Miljøelefanten i en glasbutik
Du har sikkert set hende før på universitetet. Du har sikkert undret dig over hende før i kantinen. Det har været Gittemarie i zero waste action, og hun er lige så unik som en god, dansk sommer.
Tekst: Maria Boll Hansen // Foto: Kaali M. Karolussen
Hun er smuk. Om det er den hjemmelavede makeup eller udstrålingen som ved en stærk kvinde i en klassisk russisk roman er ikke til at sige, men hun er en moderne sigøjnerhippie. Hun er 21 år ung, men tager ansvar for din klode ligesom en klog, gammel inder ved navn Gandhi sagde ’be the change you want to see in the world’ ved at være aktiv i zero waste bevægelsen.
Choosing is voting
Gittemarie startede bloggen The Picture Of Mary i 2011 med fokus på mode og genbrugsguld. I januar 2015 tog bloggen en drejning, da zero waste princippet fik sin grønne krog i hende. Zero waste handler om at minimere sine kemiske fodaftryk på jorden og undgå at producere unødvendigt affald. Hun blev inspireret af fortaler Bea Johnson, der med sin familie ikke producerer mere affald, end der kan være i et syltetøjsglas. Den tankegang fascinerede Gittemarie. ”Vi bilder os selv ind, at vi kun kan leve på én måde.”
Bea inspirerede Gittemarie med mantraet ’buying is voting’. ”Når du køber noget, stemmer du automatisk på, at det er en god ting. Firmaerne ved ikke, at du er uenig med indpakningen. De ved ikke, du er uenig med tilsætningsstofferne, for produktet bliver stadig solgt.” I stedet siger hun ’choosing is voting, hvor du stemmer med dine valg og fravalg. ”Du har en stemme som forbruger ved aktivt at vælge produkter fra. Man viser aktivt ens ideologi, og at man foretrækker ikke at benytte plastik.” Så selvom du mener, at genbruge posen er godt, er den stadig skadelig, uanset hvornår du købte den. Derfor, buying is voting.
Hele princippet ved zero waste om at gøre sit til at mindske unødvendig brug af ressourcer gjorde indtryk på Gittemarie. Hun spurgte sin kæreste, om de skulle prøve det i en måned, for ”det virkede spændende og besværligt, og jeg kan godt lide ting, der er spændende og besværlige.” Det anderledes i det samt at gøre noget, som ingen i omgangskredsen har erfaring med, tiltrak noget i dem. Ingen af dem voksede op i aktive bæredygtige familier, så det var spændende. Forsøget, som de havde givet udløbsdato efter en måned, endte dog med at fortsætte, da det føltes rigtigt. ”Man stopper ikke bare fordi, der er meget forberedelse i det, og efter 1 måned er du ikke godt nok inde i det”, siger hun. I dag praktiserer de nu zero waste på 11. måned, imens de stadig lærer.
Nej tak til en plastikverden
Hun fortæller, at siden plastik begyndte at komme frem i 1930’erne, er intet af det forsvundet. ”Det er en klam tanke, at der findes lommer af skrald i verdenshavene, der centrifugerer i samme rute. Skraldelommerne har et samlet overfladeareal svarende til Afrika, og man fjerner dem tit fra de verdensbilleder, man kan se fra satellitter. Verden tager ikke ansvar for sit eget skrald. Det er ikke et nydeligt syn, og derfor redigeres de ud, så den enkelte forbruger ved det måske ikke.” Med zero waste princippet ønsker hun netop at rette opmærksomhed på denne problematik.
Undersøgelser viser også, fortæller hun, at plastikforgiftning er den hyppigste forgiftningsform i forbindelse med mad og emballage. ”En god tommelfingerregel er, at hvis du kan lugte plastikken, så afgiver det stoffer i luften og til personen.” Hvornår så du sidst et barn med legetøj i munden? ”Hvis du dufter til børnelegetøj, vil duften af plastik forekomme tydeligere end ved noget andet produkt. Børn har mellem 80-120 giftstoffer i kroppen i alder af 7 i gennemsnit.” Disse statistikker er tankevækkende for Gittemarie, for ”det er latterligt, at befolkningsgrupper gør sig afhængige af produkter, der er så giftige.” Mon giftstoffer smager godt?
