Dimittendsatser, SU, normeringer og gennemførsel af uddannelse flyver rundt som værktøj på Christiansborg, men spørger vi vores repræsentant i DSF, er det en grundlæggende tillid, og ikke kun finanslov, som bør være højest på dagsordenen.
TEKST Dianna Korshøj
”Du har kæmpet og slidt de sidste mange år for din uddannelse, som du er blevet rådet til at tage, men vi stoler ikke på, at du vil tage andet end drømmejobbet” fortæller Studentersamfundet på deres Facebookside d. 16. september 2021. Opslaget tog udgangspunkt i et debatprogram, hvor vores repræsentant i De Studerendes Fællesråd, Christian Juel Nicolajsen, sammen med Bjarne Laustsen (S), formand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Peter Rindebæk, formand for Dansk Industri Aalborg, og Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune var inviteret ind, for at debattere regeringens dagpengeudspil.
Programmet Fokus tog udgangspunkt i reformudspillet ”Danmark kan mere I” (Offentliggjort d. 7. september 2021), dimittendsatsen [dagpenge efter endt uddannelse] blev drøftet til slut (se det her 23:53 minutter inde).
”Det er vigtigt, at vi studerende bliver inddraget i debatten” fortæller Christian, som videre uddyber, at han synes, at ”udspillet bygger på en falsk præmis om, at hvis man gør folk fattigere, så kommer de hurtigere i arbejde. Det puster lidt til en idé, der ikke er rigtig, om at vi er dovne. Vi gør alt vi bliver bedt om, men det er aldrig godt nok. Samtidig synes jeg det virker lidt som om, at dem der har opfundet udspillet ikke har været studerende, eller har været det for mange år siden, hvor dagpengesystemet faktisk var bedre end det er i dag.”
I løbet af de seneste 20 år er dagpengeperioden for dimittender blevet reduceret fra syv år tilbage i 1993, hvor den i dag er to år, og med intentioner om yderligere at halvere den, ifølge det seneste udspil. Udover reduktion af den mulige periode for disse dagpenge, lyder udspillet endvidere en reduktion af beløbet til 9500 kr, eller hvad der svarer til et fald på 31% for enlige uden børn og under 30 år. Til sammenligning lever mange studerende i dag af deres SU og SU lån, men da der ikke skal betales skat af SU lånet, ender man på et rådighedsbeløb er højere på SU, end på den nye foreslåede dimittendsats, hvilket Christian ikke mener kan være rimeligt:
”Når vi dimitterer, og derfor ikke studerer mere, mister vi studiebolig, offentlig transport rabatter studiejob, gratis (eller billig) a-kasse og fagforening, samt andre hensyn der i øvrigt bliver taget, for at gøre det muligt for alle, at have en hverdag som studerende. En dimittend-økonomi bliver derfor væsentlig ændret i forhold til at være studerende – da flere rabatter forsvinder”
Selvom Christian overordnet både fik taletid og følte sig hørt i debatprogrammet, oplevede han, ikke at formanden for beskæftigelsesudvalget, forstod de store udfordringer udspillet giver dimittender, og oplevede en øget mistillid til studerende generelt, under den overbevisning, at dimittender ikke ønsker at finde sig et arbejde, når de er færdige med studiet, men kun vil tage et job, hvis ”drømmejobbet” byder sig:
”For mig selv, er mange ting indenfor mit område spændende, så jeg har ikke et decideret drømmejob. Jeg tror de fleste dimittender er klar over at drømmejobbet nok meget sjældent er det første job man finder. Det kommer nok først når man afprøver virkeligheden og finder ud af hvad der er mest spændende at arbejde med i praksis. Men sådan tror jeg faktisk, de fleste studerende har det. Jeg tror egentlig at dimittender hurtigt vil ud i arbejde for at afprøve det de kan. Her kan udfordringen med nedsættelse i dimittendsatsen for alvor ses, da alle måske ikke længere får råd til bolig, mad på bordet og transport til samtaler.
Han oplever, at studerende allerede under uddannelsen gør hvad de kan, for at finde det første fagrelevante job: skriver projekter med virksomheder, skaber netværk og får praktisk erfaring, så de efter endt uddannelse er påklædt til et fagrelevant arbejde, for ikke at ende i dimittendledighed.
