Med enden af mit studie i syne føler jeg mig usikker og overvældet, fordi at have et arbejde og at træffe beslutninger stresser mig.

TEKST Daniela Weichselgartner    OVERSSÆTTELSE Oliver Rothwell Pedersen

For tredje gang i denne uge gennemsøger jeg jobmuligheder. Chefredaktør for en finansiel avis – Praktik som kommunikationsassistent – Redaktør for et bilmagasin – PR-Manager. Jeg har allerede set de fleste jobmuligheder, da det kun er to dage siden, jeg sidst tjekkede efter. Selvom jeg skriver denne artikel i marts, og der stadig er tre måneder til, jeg skal forsvare min kandidatafhandling og færdiggøre mit studie, så skræmmer udsigten til at finde et arbejde mig stadig.

Jeg tjekker jobsider regelmæssigt, jeg undersøger hjemmesider af relevante firmaer, og jeg har tilmeldt mig adskillige nyhedsbreve angående arbejde, men at kigge på mine muligheder får mig slet ikke til at have det bedre. Jeg har ikke fire års erfaring. Jeg vil have et ordentligt arbejde og ikke mit femte lavt betalte praktikforløb. Jeg er ingen bilentusiast og ved ikke hvad sporstænger er, og jeg har ingen erfaring med virksomheds-udgivelse.

At tvivle alt
Begyndelsen af en ny del af ens liv er altid kombineret med usikkerhed og beslutninger. Mens man beslutter sig for en kandidatgrad, føles det som at have et væld af interessante programmer. Men at finde et arbejde føles som at have en elendig håndfuld tilbud og kun være kvalificeret nok til en ud af ti af de tilbud. Og ja, jeg ved godt, jeg ikke burde forvente drømmejobbet fra begyndelsen, men er det for meget at kræve at kunne finde et anstændigt arbejde inden for fem år efter studiet?

Efter jeg har tastet ordene ’journalist,’ ’indgangsniveau,’ ’redaktør,’ ’arbejde eller praktik’ på forskellige kombinationer i søgefeltet utallige gange, begynder jeg at tvivle på, om jeg har truffet de rigtige akademiske og professionelle beslutninger i mit liv. I skolen nød jeg at have kemi, geografi og matematik – hvorfor søgte jeg ikke i retningen af et arbejde med bedre udsigt end journalistik? Hvorfor flyttede jeg til Danmark, hvor jeg havde problemer med at finde et arbejde, der var fagligt relevant i forhold til mine danskfærdigheder, mens jeg i Tyskland nok kunne have fundet et deltidsarbejde ved en lokal avis eller indenfor kommunikation? Hvorfor valgte jeg at tage på praktikophold ved en stor virksomhed i Bruxelles i stedet for at være praktikant for en mindre virksomhed, som nok ville have været mere fordelagtigt for fremtidig ansættelse? Jeg kender ærlig talt ikke svaret til alle disse spørgsmål, og beslutningerne fører til definerende erfaringer, som jeg ikke ville gå glip af, men tvivlen sætter ind på mig, som en stærk brise på en stormfuld dag.

Kvartvejskrisen
At sætte spørgsmålstegn ved meningen i livet, at blive stresset ved at skulle træffe beslutninger, frygten om fremtiden, følelsen af ikke have opnået nok – er jeg ved at have en såkaldt kvartvejskrise? Begrebet kvartvejskrise (quarter-life crisis) er opfundet af de amerikanske forfattere Alexandra Robbins og Abby Wilner, som beskrev det som en fase i midt tyverne til lidt ind i trediverne, der er fastlagt ved en overflod af muligheder på den ene side og angst, ubeslutsomhed og hjælpeløshed på den anden.

Mens mine følelser om at bestå passer til beskrivelsen af en midtvejskrise, så føler jeg intet sus, ingen tvivl eller trængende i forhold til mit privatliv. Jeg føler ikke, at jeg skal skynde mig at danne familie. At eje et hus lyder alt for voksent lige nu. Og finansielt overvejer jeg ikke at handle ind i Rema i stedet for Føtex for at spare.

I stedet for at tale om en midtvejskrise kan vi bare se tingene, som de er: Jeg står foran en stor forandring i mit liv. Dette gør mig selvfølgelig nervøs, fordi det at finde et job er mere end bare at vælge en virksomhed eller institution, hvor man skal tilbringe mere end 40 timer om ugen.

En beslutning med mange følger
Som en international studerende i Danmark skal jeg også vælge, om jeg vil blive boende i Danmark eller flytte tilbage til Tyskland, hvor jeg har bedre jobmuligheder. Jeg vil hellere blive i Danmark, fordi jeg kan lide den danske mentalitet, det sociale sikkerhedssystem og de cykelvenlige danske byer, men jeg frygter ikke at kunne finde arbejde her. I vover at sige, at jeg har opnået et solidt niveau af dansk, men da jeg drømmer om at blive journalist, tvivler jeg på, om mit dansk er godt nok til at finde et arbejde inden for journalistik, hvor gode sproglige færdigheder er afgørende.

Valget af hvilket land jeg vil bo i, påvirker ikke bare mig, men også min partner. Han er dansk, har et godt arbejde her, men jeg føler mig stadig skyldig. For ham som værende ingeniør er det sikkert nemt at finde arbejde i et andet land, men ét spørgsmål sætter mig ude af spil, ”Er jeg selvisk for ikke at give op på min drøm om at arbejde som journalist?”. Det ved jeg stadig ikke.

En labyrint af tanker
For en person som mig, der har en tendens til at overtænke, føles tankerne om fremtiden efter slutningen på mine studier som en labyrint: for mange vejkryds, uklare instruktioner og forvirring. Nu hvor en pandemi er brudt ud, så er nogle dele af labyrinten blevet til blindgyder. Virksomheder vil næppe åbne nye stillinger, konkurrencen for de efterhånden eftertragtede ledige stillinger bliver sværere, og nyuddannede uden meget erfaring bliver nemt sprunget over. Jeg kender adskillige unge mennesker, som de seneste par år er blevet færdiguddannede og anstrenger sig for at finde deres sted i verden med så få ansættelsesmuligheder.

I Tyskland er der mulighed for aspirerende journalister for at påbegynde deres karriere med 1-2 elevpladser, hvor man arbejder og får yderligere træning, men allerede der får man en acceptabel løn og en god karriereudsigt. Under pandemien er mange af disse muligheder enten aflyst eller udsat. Da jeg så elevpladsen på mit drømmearbejdsplads blev udsat i år, følte jeg, mit hjerte sænke sig som en rutsjebane, der lige vendte nedad over det højeste punkt. Siden da er de ansøgnings-videoer, jeg havde begyndt at optage, forblevet uberørt på min mobil. Måske kan jeg bruge dem næste gang, hvis jeg ikke finder et arbejde inden da.

Jeg har dog håb for, at pandemien langsomt aftager og tillader, at samfundet åbner op igen, og virksomheder lader nye stillinger dukke op. Selvom afslutningen på min uddannelse virker udfordrende og skræmmende, ser jeg frem til at færdiggøre mit studie og finde et arbejde. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som føler sig usikker ved at starte i en verden af ansættelse, og jeg tror det er i orden at føle sig presset. Jeg er sikker på, at hver labyrint, efter vendinger og omveje, fører én til ens mål.