Tekst Heidi Gram Wallin

Efter tre veloverståede semestre på sociologi synes jeg, at jeg har fået skabt en hel fin ide om, hvem og hvad den studerende del af mig er. Min studieidentitet fylder en stor del af min selvopfattelse, og på trods af, at jeg ellers har en del at se til i mit civile liv, har mit studie været det altoverskyggende; både hvad angår fysisk og mental tilstedeværelse, genstand for energiforbrug og årsag til udfordringer og sejre.

Jeg synes, at jeg [nogenlunde] har gennemskuet min måde at leve op til de forventninger og krav, der stilles til os studerende. Jeg er selvfølgelig altid tynget af den der dårlige samvittighed, der siger, at jeg bør gøre mere, men den kan holdes nede, og jeg har fået opbygget mig en selvtillid omkring, hvordan jeg er en god studerende. Jeg ELSKER at være studie-Heidi! Jeg blomstrer og jeg lever, når jeg laver ting, der er studierelaterede, og det har uden tvivl været min primære identitet, siden jeg startede på mit studie.

MEN! Nu ligger der noget nyt og stort og altoverskyggende og lurer omkring hjørnet. Noget der uomtvisteligt kommer til at udfordre studie-Heidi, mit studieliv generelt og mit fokus og mine prioriteringer: Jeg er ved at producere en baby. En baby, der kommer nu, i starten af april, som jeg så skal være mor for… Mor… Så hej til den nye Heidi: mor-Heidi.

”Glæd dig, det er det største i verden” og ”Alt andet i dit liv bliver ligegyldigt”. Sådan bliver mine følelser åbenbart, når jeg bliver mor – siger andre forældre. I bladene, på sociale medier og i mit sociologipensum kan jeg desuden se, at der ligger nogle klare forventninger til, hvordan jeg skal være mor, hvad mit barn skal have, være og lave, og hvordan mine prioriteringer bør være.

Et ideal om perfektionisme præger modergerningen, hvilket skaber en kæmpe bunke udfordringer og konflikter i mødrene selv. Men det er ikke kun hos moren selv, der er forventninger til mor-rollen. Studier viser, at danske kvinder generelt er gode til at behandle hinanden ordentligt og udviser gensidig solidaritet – bortset fra, når det kommer til moderskab. Vi har åbenbart ikke så meget tolerance overfor mødre, der er mor på en anden måde og ud fra nogle andre overbevisninger end vores egne. Du kan selv få syn for sagen, hvis du hopper på Facebook og finder en kommentartråd, der handler om noget med børn. Og mon ikke du også selv har forholdt dig kritisk til andre måder at være forældre på? Jeg ved, at jeg har…

Der findes et begreb for fænomenet: Mom-bashing. Det må næsten være det værste, ikke? Moderskabet handler i bund og grund om, hvordan man skaber en ny og gavnlig verdensborger og kan altså betragtes som et bidrag til samfundet og fremtiden, men hvorfor bashes man for sin måde at gøre det på? Jeg har et bud. Okay, det er måske sat lidt på spidsen, men det er et bud: Hvis morgerningen gøres forkert, må det have det resultat, at man skaber en dårlig verdensborger og dermed er man med til at ødelægge samfundet og dermed fremtiden. Eller hvad?

Så når jeg om nogle uger begiver mig ud i mit livs vigtigste rolle og gerning, er det altså med stor risiko for fordømmelse fra verden omkring mig. Jeg har alle muligheder for at fucke det her op – ja både i forhold til det barn, jeg snart har det fulde ansvar for, men også i forhold til, om omverdenen vil acceptere og anerkende min måde at være mor og familie på.

Det er jeg meget bevidst om – især fordi jeg ikke tror, at jeg bliver mor som de fleste mødre i vores samtid er. Nu fortalte jeg lige om, hvor meget jeg elsker mit studieliv og hvor meget liv og glæde det giver mig. Det har jeg ikke lyst til at miste og gå på kompromis med. Jeg kommer nok ikke til at tilbringe 60-80 timer om ugen på universitetet, som jeg nogle gange har gjort, men jeg har i sinde at skabe et studieliv, hvor der er plads og rum til at dyrke min store passion for sociologien. Det vil uomtvisteligt have indflydelse på, hvor meget tid og energi jeg lægger derhjemme, og for nogle er den prioritering uacceptabel og anses som et fravalg af mit barn. Det mener jeg ikke, det er. Nu må du ikke tro, at jeg er ligeglad med den baby, der vokser i mig, og det, den betyder for mig liv. Det er 100% et ønskebarn, og jeg glæder mig overordentligt meget til at være mor for netop det lille menneske og til at skabe tryghed og nærvær i vores nye lille familie.

Jeg kan alligevel ikke komme udenom det. Det senmoderne samfunds individualisme har sit tag på mig, og jeg har nogle Heidi-behov, som jeg ikke ønsker at negligere. Noget af det værste, jeg kan forestille mig, er et scenarie, hvor jeg føler, at mit barn er en byrde, fordi det begrænser mig i at følge mine drømme og interesser. Det må jeg forebygge, og jeg tænker, at vejen frem, må være at overveje, hvad der giver mig god energi og power til at være den bedste Heidi. Det er jeg sikker på, også vil komme mit barn til gode. Desuden er jeg ikke af den overbevisning, at mit barn har bedst af at være sammen med sin mor hele tiden. Jo, i starten, hvor der er nogle grundlæggende behov, der skal dækkes, men jeg mener virkelig, at det har stor værdi, at barnet kommet i institution og omgiver sig med andre typer af mennesker, får andre indtryk og lærer at begå sig selvstændigt, på godt og ondt.

Så jeg står overfor en kæmpe omvæltning i mit liv, hvor jeg ikke ’kun’ skal forholde mig til, at alt bliver vendt på hovedet og at jeg skal være mor. Jeg har også en intention om at skabe et aktivt engageret studieliv og efterfølgende karriere samtidig med at jeg skaber et kærligt og nærværende familieliv.

Men nu må vi se! Måske jeg ændrer holdning, fokus og prioritet. Det vil tiden vise. Jeg er spændt på, hvordan balancen mellem studie-Heidi og mor-Heidi bliver.