Som vi så i sidste måned, kan overvejelserne om at få et barn som studerende være mange, og vi har haft den fornøjelse, at have den pludselig højgravide skribent Heidi på redaktionen. Hun nåede ikke kun at levere nogle fantastiske artikler, men har også skrevet sig ind i det helt særlige univers, man bliver en del af, når en lille baby bliver en del af ens liv. Hun har derfor givet os muligheden for hudløst ærligt, at komme helt ind bag facaden i rollen som mor, hvor du her kan læse om de første magiske uger med masser af kærlighed, frustrationer og flere spørgsmål end svar.

TEKST Heidi Gram Wallin & Dianna Korshøj

1. uge: O V E R L E V E L S E!

En decideret tilstand af ren og skær rå reptil-agtig overlevelse. Jeg havde ingen reflektion, ingen produktive tanker, ingen lyster og ingen behov udover de basale. Det eneste der foregik i mit hovede var panik… Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg nogle gange lå grædende i min seng og instinktivt vuggede mig selv og kæmpede imod tanken om at løbe væk, løbe uden at se mig tilbage! Dette på trods af den enorme kærlighed, jeg havde til det lille menneske, hvis tilstedeværelse i mit liv, forvoldte mig så meget lidelse. Mit liv har bestemt ikke været nogen dans på roser, men denne periode er klart det hårdeste, jeg har gennemlevet. 

2. uge: Okay, hvad gør vi?

Overlevelsestilstanden fortsætter over i uge to, men ikke længe. Jeg begynder så småt at få min forstand og refleksionsevne tilbage. Stille og roligt kommer der en my overskud og overblik og derfra kan vi begynde at arbejde os hen imod nogle strategier, som  er mere hensigtsmæssige end bare at tåge rundt og sørge for familiens overlevelse. 

3. uge: Det går da meget godt?!

Overskuddet er for alvor kommet tilbage. For første gang føler jeg en ubeskrivelig ømhed, når jeg kigger min lille søn i øjnene og for første gang er det positive følelser, der dominerer mit sind. Samtidig har jeg en følelse af, at jeg har total styr på det hele. 

4. uge: FUCK!

Man kan måske sige, at honeymoon-fasen – uden at den har været specielt honeymoon-agtig –  er ovre og bevidstheden om virkelighedens realiteter begynder at melde sig. Hvor jeg i uge 3 var præget af en selvforståelse af, at jeg havde tjek på det, blev uge 4 en hård uge, hvor jeg i den grad tvivlede på mig selv. Pludselig kunne jeg huske alt, hvad jeg har lært i psykologi om spædbørns udvikling og blev overbevist om, at Vilbert ikke fik nok nærvær, øjenkontakt og tryghed. Jeg fik en ide om, at jeg var i gang med at omsorgssvigte mit barn – lave uoprettelig skade på ham – ødelægge ham. Jeg tror det startede, da vi besluttede, at han, i en alder af 3 uger, skulle ind og sove i sit eget værelse. Årsagen var, at jeg sover meget let og Vilbert larmer utrolig meget, når han sover, så jeg fik simpelthen ikke noget søvn med ham i soveværelset. Jeg faldt i ‘jeg er en dårlig mor’- fælden ved tanken om, at han skulle ligge alene på sit værelse – dette på trods af, at han sover alene i barnevognen om dagen… Vi snakkede med sundhedsplejersken om det og hun kunne slet ikke se noget problem. Og hey både Vilbert og mig sover nu om natten. Alligevel var det altså katalysator for en storm af usikkerhed og følelser af, ikke at være god nok. Her i uge 5 er det ikke helt ovre og stadig noget, jeg har fokus på at bekæmpe. 

5. uge: Nu troede jeg lige…

Jeg har i et par dage haft en kæmpe frustration over, at Vilbert har ændret adfærd – til det mindre medgørlige. Det viser sig mest af alt ved mindre søvn, mere klynk og større behov for at være hos os. Det er hårdt, da jeg er alene om ham de fleste timer af døgnet, hvorfor jeg ikke får meget søvn og hvile. I skrivende stund har jeg sovet 3 x max 1 time det sidste halvandet døgn. Men nu har jeg lige, med hjælp fra en veninde opdaget, at det er et led i hans udvikling. Det er et såkaldt tigerspring, som kan sammenlignes med digitale opdateringer. Babyen får simpelthen et sæt nye features, som den skal vænne sig til og lære at bruge, hvilket påvirker den og dens adfærd. Ligesom det tager tid at opdatere computere og mobiltelefoner, tager det også tid at opdatere en baby. Man skal ofte igennem en periode, hvor babyen ikke umiddelbart virker som den skal, hvorefter der er nogenlunde ro på, indtil den næste opdatering kommer. Da jeg læser om det første tigerspring kan jeg se, at hans ændrede adfærd passede præcist ned i ‘skabelonen’. Du ved, ligesom når du finder den perfekte teori, der passer perfekt på din data og som forklarer din problemstilling. Det er så stor en lettelse! I dette tigerspring er hans sanser blevet udvidet. Hvor han før kun kunne se 20 cm frem og grå toner kan han nu se længere og i farver. Der sker også noget med høresansen.  Så nu sidder jeg med en følelse af at glæde mig til at lære min nye søn at kende og ikke mindst vise ham verden.

6. uge: Fuck…

Shit…

NEJ! NEJ! 

NEJ! 

Hvordan kan….

Sådan her skal det ikke være…

Er det stress?

Er det en fødselsdepression?

Jeg ringer til sundhedsplejersken

… 

Okay søvn… Jeg skal have mere søvn… 

Jeg lægger en plan!

Læs med til december, hvor vi får indsigt i 7. uge: Aftabuisering og Heidis praktiske guide til Do’s and Don’ts i håndteringen af en lille ny baby.