“Hvad er værst – en person der er åbenlys racist og ønsker alle ´perkerne´ deporteret i bedste Rasmus Paludan stil – eller en person der benægter klimaforandringerne og intet gør for at passe på miljøet og mindske CO2 udledningen?”.
Tekst Frederik Vrist Hansen
Sådan startede en samtale omkring mig for nogle uger siden. Selv var jeg ikke i tvivl: “Selvfølgeligt er det at være racist klart værst! At hade et andet menneske pga. religion eller hudfarve er bare ikke acceptabel”. Racisme går jo ud over nogle få, hvorimod klimaet rammer også en selv – og had er derfor ikke på samme måde en naturlig del af klimafornægtelsen. I situationen var jeg dog ene om at have denne holdning, hvor der for de øvrige deltagere i samtalen blev givet udtryk for, at de anså klimafornægtelse som værende en langt mindre social acceptabel overbevisning at have.
Lad mig understrege…
Jeg benægter på ingen måde selv klimaforandringerne, og jeg mener også selv, at det er én af største – hvis ikke dén største trussel som vi står overfor på den lange bane. Det er dog ikke det samme som, at klimaforandringerne er det eneste problem vi står overfor, hvor hungersnød, racisme, korruption og generelt humanitære forhold ligeledes er store problemer i forskellige egne af verden. Problemer som jeg alle føler, i høj grad bliver negligeret i forhold til dækningen af klimakampen. Klimaet sættes over alt, alt andet kommer i 2. række – hvilket min historie blot er en enkelt af mange eksempler på.
Hvorfor skal alt i dag handle om klima og miljø?
Hele valgkampen i foråret 2019 var i bund og grund en fire ugers pikmåling, hvor 11 af de 13 opstillingsberettigede partier kæmpede om, hvem der var grønnest og hvem der kunne sige det højeste tal når debatten gik på reduktionen af drivhusgasser.
På mange skoler og på uddannelsesforløb er bæredygtighed ligeledes blevet fast inventar i både undervisning og projektforløb. I aviser og i fjernsynet står folk i kø for at prædike den samme sang om klimaet. Ikke bare politikere, fagfolk og eksperter indenfor området, men også kendte lige fra sportsstjerner til skuespillere der ser deres snit til få lidt positiv omtale på bekostning af klimaet. Man kan som kendis i dag være nok så succesfuld, men samtidigt er man intet, hvis man ikke offentligt har råbt op om klima, eller på anden måde taget initiativ i klimakampen.
Overalt hvor vi færdes mødes vi af reklamer, kampagner og budskaber gennem medierne der fortæller os, at vi gør for lidt for at rede klimaet og at vi bør skamme os. Vi bliver konstant bedt om at forholde os til det, om vi vil eller ej. Det er endda gået så vidt, at man til en jobsamtale kan blive fravalgt til jobbet, hvis man ikke prioriterer grønt i privaten – hvilket man kunne læse i marts versionen af Agenda. Hvorfor skal alt handle om klima, og hvorfor skal fremtiden for en ellers dygtig ansøger, politiker eller filmstjerne afgøres på baggrund af hvor mange kødfrie dage de har, hvilken transportmiddel de har benyttet for at kommer på arbejde eller om de har købt genbrugspapir?
Selvfølgeligt skal vi da tage klimaet seriøst…
Og selvfølgeligt skal vi da gøre en indsats for at oplyse og lovgive til fordel for klimaet. Vi er dog nået dertil, hvor jeg på trods af politisk uenighed vil erklære mig enig med Pia K., da hun udtalte at klimakampen har nået en hysterisk niveau. Det at være ”klimasynder” er blevet et sådan handicap, at det kan koste både job og social status. Klimasyndere bliver gjort værre end racister, kødspisere sidestilles med pædofile og i visse kredse er det næsten mere acceptabel at udtale, at man slår kæresten end at man har taget en to ugers ferie til Thailand på businessclass. Hvor går grænsen for klimahysteriet? Hvorfor skal en der lever et stille og fredeligt liv, uden at bryde gældende love og regler, straffes af folkededomstolen og sidestilles med kriminelle, bare fordi han eller hun prioriterer anderledes eller lever en ignorant tilværelse hvad angår på klimaet?
Behold jeres klimaskam for jer selv
Selv er jeg gået hen og blevet godt gammeldags træt af klimadebatten. Ikke fordi at jeg syntes den er uinteressant eller ikke er vigtig – men fordi jeg syntes den er gået over gevind. Jeg er træt af at blive fodret med dårlig samvittighed til tonerne af den samme sang – jeg gider ikke bære rundt på jer andres klimaskam. For når det kommer til stykket, syntes jeg ikke, at jeg har noget at skamme mig over.
Jeg vil have lov til at ytre mine holdninger om levevaner og klima, uden at blive set ned på, latterliggjort eller blive gjort ansvarlig for nedbrændingen af Amazon-regnskoven eller global opvarmning.
Jeg vil have lov til, når SU-budgettet engang imellem kan bærer det, at flyve to uger til Thailand og købe en stor saftig chilensk bøf på en restaurant, uden at skulle forholde mig til klimaregnskabet og CO2 udledningen som flyrejsen og bøffen har udledt.
Jeg vil have lov til selv at bestemme hvordan jeg bruger min tid, penge og øvrige ressourcer, uden at skulle begrænse mig af en moralsk klimaskam – jeg vil have lov til at leve, ikke blot overleve.
