PH.D.-STUDERENDE // MEDICIN
Nu er tiden kommet til at blive klogere på, hvordan det er at være ph.d.-studerende inden for det medicinske felt her på Aalborg Universitet. Agenda har mødt 33-årige Janus Duus, som understreger, at motivationen er det allervigtigste.
Tekst & foto: Christina Nielsen
Da jeg ankommer til Forskningens Hus, mærker jeg en summen af viden og ambition, hvilket de mange tunge og hurtige skridt ned ad gangen også vidner om. Her vil man fremad.
Ph.d.-studerende ved et tilfælde
Faktisk lå det slet ikke i kortene, at 33-årige Janus Duus skulle gå tunge, hurtige skridt ned ad gangene i Forskningens Hus, for han gad ikke at være ph.d.-studerende og havde ikke ambitioner i den retning. Det skete ved et tilfælde, da han efter 8. semester fik et vikariat i skadestuen på Aalborg Universitetshospital og blev tilknyttet ortopædkirurgisk afdeling. En af lægerne spurgte, om han var interesseret i at være med i et projekt, og om han kunne tænke sig en ph.d. ”Vi startede ud i det små, mens jeg havde skadestuevikariatet, og så havde han et projekt klar til et ph.d.-forløb, så jeg fik det nærmest foræret. Det var jo lige til højrebenet at gå i gang med, og man kan jo næsten ikke sige nej, når man får sådan et tilbud.”
Projektet handler om en ny hofteprotese, der er mindre end de nuværende proteser og mindre knogleinvasiv. Det handler om at lave en knoglebevarende protese, der kan virke så fysiologisk korrekt som muligt, som om det var en normal knogle. ”Jeg arbejder med at følge op på, hvordan det går patienterne i forhold til knoglekvalitet, og hvor meget protesen vandrer med røntgenbilleder og DEXA-scanninger, som måler på knoglekvaliteten. Men jeg undersøger også, hvordan patienterne har det følelsesmæssigt, altså ret klinisk.”
Forventninger
Da Janus startede som ph.d.-studerende i januar i år, havde han en forventning om, at han hovesagligt skulle fokusere på sit projekt og nogle kurser de næste tre år, men livet som ph.d.-studerende rummer også andet en blot projektet. ”Jeg fundet ud af, at der også er en del bureaukrati og formelle krav, når man starter sådan et projekt. Man skal først lave en ansøgning, hvor man skriver, hvad projektet handler om. Herefter skal man inden for de første to måneder lave en ’studyplan’ eller protokol for forløbet. Efterfølgende er der halvårsevalueringer og et ’pre-defence’, hvor man forsvarer sit projekt for at se, om der er hold i det, og om man kan fortsætte med projektet.”
Det første år kan derfor godt føles en smule turbulent, da der er mange formelle krav, man skal forholde sig til ved siden af projektet, så året er ikke gået helt efter hans forventninger, ”men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan gå rigtig i gang. Jeg har en masse data at analysere på og en artikel, jeg er i gang med at skrive, så det snævrer sig ind. Jeg skal til pre-defence i november, og når jeg er på den anden side, er der mere ro på, så jeg bare kan sidde med mit projekt hver dag.”
Selvstændighed og bermudatrekanten
Hverdagen kan veksle meget som ph.d.-studerende, da der både skal skrives artikler, på kursus og forberedelse hertil og holdes vejledermøde. ”Jeg har nogle faste ritualer. Jeg kommer her på kontoret, hvor vi sidder 5 sammen, ved 8-9 tiden. Det fede er, at man ikke behøver at møde kl 8,” griner han og fortsætter ”så tjekker jeg min mail og putter headphones i, og så er jeg klar til at arbejde. Jeg har jo også faste vejledermøder, hvor vi aftaler, hvad jeg skal nå og sætter mål for at holde pacen.”
Når man er herre over sin egen tid, kan det være en udfordring at holde disciplinen og fokus på det, man skal nå. ”På min hjemmearbejdsplads har jeg defineret Bermudatrekanten; skrivebordet, køleskabet og toilettet. Kan man holde sig inden for trekanten, så kan man klare sig, og ryger man udenfor, så ved man, at man er på afveje. Men jeg er for det meste på kontoret, for så ved jeg, at jeg får lavet noget.” Men selvom det er en udfordring at forblive disciplineret, så tiltaler det ham også at kunne bestemme sin egen tid. ”Jeg kan godt lide den frihed, der er. Jeg kan jo arbejde, når det passer mig.”
