide det. Det i stedet for at spørge ”hvorfor fanden går du med tørklæde?” og egentlig ikke vil høre svaret, men bare venter på, at det bliver din tur, så du kan sige, hvor kvindeundertrykkende, det er, selvom hun har valgt det af egen fri vilje.
Så hvem er Abdel?
Abdel er en historiefortæller med en vigtig historie og nogle klare pointer. Hvad enten man tolker Abdels historie som en opsang eller ej, så er én ting sikkert: Han er befriende at lytte til. Det er befriende at høre, at der faktisk findes en god historie om integration. At der findes mennesker, som er kommet til Danmark og har haft – og stadig har – et godt liv. Det gør, at fremtiden virker knapt så sort. Det gør, at spørgsmålet om integration måske ikke behøver at gøres op i, hvorvidt der må serveres frikadeller i den lokale børnehave eller ej, men handler om omstændigheder og om at møde folk, hvor de er. Som Abdel konkret sagde: ”der er aldrig nogen, som er blevet integreret, fordi politikerne bestemte det. De kan sørge for nogle mekanismer, men dét er det. Integration sker, fordi omstændighederne er der og på grund af egen lyst.”
