Interview med ANYA
– Fra universitetsstuderende til musiker

Kære læser. Jeg vil bede dig om at gøre en ting. Gå straks ind på Spotify og hør “The Credit”, som er ANYAS nye EP. Det er elektronisk R&B fyldt med lækre toner og rytmer, der med stor sandsynlighed vil ramme dig lige i hjertet og få dine fødder til at rocke med.
Nu er du nået til næste skridt. Du vil vide, hvem kvinden bag er. Det har Agenda utroligt nok forudset, og dit ønske skal blive opfyldt. Hun hedder Anja, men hun er også ANYA. Inden forvirringen bliver total så hæng i og læs med her.

Tekst: Signe Buchholtz // Foto: Kaali M. Karolussen

Hvad får en universitetsstuderende til at smide bøgerne ud og erstatte dem med en karriere som fuldtidsmusiker? Anja har en bachelor i jura og var godt i gang med en kandidat i international journalistik. Hun fandt ro i at se sig selv som akademiker. Med hendes egne ord er det derfor lidt “noieren”, dét hun har kastet sig ud i. Ikke desto mindre er det en drøm, og det rette tidspunkt var kommet til at gøre noget ved det. Anja fortæller, at hun altid har været musikalsk. Det krævede dog et sammentræf med de helt rigtige mennesker, før hun gjorde alvor af det.
“Jeg tror den primære grund til, at jeg laver musik nu er, at jeg lige pludselig befandt mig et sted, hvor jeg mødte nogle mennesker som understøttede en musikalitet, der altid har været i mig. Jeg har altid spillet musik, og jeg har sunget, siden jeg var helt lille. Så det er ikke som sådan nyt. Men det var helt nyt for mig, at jeg faktisk mødte nogle mennesker, som fik mig til at tænke på musikken på en ny måde. Lige pludselig var det jo noget, der skulle gøres – det skulle udgives, folk skulle høre det, og verden skulle vide, hvad det var, vi sad og rodede med. Det var mødet med mine to producerer, der tændte en gnist i forhold til at tro på, at det var noget, jeg skulle gøre sådan mere seriøst.”

Det lader til at musik- og mediebranchen for alvor er ved at få øjnene op for ANYA og hendes åbenlyse talent. For at komme janteloven til livs spørges hun om, hvad hun ville sige, hvis hun skulle rose sig selv til skyerne.
“Det er jeg glad for, at du spørger om! For det synes jeg virkelig er noget, kvinder er for dårlige til. Og jeg synes, det er noget, vi skal lære at blive bedre til, det dér med bare at sige “jeg er fandme god til…” – Jeg er grineren, og jeg synes selv, jeg har nogle ret gode jokes. Jeg tror, mine venner synes, jeg er sjov – og jeg føler mig også sjov nogle gange. Og så er jeg god til at synge. Jeg synes også selv, jeg er ret god til at køre bil, faktisk. I går kørte jeg vores kæmpe tourbus, mine to veninder sad også foran, og så sad alle gutterne bagi.”

“Det er super intenst, faktisk. Folk bliver så interesseret i, hvem man er som person, og jeg kan godt forstå det. Jeg er selv helt vildt interesseret i at vide, hvordan de er, de musikere jeg lytter til. Så jeg forstår det godt, men jeg har skullet vænne mig til det.

Den stigende medieopmærksomhed og interesse fra alle sider kræver, forståeligt nok, tilvænning. Anja fortæller: “Det er super intenst, faktisk. Folk bliver så interesseret i, hvem man er som person, og jeg kan godt forstå det. Jeg er selv helt vildt interesseret i at vide, hvordan de er, de musikere jeg lytter til. Så jeg forstår det godt, men jeg har skullet vænne mig til det. Heldigvis er folk sindssygt søde i branchen. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, jeg skulle ud og møde en hel masse journalister, som var megairriterende og stillede alle mulige kritiske spørgsmål. Men det er jo dig, man kommer ud til – det er jo hyggeligt – gode mennesker og søde fotografer, man møder. Jeg var så heldig at være med i “Vi ses hos Clement”-showet, og så var han også bare vildt sød! Man kan have alle mulige forventninger om, hvordan det er. Men kernen af det er, at det er gode mennesker, jeg har mødt indtil nu, hvilket er megafedt. Men det er hårdt det dér med, at ens person er så meget i interessefeltet.”

