En dystopisk karakteristik af Corona-pandemien, overpopulation i en krydret kombination med en apokalyptisk boganmeldelse af Dan Browns Inferno (spoiler alert).
Af Frederikke Sofie Tast
Siden tidernes morgen har verden gennemgået epidemier, pandemier og verdenskrige, som har udslettet og dræbt mange millioner mennesker. På den måde er der blevet ‘luget ud’ i antallet af mennesker på kloden. Men siden Den Sorte Død, pesten i 1400-tallet, har verdens befolkning udelukkende været tiltagende, ikke eksponentielt, men gradvist tiltagende. Det skyldes blandt andet bedre levevilkår, lægehjælp og ændringer i måden vi driver erhverv på. Det er et upopulært emne at tage op, da det stiller det moderne menneske et grund-eksistentialistisk spørgsmål: Er vi vores egen største fjende?
Måske er pandemien, som følge af SARS-CoVi19 virusset,
endnu en måde, hvorpå kloden tyer til selvregulerende
midler i kampen om overpopulation?
I Dan Browns fiktionsroman, Inferno, fra 2013 skal den amerikanske professor, Robert Langdon, hjælpe WHO med at løse en gåde, som den geniale videnskabsmand, Bertrand Zobrist, har igangsat en kontroversiel løsningsstrategi til ét af verdens største problematikker; overpopulation. Desværre tager han løsningen med i døden, da han springer ud fra et tårn i Firenze, og det bliver således Langdons arbejde, at finde frem til placeringen af og tidspunktet på, denne pest, som Zobrist, af gode hensigter, har konstrueret.
Ingen tvivl om, at Dan Brown leverer et kunstværk, der, med sit afsæt i Dantes Guddommelige Komedie og brugen af historiske bygninger, såsom Hagia Sofia i Istanbul, skaber et forførende univers og sætter fantasierne på spil. Man sidder næsten på skødet af Langdon gennem hele opklaringsarbejdet, og efterhånden trænger seriøsiteten af emnet sig ind bag hjernebarken og spiller pendant mellem ørerne; kunne nogen egentlig, sådan virkelig, finde på at skabe et biologisk våben, en luftbåren virus, for at halvere jordens befolkning?
Hmm…. nej, vel?
Tanken er dog ikke helt forsvundet, selvom det er godt syv år siden, jeg læste den bog. I denne tid, hvor verden er plaget af en luftbåren virus, som smitter ligesom almindelig influenza, og som WHO har estimeret til at have en dødelighed på 3,4% af de smittede, bliver jeg alligevel i tvivl. Præcis med denne virus ved vi jo, at den sandsynligvis er opstået, som følge af et uhygiejnisk kødmarked i Wuhang, Kina, hvor en pangolin har transmitteret virusset fra en flagermus – ligesom ved SARS og MERS. Men hvad med den næste virus eller en potentielt forestående verdenskrig? Hvordan kan vi, med den udbredte teknologiske, biologiske og naturvidenskabelige viden, vi har i dag, ikke forsikres om, at det 21. århundredes våbenkapløb bliver biologisk? Tænk et øjeblik over følgerne, hvis et land udarbejder en luftbåren virus, som kan udslette millioner af mennesker inden for få uger, og som samtidig underminerer samfund og velfærdsstater? Uden droner, uden kampfly, uden militære styrker.. Blot ved at lade det globaliserede verdenssamfund inficere sig selv.
Det er en skrækkelig, dystopisk tanke, hvilket nok også er grunden til, at Hollywoods filmatisering af bogen, ender lykkeligt. Virusset bliver fundet i tide, indkapslet og tilintetgjort. Hurra, verden er reddet!
Dan Browns slutning er dog en hel del anderledes… Faktisk lige modsat. Til trods for en ihærdig indsats af professor Langdon, når han ikke frem i tide. Zobrist havde taget sine forbehold og havde derfor indstillet membranen til at briste, før det angivne tidspunkt. Virusset er allerede ude, verden er smittet. Zobrists pest var en biologisk sterilisering, og han har dermed løst én af verdens største trussler.
