En hilsen fra et ly med muskelsvind

Danmarks nedlukning er hård for os alle. Isolation, ensomhed og socialt afsavn er efterhånden reglen frem for undtagelsen, og alligevel håndterer vi alle situationen forskelligt. Rosévin i forårssolen er besnærende, men erstattes af daglige gensyn med eget spejlbillede. Det er nye vilkår, og dundertalen skal ikke være til at tage fejl af: Bliv hjemme! Det er nødvendigt. Således serverer jeg her min beretning fra corona-residensen som særlig sårbar borger.

Tekst Søren Malthe

Du kom med alt det der var dig, sang den ukronede fællessangsdomptør Phillip Faber i den daglige fællessang. Sangens spirende romance har fået en ny kontekst. Coronakrisen er kommet, og vi er midt i den. Alt er på afstand – studieliv, det sociale liv, det hele. Og med muskelsvind som livsledsager, er jeg gået i karantæne. Sygdommen kan nemlig få fatale følger for en muskelsvindlers håbløse lungefunktion.

Coronavirus. Som gæsten til festen der drikker din vin og skrider fra regningen; pisser i radiatorskjuleren og river lampen af stukken. Coronavirusset har meldt sin ankomst til det ganske, danske land som en ubuden gæst. Tiltag, restriktioner og ministre i kø på daglige pressemøder. Det er en ny måde at være og arbejde på. Gruppearbejdet er underlagt nye vilkår, og det er i den grad vilde kår. Den fysiske interaktion er skiftet ud med digitale værktøjer og endeløse udbrud, indskudte sætninger og tabte dirigentstokke over Skype. Det er vilde kår gruppearbejdet nu er underlagt – for det bedre! Det handler om den nye tids buzzwords: Sammen hver for sig!

Med muskelsvind i bagagen: Et frontalangreb!
Tillad mig at skifte til et personligt perspektiv. Én pointe er, at vi alle har et ansvar for, at den her virus ikke vælter samfundet mere omkuld, end hvad nødvendigt er. En anden – og på mange måder mere nærliggende – pointe for mig er, at coronavirusset med et fingerknips kan fælde mig som en anden Maradona volume ’84 mod Athletic Bilbao. Med muskelsvind og dertilhørende håbløse lungefunktion er det bidende nødnvendigt at holde sig hjemme. Derfor er ethvert vi-kan-da-godt-lige-mødes-og-snakke-kort-gruppemøde også helt udelukket. Alt er sammen – hver for sig. Og angrib mig gerne på hellighed, når jeg siger: Gør det samme! Coronakrisens fremtrædende traver om de ældre og de svage som særligt udsatte startede for mit vedkommende som en opfordring til at holde afstand. Men som det har været karakteristisk for mig i min 27-årige livskarriere indtræffer konklusionen altid med forsinkelse: Gud ja, jeg er sgu da sårbar. Jeg er i den svage gruppe. Det er en mavepuster, når jobbet som professionel muskelsvindler altid har været en sidegesjæft.

Placeringen i den sårbare gruppe giver selvsagt nogle begrænsninger ud over de gængse restriktioner fra Sundhedsstyrelsen. Alle former for dagligvarebutikker er forbudt terræn, og – for at bruge et fortærsket udtryk – hudsulten sniger sig ind. Hvad der går tabt i den daglige interaktion erstattes af de sociale mediers farverige fortællinger om livet i karantænens land. I Muskelsvindfondens egen facebookgruppe, hvor jeg som erfaren slap også slår mine folder, er der løbende opdateringer fra felten. Og her bliver det klart, at min delight-udgave af muskelsvind er et privilegium. Fortællinger fra folk med muskelsvind, der er afhængige af hjælpere. Her er isolation en kompleks sag, for døren kan ikke bare lukkes. Og COVID-19 kan hurtigt blive en – og undskyld min indtræden på den store klinge – dødbringende gæst. Muskelsvind er en modspiller under coronakrisen. Således er der én tilgang. Bliv hjemme.

En boomer i Skype-land
Og så sidder man her. I stuen blandt grønne planter og rengøringsartikler, der snart synes som et befriende element i dagligdagen. Som dagene går i karantæneland kan man nemt føle så passiv, at selv kulturminister Joy Mogensen fremstår handlekraftig. Men hverdagens gøremål sættes alligevel ikke helt på standby. Mellem en nyopdaget entusiasme for rengøring og daglig interaktion med sig selv gennem strategisk placerede spejle – selv en højtidelig mand som jeg, kan blive træt af dét – fortsætter studielivet ufortrødent gennem nye interaktionsformer. Det leder mig hen til min åbenlyse nemesis: Skype. Google Teams. Discord. Mulighederne er mange og fælles for dem er, at de for mig resolut fremkalder en art digital angst. Fik jeg sagt, at 50% af navnet på min uddannelse består af ordene digitale medier? Coronakrisens karantænetid har placeret mig i en tilstand af boomer-mentalitet. Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg uintenderet har inviteret studiegruppen på toiletbesøg med en tændt mikrofon.

Inden for hjemmets fire vægge
Det nye virus har altså sat sine spor, og alt tyder på, at det er en hverdag jeg – og vi – skal vende os til. Stille og roligt slippes vi ud, men det tager tid. Så indtil videre må dagen foregå inden for hjemmets fire vægge. Arsenalet af ktiviteter udtømmes løbende. Så hvad er der at lave, når en pause fra teori og transskription bliver nødvendig? For mit vedkommende bliver det til utallige ompotninger af stueplanter samt opdateringer på instagram-kanalen “Spassergramen” med en ditto slap studiekammerat – for i coronastorm skal handicap-perspektivet på COVID-19 selvsagt ud! Mit seneste værn mod kedsomhed har været at tegne karikerede filosoffer i en insinueret samtale om, hvordan poststrukturalismen kan forklare en nedlukning af samfundet. Det er altså dér, vi er. Tanker om de helt store livsstilsændringer har været fremtrædende. Ville det ikke give super god mening, hvis jeg slog mig ned i Kuala Lumpur? Er jeg ikke den oplagte kandidat til værtsrollen i ny lancering af seersuccesen husk lige tandbørsten? Her priser man sig løbende lykkelig for et studie, der kan holde tankerne nede på jorden. Med selvdisciplin i hånden skal projektarbejdet stadig laves. Tilbage til studielivet. Tilbage til digitale gruppemøder med Phillip Fabers fællessang på sidelinjen. For igen, studiet sættes ikke i bero. Og snart kommer de mundtlige eksaminer.

Det grønne bord – på Skype?
Hele denne måde at studere på er i den grad ubetrådt land. For underviserne som for os som studerende. Det er en ny virkelighed – og en ny afstand. Men hverdagen fortsætter. Og det kan hverken coronavirus eller muskelsvindsrelateret isolation ændre på. Og netop kommende eksaminer over Skype er uprøvet terræn – i så fald de skal foregå digitalt. Såvel oplæg som votering gennem en skærm. Det forekommer mig da også nedslående, at tre år på studiet resulterer i en bacheloreksamen gennem video. Et ”Tillykke med bachelorgraden, Søren Malthe” til eget spejlbillede og nødvendigvis to glas perlende Prosecco til et ensomt skål. Det er vilkåret. Og det lykkes.