Aalborg Universitetsroning
Forestil dig dette scenarie. Det er en smuk morgen over Limfjorden, fuglene synger skønne sange, solen skinner med et saligt opvågnende morgenskin, en let brise rammer din kind mens du cykler, du sætter Edvard Griegs ”Morgenstemning” på dit medbragte musikapparat, og du nyder de salige toners beroligende virkning. Du ankommer til bestemmelsesstedet let i kroppen med fuldstændigt opladte batterier klar til dagens strabadser.
Tekst & Foto: Andreas Rytter
Sådan en morgen er det ikke! Klokken er 5:30, Fanden har endnu ikke fået sko på, jeg cykler af sted, forstoppet af den for hurtigt spiste morgenmad, regn pisker mod mit ansigt, der er mørkt og iskoldt, og da jeg i dagens anledning har glemt handsker, er mine fingre stivfrosne. Jeg er dødtræt, jeg ser de sidste trætte mennesker vandre hvileløse hjem fra Gaden, mens jeg selv er på vej til roning. Jeg stiger af cyklen, mine lemmer knirker og jeg gruer for de legemlige øvelser, som jeg er på vej til at skulle udføre. Udenfor Aalborg Roklub står jeg, 5:50 slår klokken, jeg vandrer forvirret rundt, kan ikke finde indgangen men lykkeligvis kommer en ung muse forbi, som skal samme vej. Hun har dog ingen nøgle, men foreslår vi venter på en, som har. Nøglebæreren kommer, og vi lukkes ind i indgangssalen, hvor fortidens romestre pryder væggene.
Men hvad er det der roning? Det er en sport, som ikke er nær så sjælden som en mongolsk hestehovedviolin. Umiddelbart en sport der bør være ret populær i et land, hvor du aldrig har mere end 50 kilometer til kyst. Vi er ret gode til roning i Danmark, allerede i 1912 vandt vi den første guldmedalje ved et OL, og siden år 2000 er det blevet til ikke færre end 18 guldmedaljer i roning i stævnerne EM, VM og OL. Roning handler naturligvis om at drive en skude af sted over en strækning på søen, gerne hurtigst muligt. Kaproning foregår oftest på distancer af 2000 meter, hvilket af de bedste kan tilbagelægges på omkring femethalvt minut.
Kaproning som officiel sport blev introduceret i England i 1700-tallet, hvor man padlede rundt på Themsen, senere knyttede universiteter sig til sporten og dystede indbyrdes, og særligt kendt er rivaliseringen mellem Oxford og Cambridge.
I Aalborg findes blandt andre Aalborg Roklub, som jeg denne morgen besøger. Klubben blev oprettet i 1886 og hører til blandt Danmarks ældste. I april 2013 kom der et initiativ, som ændrede vilkårene i klubben. Tidligere var gennemsnitsalderen for roere i klubben imponerende 59 år, men dette skulle ændre sig, da en umage alliance dannedes mellem tre aktører: Aalborg Universitet, Aalborg Event og Aalborg Roklub. Baggrunden for mødet mellem disse tre var Aalborg Regattaen, hvor en smart eventmager i fint tøj havde fundet på at matche de to uddannelsesinstitutioner AAU og UCN mod hinanden i en ottemands galejslavepram, populært kaldet en Otter. Gennemsnitsalderen faldt herefter drastisk til små 52 år, og naturligvis vandt AAU den første regatta i 2013, og således genskabtes den agtværdige disciplin universitetsroning i Aalborg.
Tilbage i indgangssalen står jeg forfrossen og aner endnu ikke, hvad der venter mig. Vi går op ad trappen, hvor der findes et forsamlingsrum. Herinde sidder der 25 overfriske studerende linet op, jeg falder lidt udenfor, da jeg endnu har søvn i øjnene. Jeg slipper en bemærkning om min træthed, hvorefter en fyr overfor mig hurtigt svarer, at det vender man sig hurtigt til. Inden klokken slår 6:00 er lokalet fyldet med omkring 40 morgenfriske studerende, som er klar til dagens strabadser. Det er testuge, lader træneren mig forstå, og de første tyve bliver sendt af sted til opvarmning og test. Jeg bryder mig mere og mere om denne sport, da jeg blot sidder og snakker med de tilbageværende, lige min form for sport. Jeg foruroliges dog, da de andre roere langsomt vender tilbage og ligner nogle, som har det hårdt. Resultater plottes straks ind på computer, og forskellige udtryk, som jeg senere skal blive klog på, anvendes om deres testpræstationer.