Pigen med glaskrukkerne
I dag skal Gittemarie handle på grøntmarkedet på Frederikstorv med sin wonderwoman canvas bag, som hun kalder den. Sælgeren ved boden spørger til en video, hvori Gittemarie filmer grøntmarkedet som et af de steder, hvor hun handler miljøbevidst. ”Når min kæreste og jeg kommer her, føles det som et cirkusnummer, for mange synes, det er sjovt”. Her er hun kendt som hende med ’kan jeg få det i et glas?’, da hun gerne vil have varerne i sine medbragte glas. Sælgerne elsker Gittemaries anderledes tilgang til deres grøntsager, og hvor mange grøntsælgere kan prale af, at deres rødbeder er blevet brugt til at lave blush med?
Slagterne skuler dog til hendes glas, og skal overbevises om, at det ikke er mindre sanitært at få kødet i glasset fremfor deres plastikindpakning. Hun har også haft en kontrovers med Føtex, som efter lang tids villighed ikke at ville putte farsen i hendes glas, da de ikke mente, at det stemte overens med deres sundhedsregulering. Men for Gittemarie at se er det noget pjat, for når hun putter kødet i sit steriliserede glas, så er det jo hendes ansvar, hvis hun bliver syg.
Når det går op i en højere enhed
Gittemarie oplever mange små sejre med zero waste såsom at lave egen nutella af nødder fundet på en parkeringsplads. Hun laver også sin tandpasta af sammenblandet kokosolie og natron. Og ja, ens ånde dufter af kokos. Hun kan dog ikke fordrage kokos, men hvis hun vælger tandpastaen fra grundet dét, så kommer valget til at afhænge af hendes forfængelighed ift. kokos i stedet for bæredygtighed. For som hun siger ”jeg har det ambivalent med det lort men på den fede måde. Man skal ikke gøre det, fordi det er nemt eller rart, men fordi det er nødvendigt.”
Utopia?
Hun kommer ikke rendende efter dig og banker dig i hovedet med en 500 siders rapport fra Miljøstyrelsen, imens hun manisk messer et Greenpeace manifest i takt med slagene. Hun gør, hvad hun finder rigtigt og forsøger at undgå at trække miljøbevidsthedshatten ned over hovedet på folk, der ikke ønsker det, for hvornår har det nogensinde hjulpet at banke matematikbogen mod hovedet for at forstå ligningen?
Først er folk tit uforstående overfor hendes livsstil men konstruktivt spørgende. ”Zero waste er for mig som ringe i vandet. Nogen italesætter noget og kendskabet spredes.” De interesserede forsøger hun at motivere ved bl.a. at lægge erfaringer og opskrifter af hjemmelavede alternativer op. Nogle bliver endda sure, hvis hun ikke lægger billeder op til opskrifterne, smiler hun. Så engagerede er folk. De tager konceptet, bruger det og reflekterer over det. Måske ikke så ekstremt som Gittemarie men de dropper plastikposen. Og det kan være nok for dem.
Men én miljøaktivist redder ingen verden. Dén negative opfattelse møder hun også, for hun beskyldes for at gøre det for opmærksomhedens skyld. Denne kritik håndterer hun ved at gøre det klart, at hun ikke redder verden men italesætter et problem, mange ikke selv har tænkt på, og det er vigtigt. ”De må gerne være uenige med mig, men mine argumenter handler ikke om en mening men om fakta. Hvordan disse fakta bruges er op til en selv, og jeg gør det ved zero waste.” Det undrer hende, at folk kan blive så harme over bæredygtighed. En af forklaringer kan være, at de selv har dårlig samvittighed og ikke tager ansvar og ikke bryder sig om at få at vide, at det burde de. I stedet reagerer de negativt.
Vanernes magt
Hun blev i år nomineret som Årets Grønne Aalborggenser dog uden at vinde, men nomineringen var en enorm anerkendelse for hende af bevægelsen. Desværre var arrangementet ikke så grønt, som det påstod at være, og det skuffede hende. ”Det var selvmodsigende til bæredygtighed. Der var bolcher pakket ind i plastik på bordene. Der blev også snakket om, at vi ikke skal spise så meget kød, men intet af deres mad til arrangementet var vegetar.” Skyldes deres manglende initiativ måske dårlige vaner?
