Tillid skabes i relationer og giver job
I jagten på det første professionelle job er det vigtigt at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Men networking skaber kun den første vage åbning. Det er vigtigt at arbejde på at skabe en relation, som kan lede til tillid. Tillid er et stort ord, men her i en professionel sammenhæng handler det om, at du går fra at blive set af virksomheden til at blive anerkendt. Nøglen til tillid er stærk faglig troværdighed og vedholdenhed.
Trustworking
1. Sørg for at prioritere relationer
Det kræver personligt stort arbejde at skabe professionelle relationer. Sørg derfor at være klar over, hvordan du prioriterer mellem de virksomheder, du ønsker at skabe relationer til.
2. Sørg for at kende virksomheden
Lad være med kun at læse om virksomheden på deres hjemmeside. Brug virksomhedens årsrapporter, virksomhedsregnskaber og presseomtale.
3. Hold kontakten varm via gatekeeper
Studerende i projektorganiserede forløb i praksis oplever, at det kan være svært at komme i kontakt med praksisværten, chefen eller lederen. Lad være med at blive skuffet over ikke at kunne få hul igennem til chefen eller kontakten. Kom på god fod med ”gatekeeperen”.
4. Tilbyd at holde korte faglig oplæg
Gratis arbejdskraft er ikke nogen god ting. Men det er en god ting at investere egen tid i et muligt job. Korte oplæg på medarbejdermøder eller i lederteamet er en mulighed for at præsentere din faglige ethos, og hvordan du går til problemer.
5. Vær orienteret og synlig i ”gamle medier”
Sociale medier er hurtige medier, men det er også medier, hvor forglemmelsesraten er høj. Husk at virksomheder, nye som veletablerede, holder øje med, hvad der sker i ”flowmedier”. Indlæg i ”gamle” flowmedier har stadig stor impact på virksomheder, fordi de selv er nødt til at vide, ”hvad der sker” i disse kanaler. Værdien af en professionel blog er stor, men at bidrage med et fagligt relevant indlæg i regionale/nationale pressemedier har stor værdi.
6. Husk tillid tager tid
At skabe professionel tillid tager tid, men ikke nødvendigvis ”evigheder”. Langt de fleste virksomheder ser nye kandidater an, og tester dem. Det vigtige er, at du ikke kommer for sent i gang, og slet ikke først begynder det sidste studieår. Drømmejobbet er sjældent det første job. Men det første job bidrager til din faglige ethos, og derfor er det vigtigt at komme i gang, og være vedholdende, på trods af studielivet.
Om skribenten
Tem Frank Andersen er lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi. Underviser i strategisk kommunikation på Kommunikation og Digitale Medier. Er bestyrelsesmedlem i flere aalborgensiske virksomheder og er aktiv i Erhverv Norddanmarks arbejde på at skabe bro mellem AAU og erhvervslivet.