Hvordan kan man få pengene til at række, og stadig holde den uhyggeligste Halloweenfest, uden at det tager hele madbudgettet?

TEKST Frederikke Sofie Tast

Halloween kan som alle andre højtider godt dykke dybt i pungen i sin iver for at holde en fantastisk og uforglemmelig temafest, men sådan behøver det ikke at være. Med frygt for at blive stemplet som en rigtig budgetterende klimatosse, så vil jeg sige “don’t buy it – DIY it”!

For med et par simple tricks i ærmet, er det overraskende simpelt at fejre denne højtid. Læs med her…

Oppyntning
Halloweens temafarver er ofte sort, orange, rød og hvid – tænk i de baner. Græskar som lanterne og stearinlys, der drypper ned af vinflaskerne sætter en (u)hyggelig stemning, især hvis du tilmed binder rødligt stof omkring loftlamperne, så skæret fra dem bliver dæmpet. Det klassiske spøgelses-trick med et gammelt lagen er heller ikke forældet, og skulle du mangle spindelvæv, så lån lidt fyldevat fra din sofapude og stræk det ud. Og så kommer vi jo nok ikke udenom, at den gode gamle klippe-klister saks fra folkeskolen må findes frem, for man kan nå langt (og få mange kryb) af at klippe i karton.  

Drinks
Vi kommer jo nok ikke udenom, at en fest spices op af lidt læskende til ganen. Her er der mange muligheder, men en rød-orange punch med isterninger lavet af engangshandsker og bærsymfoni er et godt sted at starte. Smider du et par bordtennisbolde, som har fået et par tuschstreger, så de til forveksling ligner øjne, så kan du godt vide dig sikker på at uroen er vakt blandt dine gæster.

Kostume
Du er værten og derfor skal du selvfølgelig iklæde dig aftenens bedste kostume. Her er et par forslag:

Zombie: Nu er The Walking Dead-serien ikke på sit højeste længere, men ud fra dem at dømme, så er en zombie egentlig blot iklædt almindeligt hverdagstøj tilsat lidt ansigtsmaling på kinderne og rundt om øjnene. Slidt og beskidt, og måske et par farvede linser fra BilligBilly, så ser du lige så død ud, som man gør til dagligt, når kalenderen tæller oktober på uni.

Hvid, død brud: Også en klassiker. Hop i det hvideste outfit du ejer, og dryp lidt teaterblod rundt på halsen og i hovedet. Hvis det bliver for omkostningsfuldt at sjaske teaterblod ud på dine hvide Lewis, så gå på jagt i de Aalborgensiske genbruger, hvor du muligvis kan finde dig en gammel konfirmationskjole. 

Indbrudstyv: Ikke lige så uhyggelig en kategori, men med en hvid og sortstribet trøje, handsker og bind for øjnene, så kan du hurtigt blive forvekslet med en langfingret fjende. Er det for kedeligt, så tilføj hvide linser og teaterblod – BAM – så er du en zombie-tyv.

Klovn: Måske er det bare mig, men uha hvor jeg finder klovne uhyggelige… især omkring denne højtid. Måske er det efter, det amerikanske fænomen med “creepy clown” eller “killer clown” kom til Danmark i 2016, hvor almindelige mennesker iklæder sig klovnekostumer for at skræmme og forskrække os andre, ofte set med våben af den ene eller anden slags…
Anyway, en klovn er et godt kostume, der hurtigt kan tage sig ud som uhyggeligt til Halloween, men hør lige…hold igen med at løbe efter intetanende mennesker med et baseballbat…  

Infected: I anledning af indeværende års biologiske krise kan det være, at det mest uhyggelige kostume faktisk er noget så simpelt, som sygdom. Hop i en stor hospitalsskjorte, mal sorte render under øjnene, afbleg huden med hvidt pudder og tag maske på. Nej vent, lad masken hænge under hagen, for så er det ihvertfald helt sikkert, at du smitter andre.

Mad
Græskar er en grøntsag af årstiden, og er derfor nærmest en selvfølge at sætte på bordet. Begiver du dig tilmed ud i en græskar-lanterne, så gem indmaden, da frugtkødet kan bruges til suppe og kernerne til en saltholdig snack. Skal du til fest efter sådan en middag, så server med lunt brød og hvidløgssmør. Så undgår du både vampyrer og at gå for tidligt i seng 😉

Græskarsuppe til 2 personer

  • 3 dl grøntsags- eller hønsebouillon
  • 1 stk. skrællet kartoffel
  • 1 kvist frisk timian
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 stk. hakket løg
  • 650 g græskar, skrællet og renset for kerner 
    • (Her kan du sagtens bruge frugtkødet fra dit Halloween-græskar, og hvis du trænger til mere smag er det muligt at supplere med et Hokkaido-græskar)
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 2 tsk. olivenolie
  • 2 dl kokosmælk eller fløde
  • Salt, peber samt chili efter smag

Saltede græskarkerner

  • Rens græskarkernerne for frugtkød og lad dem koge i saltet vand i 20 minutter. 
  • Vend dem derefter i salt og olivenolie på en bageplade, og bag kernerne ved 160º i en forvarmet ovn. Bag i 30 minutter, vend hvert 10. minut.
  • De ristede græskarkerner er færdige, når de bliver faste og ikke længere er bløde.
  • Server afkølet