Motivation er drivkraften
Da jeg spørger, om Janus har et godt råd til andre, der overvejer, om de skal læse en ph.d., er motivation det første og åbenlyse svar. ”Motivationen er det vigtigste. Man skal ikke være tvunget, man skal have lysten. Selvfølgelig er det også væsentligt at overveje, om man har tid. Nogle laver en deltidsordning med både arbejde og forskning, så den hedder 50/50, men ofte bliver det til 70/70. Man skal dedikere sig til det, hvis man vil det.”
Det er også vigtigt at have balance i sit liv, inden man kaster sig ud i et ph.d.-projekt. ”Hvis man som læge står over for en operation, er det vigtigt, at man er udhvilet, ikke er sulten, og at man ikke er deprimeret, for ellers tænker man dårligt og laver fejl. Det samme gælder som ph.d.-studerende. Er man ikke i godt humør, får sovet for lidt eller er demotiveret, så får man ikke lavet noget, og så kommer man ikke nogen vegne”.
En læringsproces
Kan alle så blive ph.d.-studerende? ”Det er jo en uddannelse, så det er et spørgsmål om at lære at forske, læse litteratur og forholde sig videnskabeligt og kritisk. Man skal betragte det som en bonus i forhold til ens uddannelse. Det er en læringsproces, og så får man så en titel bagefter, og det ser jo skidegodt ud.”
Et væsentligt element ved en ph.d.-uddannelse er, at der er tid til fordybelse både i forhold til projektet og dét at blive en god forsker. ”En af mine hovedvejledere siger, at man ikke skal skynde sig med at blive færdig med sit ph.d.-projekt. Man skal hellere bruge tiden, så man kan komme i dybden og lære at blive en god forsker. Det er dét, der er vigtigt.”
Janus lægger stor vægt på ph.d.’en som en læringsproces. Det handler om at suge viden til sig og lære. Lære at blive en god forsker og lære mere om sit felt, så man kan dygtiggøre sig.
Det videnskabelige versus håndværket
Da det var kommet i stand, at Janus skulle være ph.d.-studerende, gik han og glædede sig til at komme væk fra klinikken og over til det videnskabelige område for at fordybe sig. Det skal dog ikke være et endegyldigt farvel til klinikken og håndværket, selvom kirurguddannelsen er blevet udskudt.
”Jeg vil også gerne uddanne mig som kirurg, og det synes jeg, at man gør bedst, når man er ung, så jeg har tit overvejet, om jeg vil bruge tre år på at lave en ph.d. og så bagefter uddanne mig som kirurg. Så nærmer jeg mig jo de 40, før jeg er færdiguddannet ortopædkirurg. Men mange siger, at man skal gøre det, når man får et projekt tilbudt, for det er en fed tid, så det har jeg lyttet til.”
Som læge er det ikke unaturligt at bruge mange år på at uddanne sig dels fordi selve uddannelsen som læge og speciallæge er lang, og dels fordi man gennem lægeløftet er forpligtet til at holde sig opdateret. ”Det er en stigende læringskurve gennem hele karrieren. Den er stejl nu, og når jeg skal uddanne mig som kirurg, så stiger den igen. Senere er den måske ikke så stejl, men den skal hele tiden være stigende, for hvis den er flad, så lærer man ikke noget nyt, og så kommer man til at lave fejl. Det er hele tiden en læringsproces.”
Fremtiden
”Det ville ikke skræmme mig, hvis jeg blev spurgt, om jeg ville have en postdoc. Jeg havde ikke en drøm om at blive forsker dengang, men nu leger jeg med tanken om at blive professor. Min hovedvejleder er professor, og ham ser jeg meget op til, og han har inspireret mig. Det kunne være sjovt om 15-20 år.”
Men Janus har ikke travlt, så det må komme lidt af sig selv, når tiden er rigtig. ”Jeg vil også gerne uddanne mig til kirurg og lave nogle andre ting indimellem. Men jeg tror også, at man skal passe på, at man ikke slipper det videnskabelige fuldstændigt efter ph.d.’en og ikke forsker videre, for så kan det være svært at komme tilbage.”