I en rapporten “uddannelse giver vækst og velstand” fra AE i 2017 påpeges at det høje uddannelsesniveau skaber samfundsmæssig værdi, og peger samtidig på, at dette bidrager positivt til den enkelte både økonomisk og personligt, hvorfor Christian understreger, at selvom ”drømmejobbet” ikke er i sigte som første job som dimittend, bør dette job have særlig faglig relevans:
”Selvfølgelig skal tage det arbejde der er, men samtidig skal det også give lidt mening ift. uddannelsen, for at det skaber god værdi. Derudover er det også vigtigt at akademisk uddannede dimittender ikke tager arbejde fra andre faggrupper i samfundet, da det vil gøre at andre blot står ledige. Det er umuligt at forudse hvilke jobmuligheder vil være åbne 3 til 5 år i fremtiden, og da særligt indenfor det private arbejdsmarked, men jeg tror da de fleste allerede gør sig overvejelser på den front, når de beslutter sig for hvilken uddannelse, de skal vælge – Tilliden til at vi som studerende faktisk tager ansvar, også i valget af uddannelse, er derfor et andet sted end den burde være når man ser regeringens udspil og generelt måden der ofte tales som akademikere ”.
For Christian er tillid noget af det som betyder, at man imellem mennesker stoler og har tiltro til hinanden, at de handler efter deres bedste, og ikke ønsker at volde andre ondt, men i stedet hjælper hinanden, og løfter hinanden op. Noget, han ikke synes politikere generelt udviser over for os studerende:
”Politikere og staten ved godt, at uddannelsen er vækstskabende for vores samfund og giver en stor tilbagebetaling i skat, men alligevel kan man se tendenser til at politikerne prøver at sparer på uddannelsen og SU, for at forsøge at optimere det overskud ved at presse de studerende endnu mere. Det virker absurd. Jeg tror generelt at tilliden er højere i Danmark end i langt de fleste andre lande, men jeg synes tilliden er svindende, eksempelvis mellem politikere og befolkning, det viser det her udspil eksempelvis, at politikerne ikke tror at vi unge vil have et arbejde, så de vil straffe os. Og det tror jeg bliver et stort problem for vores frie og demokratiske samfund, hvis tilliden forsvinder.”
Som garvet studenterpolitiker oplever Christian overordnet at blive hørt, men som i debatten i Fokus, hvor han ville have ønsket at have fået et klart svar fra formanden for beskæftigelsesudvalget, om han faktisk tror at dimittender ikke ønsker et arbejde, for hvis virkelig det var grundlaget, mener Christian, at vi studerende er oppe imod en særlig udfordrende diskurs:
”Jeg synes retorikken peger meget i den retning, at man skærer i dagpengene for dimittender, fordi man mener det vil motivere folk i højere grad til at komme i arbejde, der må man vel logisk mene at dimittender ikke er interesserede i at arbejde, ellers er der vel ingen mening med udspillet? Jeg synes det er meget ubehageligt at der er denne mistillid til en stor del af befolkningen. Jeg synes i hvert fald ikke formanden for beskæftigelsesudvalget, kom med argumenter der talte imod denne mistillid jeg og mange studerende oplever.”
Studerende har siden 1970’erne haft ret til et medbestemmende sæde i universiteternes styrende organer, hvorfra vi sidder med, når større beslutninger bliver taget, hvad end det gælder nærmiljøet i studienævnene, eller større strategiske, økonomiske og ledende beslutninger i universitetsbestyrelsen – Den stemme har en væsentlig anden betydning, når det gælder lokal-, regional- og national politik, som udformer mange af de grundlæggende præmisser, vi som studerende bevæger os rundt i. Stemmeprocenten blandt blandt 19-24 årige er lav, hvilket gør, at bestemmelser, bevillinger og lignende udformes på baggrund af vælgere, som ser deres studietid retroperspektivt. De husker hvor uafhængige eller uregerlige de selv var, eller danner billeder for hvordan ungdommen i dag kan antages at være. Om man er enig i de antagelser eller ej, så sætter det os i armslængde fra de beslutninger, som skaber vores rammer. Christian tror, at holdninger eller idéer om hvad en studerende i dag er, på mange måder er flerdelt:
”Nogle tænker vi har det hårdt, mens andre tænker vi har det for nemt i dag. Der bliver stillet højere krav til os om både hvad vi vil uddanne os til, skal vi vide tidligere, vi skal hurtigere igang med at studere, men når vi har valgt uddannelsen, er de faglige krav højere og der er en forventning om at vi gennemfører hurtigere end dem der kom før os. Derfor er det endnu vigtigere at vores politikere viser os tillid. Vi er ansvarlige voksne mennesker, der ønsker et job. Vi ønsker at blive selvforsørgende og bidrage til samfundet. Det er ærgerligt at man ikke som ung føler denne tillid, selvom man gør det politikerne i bl.a. folketinget har bedt os om.”
