TEKST Vera Dvorakova OVERSÆTTELSE Oliver Rothwell Pedersen
Det er snart forbi. Efter næsten tre år kysser jeg AAU farvel og søger nye muligheder. Måske får jeg et arbejde, måske bliver jeg arbejdsløs. Måske kan jeg endda komme ind på kandidatuddannelsen, jeg har haft i sinde i længere tid. Lige meget hvad der sker, er en stor del af mit liv nu forbi.
Da jeg begyndte, tænkte jeg, at dette ville blive den bedste del af mit liv, især fordi jeg ville blive en international studerende. Jeg kan huske, jeg forestillede mig selv drikke med mine umuligt-attraktive og stil-modne venner, tilbringe dage og nætter begravet i tykke, gamle tekstbøger med tonsvis koffein i blodet og spille alle de brætspil, jeg ville kunne få fat i. Og jeg gjorde det i den første halvdel af bacheloren, jeg sværger!
Springer vi frem til i dag, er det eneste, jeg kan sige om den anden halvdel af min tid på universitet er, at jeg:
- har tilbragt halvdelen af min BA alene på mit værelse med forfærdelig internetforbindelse;
- har set mine venner for det meste over Zoom eller hørt dem over Discord, mens jeg slagtede deres avatarer i Among Us;
- har udviklet en speciel form for had mod onlineundervisning;
- Er ikke længere i stand til at huske, hvordan mine fællesstuderende eller professorer ser ud. At drikke med de andre studerende og at spille brætspil med dem, er nu så fjernt for mig. I stedet har jeg lært, hvordan man hækler og at stirre ud af vinduet i en hel time.
- Jeg behøver vel ikke nævne, at dette er ikke just, hvad jeg havde forestillet mig uni-livet skulle være.
Alt er ikke fortabt
Dog kan jeg ikke sige, alt har været slemt. De Zoom-opkald og Messenger-samtaler gjorde, at mine venner og jeg har kunnet lære hinanden mere personligt at kende. Vi delte åbent om hvor ensomme, hvor meget vi keder os, eller hvor deprimerede vi var. Vi delte memes og spillede sammen online. Vi blev frustrerede over onlineundervisning sammen. Og så fantaserede vi om alle de seje ting, vi ville gøre i fremtiden. Sammen. Jeg vil vove at sige, at vores fælles anstrengelse har gjort os tættere og har hjulpet os med at komme ud med følelserne. Så da restriktionerne og vejret tillod det, gik vi små ture, og vores samtaler blev meget dybere. Vi snakkede om alle de dårlige følelser, hvor træls onlineundervisning kan være og om hvad der ville ske med os fremadrettet.
Ja, det sidste halvandet år har suttet røv – lad os indrømme det og skrige det højlydt. Det suttede så ufatteligt meget. Men der er nogle få ting, vi kan sætte pris på. Som det faktum at vi snart er færdig med uni. At vi kan være forbundet med familie og venner, selvom det er gennem teknologi. At vi faktisk nåede igennem og færdiggjorde dette rædselsfulde skoleår.
Så når du er færdig med din sidste eksamen i juni, tag da en dyb vejrtrækning og tænk på alle de ting, som fik dig til at hade lockdowns, pandemirestriktioner og onlineundervisning, læn dig ud af vinduet og…skrig dig tom for luft. Du fortjener det.
Her er vi altså. Ved slutningen af det akademiske år, ved slutningen af vores BA (forhåbentligt), slutningen af det allestedsnærværende lockdowns. Mange af os forlader AAU for andre universiteter eller nyt arbejde. Nogle vil aldrig blive hørt fra igen. Nogle vil blive hængende i vores liv i 20 år – vi ved det ikke. Så jeg vil gerne tage et øjeblik for at tænke tilbage på det forløbne år og sammensætte nogle ting, jeg er taknemmelig for. Der er ikke en bedre start til denne sommer end det.