Min virkeligt rare genbo-studerende ved bordet, hvor jeg sidder, opfordrer mig til at gå med i opvarmningen, så jeg kan træne lidt teknik inden testforsøget. Jeg ledes med tunge skridt igennem forhallen og ud forbi bådrummet, hvor 12 både er gået i vinterhi, snart klar til at vågne op til dåd i april måned. Vi entrerer et træningslokale, hvor små ti studerende gør sig klar til test. Jeg springer kækt på en romaskine, sådan en har jeg jo prøvet før i den lokale muskelbule, men det viser sig hurtigt, at min teknik er yderst tvivlsom. Jeg, som troede, at det blot var at pumpe rodimsen hurtigt frem og tilbage irettesættes heldigvis af min flinke guide. Jeg instrueres, med stor tålmodighed af hjælpetræneren, i korrekte ergometerteknikker og glidende bevægelser. Der sidder en pige ved siden af mig, og jeg tænker ”hende skal jeg fandme slå!”, men det viser sig hurtigt, at hun, trods sin klejne størrelse, er mig både teknisk og fysisk overlegen, og mens jeg hastigt pruster som en strandet hvalros efter 5 minutters opvarmning, så flyver hun elegant af sted som en kolibri på nektarjagt.
Min hjælpetræner varmer selv hurtigt op, mens han med et overdådigt overskud retter mine småfejl i opvarmningen, og efter 10 minutters opvarmning er vi klar til test.
Nu skal vi lige ind på baggrunden for denne testuge, som uniroerne kørte, da jeg besøgte dem. Roning er naturligvis, som nævnt, noget der konkurreres i, og roerne fra Aalborg Universitet er skrappe i denne disciplin. I 2014 deltog de i 9 regattaer rundt omkring i landet, hvilket medførte 11 sejre, heriblandt en sejr på 1000m i DM for universiteter. I 2015 blev roerne qua deres præstationer og store engagement nomineret til danskernes idrætspris, hvor man dog desværre ikke vandt trods en finaleplacering. Testugen denne gang ledte op til to verdensrekordforsøg, forsøg som efterfølgende lykkedes, hvorfor Aalborg universitetsroning nu har verdensrekorden i 24-timers roning for mænd på 517, 38 km, og en verdensrekord for 100 km roning for kvinder med en tid på 5 timer og 16 minutter. En yderst imponerende præstation af en klub, som startede deres universitetsroning om i 2013!
Nu skal jeg have testet mine ro-skills. Jeg føler mig efterhånden oplagt, klokken nærmer sig de 6:35, og jeg ledes ind i et lille lokale med 15 ro-ergometre, jeg tildeles en plads og instrueres i dagens udfordring. Jeg skal sprint-ro 3×100 meter og afslutte med 1 minuts power-roning. Vi starter alle samtidigt og træneren tæller ned… 3… 2… 1… GO!!!
Med min tvivlsomme teknik giver jeg romaskinen max gas, jeg har fanget lidt af teknikken under opvarmningen og finder en god rytme. Sædet under mig banker frem og tilbage, jeg bliver et med maskinen og klarer den første omgang i en nogenlunde tid, herefter 1 minuts pause. Pulsen banker, sveden begynder at pible frem, mine lår begynder langsomt at vågne… pausen er forbi… bang, vi er i gang igen. Tre gange står dette på og under det sidste minuts roning, mærker jeg for alvor hårdheden i denne sport på trods af den relativt korte og simple test.
Klokken 6:50 kommer jeg ind i forsamlingsstuen igen, her emmer af velvære og der lugter en smule af sved. De faste roere sidder i grupper og spiser morgenmad, mens regnen udenfor er blevet afløst af en smuk solopgang over Limfjorden. Jeg spørger ind til udendørssæsonen og fortælles straks med stor entusiasme om det blikstille vand ved Egholm, som brydes af årene en smuk forårsmorgen, alle venter på at sejle om kap med sælerne i fjorden efter 5 måneders indendørstræning.
Indendørstræningen har været hård med et nyt program hver uge, så forskellige færdigheder opbygges. Jeg får en god indføring i træningen og ser samtidig den store statistikbank, som træneren fører, så roerne kan forbedre sig de steder, der er behov for det.
I et interview i decembernummeret af Agenda siger Svend Brinkmann følgende omkring den instrumentaliseringstendens, som er i samfundet: “Man kan melde sig ind i en roklub fremfor at stå ensomt og træde på stepmaskinen i fitnesscentret.”.
Det jeg oplever i roklubben, den morgen jeg besøger den, er en flok virkeligt glade engagerede studerende, som udover at dyrke en sjov, hård, udfordrende og smuk sport sammen, har et fantastisk fællesskab, åbenhed overfor nye medlemmer og et virkeligt godt humør kl. 6:00 om morgenen, som gør, at jeg har tænkt mig at komme igen en anden dag. Så har du lyst til at dyrke motion, blive del at et hyggeligt fællesskab og få nogle gode oplevelser, så kan jeg varmt anbefale dig at kontakte universitetsroerne i Aalborg Roklub!