Hvad tænker Anja så netop om forholdet mellem hendes privatperson og hendes musik i medierne? Er der en skillelinje mellem Anja og ANYA eller ej?
“Jeg tror at lige fra starten af, har mit hovedfokus været ægthed. At det skulle være ærligt, at det skulle være mig og ikke noget andet. Jeg er den, jeg er, og jeg synger om de ting, jeg føler. Der er ikke noget Lady Gaga kødkostume, jeg lige tager på. Der er ingen ANYA-persona, det er bare mig. Og det har jeg besluttet mig for også at føre over i de interviews, jeg laver. Det er nødt til simpelthen bare at være ægte. Så nej, der er ikke nogen skillelinje. Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke lige siger, f.eks. hvis jeg havde kæmpe krise med min kæreste. Mine venner joker også med, at der er ANYA med Y og Anja med J, men det er én og samme person. Det folk allerbedst kan lide, når jeg er på scenen er jo, når jeg bare er mig selv. Der hvor man kan mærke personen. Så hovedkonklusionen er, at ANYA er Anja.”

ANYA er elektronisk R&B skrevet ud fra egne følelser. Hvad er vigtigt for hende i den fortælling, der skabes om hendes musik?
“Jeg vil gerne gøre det oprigtigt. At folk på en eller anden måde tror på det, jeg synger om, tror på de dér følelser. Jeg tror, jeg synes, at inderlighed er vigtigt. Det er en vigtig stemning for mig i min musik. Det skal føles inderligt og straight-from-the-heart-agtigt. Der er også en sang som Need To Know, som er mere fjollet i det. Så det varierer fra sang til sang. Men egentlig kunne inderlighed godt være et grundtema.”

Uden inspiration kan man ikke lave musik. Det kan i hvert fald godt blive svært. Så hvor henter Anja sin inspiration fra?

“Jeg tror, man sammenstykker sin musikalitet. Det man har hørt som barn, det man har dyrket i sine teenageår, og det man som voksen har brugt til at bearbejde indsigten om, at livet faktisk er lidt hårdt nogle gange. Du ved, de her forskellige stadier. Jeg er vokset op med bl.a. Lionel Richie, Stevie Wonder og Michael Jackson. Og da jeg var teenager, opdagede jeg jazz. Jeg hørte overhovedet ikke det samme musik som mine venner. De hørte rock, pop og alt muligt, som jeg synes var totalt støj. Så jeg sad og nørdede jazz. Jeg fik også øjnene op for hiphop og har hørt rigtig meget Jay-Z og Kanye West for eksempel.”

Som en slags filosofisk afrunding spørges der ind til, hvad håbet for fremtiden er.
“Det er sjovt, for det spørgsmål får jeg tit. Og jeg er lige blank hver gang, for jeg havde virkelig ikke set mig selv være her. Så jeg har virkelig ikke nogen plan. Jeg har sådan en app på min mobil, hvor jeg en gang imellem kigger og kan se “nå, der skal jeg spille i næste måned, fedt”. Jeg har ikke nogen langsigtet plan lige nu, jeg vil bare gerne spille musik, være i det her og nyde hvert sekund. Jeg stopper tit op og tænker “Mit liv lige nu… Det er helt vildt.” Jeg får lov til at møde de fedeste mennesker, spille alle mulige seje steder og snakke med folk, som kommer hen og anerkender min kunst, og det er bare guld værd. Der behøves ikke nogen plan. Det er okay. Det er bare noget med at følge lidt med lige nu og håbe på, at det er noget, der kan vare ved.”

Og mon ikke det varer ved? Hold øje med ANYA i musikkens verden. Hun har lagt stærkt ud med sin EP “The Credit”, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at hun kun lige er begyndt.