Meget af vores affald er nemlig resultatet af vores vaner, for ifølge Gittemarie er det vores ”tag-og-smid-væk” mentalitet, der dominerer os. Disse vaner gør ondt på hende, som når bagerjomfruen giver hende brødet i en pose, som hun lige har frabedt sig, og når issælgeren automatisk putter plastikskeer i isen. Hun ved godt, at det ikke er servicemedarbejdernes skyld, men butikkerne burde tage ansvar og ikke gøre det til kutyme at tilbyde plastikskeer som en ekstra service.
Adspurgt om man nogensinde vil komme miljøforureningen til livs, svarer hun stille ”nej, det tror jeg ikke. Det er den ærgerlige sandhed. Lige meget hvor meget vi gør individuelt, er der nogle store corporations, der lever stærkt på det her og vil ikke spare på miljøet. Det handler om at italesætte problemet og ikke så meget komme det til livs. Det kan man ikke gøre som enkeltperson, og den enkelte ved godt, han ikke kan redde verden.”
Unilivet som zero waster
På universitet praktiserer hun også zero waste, og har hun har været meget i dialog med kantinen på Kroghstræde 3, som nu udover plastiktallerkener også bruger paptallerkener. Det roser hun, for selvom træer fældes, er det stadig bedre end plastik. Har du også lagt mærke til det nye bestik, kantinen har fået? Det er vaskeægte bambusbestik og adspurgt, om hun tror, at hun har været med til fremme initiativet, svarer hun ”ikke mange andre studerende går aktivt ind og siger, at de foretrækker det ene fremfor det andet. Choosing is voting så når jeg foretrækker bambus fremfor plastik, så repræsenterer jeg en holdning, der for mange studerende er ligegyldig, så hvorfor ikke tage bæredygtigt, når det ikke koster noget for andre studerende?
At være på SU er ikke en undskyldning for ikke at afprøve zero waste. Tværtimod. ”Det er skidenemt. Det virker svært og dyrt at købe bæredygtigt og økologisk, men vi sparer ved ikke at købe færdigvarer og impulskøb.” Inden de gik i gang, hang økonomien i tynde tråde ved månedens slutning, men nu spares ca. 500-1000 kr. om måneden ved at undgå impulskøb. ”Når man gør sit madkøb op i hvor meget affald, det producerer, så holder man øje med, hvor meget man forbruger, og dermed forbruger man automatisk mindre.” Det visuelle ændrer mere, end man tror. Åben dit køleskab og tæl hvor mange varer, der ikke er pakket ind i plastik mod dem, der er. ”Man kan prædike om, at man sparer på vandet og køber økologisk, men hvis alt er indpakket i plastik, hvor bæredygtigt er økologien så i sidste ende?”, spørger hun.
Gittemarie læser engelsk på 3. semester, men hun har ikke tænkt sig at inddrage zero waste i projekter. ”Det kunne være spændende, men det bliver for tungt og firkantet med akademiske tekster. Hele mit liv skal ikke handle om det her, for så er det ikke en hobby mere.” Ved at afholde sig fra den faglige vinkel og forholde sig nysgerrig, tror hun, at hun er på et niveau, hvor hun kan få flere mennesker interesserede. ”Jeg kan ikke lide at være hende, der har skrevet afhandlinger og er akademisk omkring det, for så er der mange, der hurtigt tager afstand.”
Hvordan gør man så?
Som Gittemarie ser det, er der ikke forkerte måder at gøre det på, kun rigtige måder og i ens eget tempo. Zero waste er ideen om, at du ikke skal genbruge mere men genbruge mindre. ”Brug ting der kan genbruges, vaskes op og bruges igen. Hvis du smider noget i skraldespanden, så er det ikke en sejr men det modsatte, og du har fået minuspoint.” På den måde kan du også gøre det til en leg eller konkurrence med dig selv.
Gittemaries 3 begyndertips til at blive en ansvarsbevidst forbruger.
- Hav en mulepose med, når du skal handle og undgå plastikposer.
- Gør du ting af vane eller nød? Sig nej tak til sugerør og plastiklåg på kaffen.
- Undgå madspild. Brug det du har i køleskabet og lav fantastiske retter.
Hun hev aldrig en spåkugle frem, men fremtiden er blevet spået mere bæredygtig i Gittemaries del af Aalborg og i verden takket være de mange miljøbevidste mennesker, der følger hendes eksempel. Så, hvor mange plastikposer har du liggende?
