Betty er skibet og foreningen, som giver studerende mulighed for at udleve deres eventyrlyst på vandet og blive flydende i skibsterminologi ud fra et ønske om at skabe grobund for et nyt socialt fællesskab for unge studerende i Aalborg.

TEKST FREDERIKKE SOFIE TAST

I den østlige del af Aalborg havn ligger Betty af Aalborg; et tidligere træskibs-hajkutter som er totalrenoveret og med plads til 8 overnattende sømænd. Betty er i opstartsfasen som et foreningsskib for unge og studerende i Aalborg. Drømmen er at få mere træskibssejlads i Aalborg, og derfor vil det primært være skibets formål at dele ud af sejloplevelser, uanset om det er badeturer ved Læsø eller aftenfiskeri i Limfjorden.

Aalborg er en historisk havneby, og har haft en nøgleposition for industri og handel, og senere også turisme af søens vej. Med en søfartshistorie helt tilbage fra Middelalderen har byen en helt særlig status, og har bl.a. i 2019 haft æren af at være værts-havn ved det årlige Tall Ship Races. Dette historiske ry som byen har vil folkene bag foreningen puste ny vind i. 

Betty af Aalborg sætter sejl for aften- og weekendsejladser på Limfjorden, men har også større togter ude i verden i sigte. Der er plads til alle, uanset om du før har haft tovværk mellem hænderne eller ej. Foreningen omkring skibet er bygget op af nysgerrighed og vidensdeling fra mere erfarne hænder, krydret med lidt anekdoter fra verdenshavene.

“Vil du sænke mig en fod?” lyder det oppe fra stortoppen, hvor Mikkel hænger. Han er i færd med at “rigge forstaget til”, som det hedder på sømandsterminologi. På almindelig dansk hedder det bare at sætte sejl op og klargøre skibet for sæsonen. Mikkel er, ligesom de syv andre ombord, en “nysgerrig nybegynder”, som reagerede på et opslag omkring Betty, han så på Facebook. Til dagligt læser han til elektriker på EUX i Aalborg, og har ikke tidligere erfaring med sejlads, foruden sommersejladser på bedstefars båd. Og nysgerrighed er nok, for det er netop hvad Betty står for. Skibet skal være et samlingspunkt for unge, nybegyndere som erfarne, der har lyst og interesse for at lære at sejle, få vind i håret og smagen af saltvand i mundvigene. 

Da jeg mødte Mikkel, var frivillige hænder i fuld gang med at klargøre skibet, så det blev sejlklar inden første sejlads lørdagen efter. En dag, der populært bliver kaldt for ‘Traditional Sailing Day’, som opfordrer alle traditionelle skibe til at stævne ud og dele det på de sociale medier, og dele glæden for sejlads. Ombord på et skib er pladsen begrænset, og man kommer derfor hinanden tæt ved. Der opstår nærmest en lille civilisation, hvor alle indgår i en dagligdag med daglige rutiner, når man er på søen. På den måde opstår der et socialt fællesskab, ja nærmest et internationalt fællesskab, da interessen for sejlads kan vække en større fællesskabsfølelse.

Er man nysgerrig eller interesseret i at være med, så kan man finde Facebookgruppen ‘Venner af træskibet Betty af Aalborg’, hvorfra sejlplanerne for sommeren og andre aktiviteter vil blive arrangeret hen ad vejen – afhængig af vindens retning og vennernes kreative ideer.

OM BETTY AF AALBORG
Skibet har en længde på 14 meter, og har to master, hvoraf den forreste er højere end den agterste mast. Betty har syv sejl, og har plads til 8 sovende gaster under læ. Der er en lille skibskøkken, et toilet og et lille loungeområde, hvor man spiser. Betty blev bygget tilbage i 1913 i Esbjerg, og er nu blevet en foreningskutter ved foreningen UniSail, med formanden Bo Rosbjerg som skipper af denne perle af et skib.