Thomas Sinkjær er blevet valgt som ny generalsekretær for Videnskabernes Selskab og proklamerer, at han ønsker at skabe “frie rammer for forskerne at arbejde indenfor”, et argument, som forskningsfriheden allerede burde have sikret.
TEKST Dianna Korshøj
I en pressemeddelelse pr. 29. marts 2021 fra Videnskabernes Selskab fortæller de, at AAU professor, Thomas Sinkjær nu skal tage plads i en stol, som før har huset navne som H.C. Ørsted, Japetus Steenstrup og Martin Knudsen. CV’et boomer og trods professoratet i neurovidenskab og teknologi, har han rødder, som strækker sig både ind i sundhedssystemet og grundforskning mere generelt. Med praksisnær forskning kan man sige, at den nye plads som generalsekretær tager en mere idealistisk rolle. Selskabet bryster sig ved at ville “styrke videnskabens stilling og fremme tværvidenskabelig forståelse”, hvilket også står tydeligt citeret fra Thomas i pressemeddelelsen:
“Coronapandemien har igen med al tydelighed vist, at videnskab inden for alle faggrene er helt essentiel for at skabe en god og tryg fremtid. Derfor er det vigtigt, at videnskab kommer højere op på den politiske dagsorden og helt essentielt, at Selskabet kan være med til at sikre gode vilkår for at valid videnskabelig viden bliver skabt i landet – og bragt i spil, både blandt beslutningstagere, i industrien såvel som blandt befolkningen.”
Dette sigte er dog et, Selskabet har haft i nogen tid forud for Thomas’ nye titel. Med initiativer i almen-menneskelig øjenhøjde, debatter og adskillige samarbejdsfonde, bliver Selskabet til mere end blot et høj-akademisk, traditionsbundet, mørkt hjørne, som kun viger øjet ud over egne stepper, når dagene render ud for et siddende medlem. Selvom Selskabet i sig selv kan synes at have indrettet pladsen for nytænkning og yngre medlemmer i den selvstændige underliggende enhed “Det unge akademi”, rækker moderorganisationen ud til den yngre målgruppe via både podcasts, Facebook og Youtube. Her finder vi ikke snørklede akademiske formuleringer, men emojis, talesprog og massere af begejstring. Professionalisme og den formelle distance bliver blot suffløse, når fx Marita Akhøj Nielsen (tidl. redaktør i Selskabet), viser Selskabets nye publiceringsplatform frem via deres søgefunktion: “Ej for søren. Pandemi! Det er da det mest aktuelle overhovedet. Er der noget på det?”. En klipning fra de manglende søgeresultater, som kun indeholder Selskabets egne publiceringer, en kort sidestilling til litterære flagermus, og jagten fortsætter. Videoen varer lige under et minut, men Maritas begejstring udfordrer i hvert fald min evne for at holde artiklens fokus om den stadig udfordrede forskningsfrihed.
Artiklens indledende citat fra Thomas er i nogle aspekter måske allerede løst med Selskabets mere ‘moderne’ kommunikation, men “gode vilkår for valid … videnskabelig viden” er et andet, og noget mere alvorligt perspektiv – Særlig hvis vi bringer professor emeritus fra KU, Heine Andersen, ind i ligningen.
For ikke mere end to år siden udgav han bogen “Forskningsfrihed” med undertitlen Ideal og virkelighed. Bogen tager selve forskningsfriheden op til debat, hvor han på videnskabelig vis har undersøgt, om forskningsfrihed praktiseres den dag i dag, og er noget de frit og stolt kan bryste sig ved, som stolte danske forskere. Hvis du vil skånes for afsløringen af det generelle resultat, bør du stoppe læsningen nu, for (SPOILER ALERT) det korte svar er nej.
