TEKST Kirstine Marie Nielsen
Aalborg Universitet består af tre forskellige campusser og har i 2020 næsten 20.000 studerende. Det er derfor umuligt at kende alle, der går på universitet, og få kender til alle de uddannelser, AAU tilbyder. På Agenda har vi derfor valgt at præsentere et nyt tiltag, “Lær en uddannelse at kende”, hvor vi hver måned præsenterer én af AAU’s mange uddannelser.
Aalborg Universitet er meget stolte af deres ingeniøruddannelser, og computerteknologi er blevet kåret til en af de bedste ingeniøruddannelser i verden. Vi tager derfor fat i netop bacheloren Computerteknologi, som er en ingeniøruddannelse, der læses på Aalborgs campus øst. Selve uddannelsen handler om bl.a. robotter, satellitter og cybersikkerhed, og som computeringeniør arbejder man med mange forskellige ting. Der arbejdes med fx netværk og programmering, mikroprocessorer og kommunikationsnetværk.
På uddannelsen kommer du til at tage udgangspunkt i teknologiske og samfundsmæssige problemstillinger fra den virkelige verden. Computerteknologi på Aalborg Universitet er et civilingeniørstudium, som starter med den 3-årige bacheloruddannelse og består af i alt 6 semestre. Den oplagte overbygning på bacheloren er en kandidat inden for civilingeniør faget. De fleste nyuddannede civilingeniører, der på bacheloren har læst Computerteknologi, søger ansættelse inden for udvikling eller forskning i software- eller elektronikvirksomheder. Der er dog også mulighed for ansættelse i salgsafdelinger, produktionsvirksomheder, rådgivende ingeniørfirmaer eller den offentlige sektor. Uddannelsen åbner altså mange døre til fremtiden, og der er mulighed for at vinkle uddannelsen i flere forskellige retninger.
Vi håber, at du nu har fået et større indblik i Aalborg Universitets bacheloruddannelse, Computerteknologi. Læs endelig med i næste måned, når endnu én af AAUs fede uddannelser bliver præsenteret.