Bogen portrætterer både den historiske baggrund, såvel som aktuelle udfordringer for forskningsfriheden, såsom mundkurve, forskningsmidler, ansættelsesformer, magtforhold og meget mere, og kan med sit evidensbaserede udgangspunkt påstås at være alt andet end blot et akademisk postulat. Selv skriver han i en artikel i Dansk sociologi om selve forskningsforløbet:
[…] når sandheden skal frem – har jeg også oplevet både åben og slet skjult arrogance, grænsende til surrealisme i enkelte sager, såvel som mere eller mindre direkte forsøg på at lukke munden på mig.
Forskningsfrihed kan begrebsafklares i en række af afskygninger, men hvis vi skal gøre det så enkelt som muligt, taler vi om friheden til at forske på bedst mulig vis, så forskningens resultater ikke lider under uhensigtsmæssige begrænsninger. Et lettere utopisk ideal, men et som er efterstræbelsesværdigt. Forskning vil altid have sine begrænsninger, om det handler om tilgængelige ressourcer, teknologi, relationelt virvar, adgang til et specifik felt, eller andet. Set i vores perspektiv som studerende, er et semesterprojekt trods forankringen i PBL altid en linedans mellem, hvad der er realistisk, og hvordan man løser en problemstilling, som dækker et videnskabeligt ‘hul’. Vi er kun studerende, og vi har kun èt semester, så vi må gøre godt med det, der er muligt. Den ‘rigtige’ forskning er ikke meget anderledes – Dog skal der også finde lønningskroner i forskningstiden, hvilket absolut ikke er uproblematisk ifølge Heine Andersen.
Når Thomas Sinkjær, den nye generalsekretær ved Videnskabernes Selskab, derfor går ud og fortæller, at han mener Selskabets rolle også er, at “sikre tydelige holdninger til balancen mellem basis- og konkurrenceudsatte forskningsmidler, […]”, synes det at skabe ekko hos nogle af de problematikker, Heine bringer på banen i sin forskning. Ansættelsesforhold, habilitet og mere står også for skud hos både Heine og Thomas, så både arbejdet og bestræbelserne hos Selskabet har lange udsigter, men hvis vi lytter til begge, er det ikke utopi. Der er vilje bag udtalelserne, og at flere AAU’er får sin gang blandt initiativerne, synes absolut en styrke.
Universiteterne er kendt i folkemunde som elfenbenstårne; et fristed hvor lærde trygt kan krybe i ly for lægmand. Det er et billede på afstanden, som historisk er mellem akademikere og ‘almindelige mennesker’ – Dog også en afstand, som også var at finde mellem studerende og undervisere. Denne afstand blev dog formelt mindsket med Studenteroprøret i 1968 og efterfølgende styrelseslov på universiteterne, hvor studerende har medindflydelse på universiteterne. Traditioner er ligesom vaner svære at bryde, og nogle kan være godt indlejrede i universitetskulturen, hvorfor elfenbenstårnet stadig kan have sin plads i nogle kroge – Derfor har AAU med sine knap 50 år på bagen, nok mere mulighed end andre, til at nytænke. Vi har problembaseret læring, innovative sjæle, og så at sige ‘fødderne solidt fæstnet i den jyske muld’.
Selvom Videnskabernes Selskab ikke brillerer med antallet af AAU’ere, er nytænkningen allerede at finde, og ønsket om at gøre elfenbenstårnet til en lille murermestervilla ses tydeligt i Selskabets formidling. Men de kan ikke gøre det alene. Derfor rækker de ud til ‘almene’ forskere I håbet om, at videnskabelig viden bedre formidles i alle samfundslag, ved i efteråret at starte ‘Formidlingsakademiet’, som konkret udbyder kursus i denne type af formidling til forskere generelt. Derfor er det ikke kun Thomas, som får nye muligheder ved Selskabet, men også din underviser, som præsenterer god valid forskning i sin undervisning, men kunne bruge en håndsrækning for at din kammerat hjemmefra, og endda dine forældre, også kan få lov at forstå, hvad du egentligt laver i det der elfenbenstårn.
