Som studerende ved AAU er vi meget mere end blot studerende. Næsten hvert semester løses der på kryds og tværs, VIRKELIGE problemer. For de fleste studerende er det blot endnu et projekt, men reelt får vi en smagsprøve på hvordan problemer løses i virksomheder og i samfundet. Det er derfor langt mere en “bare” endnu et projekt.

Nu sætter vi fokus på guldkornene; noget af alt det omverden rent faktisk også får ud af at vi er studerende MENS vi studerer. Her fra redaktionen har vi dykket ned i egne tidligere projekter, med et bonuskig ind hos de nye megaprojekter, så I kan læse lidt om den viden vi som studerende har bidraget med, på tværs af studier.

Kan DU sætte ord på?
Har du lært noget værdifuldt eller har dit projekt givet et særligt bidrag til vidensudviklingen, vil vi meget gerne høre om det og dele det med vores læsere. Det er på tide alle får indblik i de fantastiske ting PBL kan! Send dit skriv til redaktor@agenda.aau.dk og del DIN viden!

Megaprojekt: Simplifying sustainable living

Sociologi, Karen Frederikke Hansen

Som en del af vores semesterprojekt fik min gruppe og jeg muligheden for at deltage i AAU og Aalborg Kommunes Megaprojekt med titlen ”Simplifying sustainable living”. Herunder valgte vi at arbejde med udfordringen ”affaldssortering i studieboliger”, og blev i den forbindelse sat sammen med en gruppe fra Economics and Business Administration, som skrev om ”low waste shops”. Formålet var, at vi i samarbejde skulle finde frem til eventuelle løsninger på de stillede udfordringer fra AAU og Aalborg Kommune.

Tværfagligheden i projektet gav os mulighed for at undersøge emnet fra andre synspunkter end vi normalt ville have gjort. Vi fik en indsigt i et projektarbejde fra et andet fakultet, hvilket bekræftede vigtigheden i at arbejde tværfagligt. Vores SOC gruppe kunne blandt andet bruge EBA gruppens viden om business-verdenen til at finde alternative løsninger til vores problemformulering, og EBA gruppen kunne bruge vores viden om unge studerende i Aalborg til at undersøge, om der er en efterspørgsel af low waste shops fra de unge i Aalborg.

Det er en god følelse at vide, at vores semesterprojekt rent faktisk bliver brugt til noget. Udover at blive læst af vejledere og censorer, bliver vores projekt også læst af Aalborg Kommune. Man kan håbe, at de tager projektet til sig, og at det giver stof til eftertanke, så de med små men sikre skridt kan nærme sig FN’s verdensmål. Desuden er det helt unikt, at to meget forskellige fakulteter har fået lov til at sparre med hinanden, og rent faktisk opnået en forståelse for, at vi i studielivet og måske også senere kan og skal arbejde sammen, for, om ikke at løse, så at løsne, store problematikker som vores klimasituation.

Da vi er med i opstartsfasen af megaprojektet, lægger vores arbejde op til en videre undersøgelse. Forhåbentligt kan vores undersøgelser inspirere andre grupper fra andre fakulteter til at arbejde videre på det, vi og EBA gruppen er kommet frem til, således vi opnår en så stor viden indenfor feltet som muligt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi på AAU skal samarbejde på tværs af uddannelserne, så vi så tidligt som muligt kan lære af hinanden og bruge de forskellige ressourcer og kompetencer vi har.

Language and International Studies – English

Majken Ravnkilde 

På overfladen virker PBL modellen som noget ret abstrakt, og kan til tider forvirre og fortvivle selv de flittigste studerende. Personligt har jeg også selv haft et lidt ambivalent forhold til modellen, da det er utroligt svært at forklare nysgerrige familiemedlemmer, hvad det helt præcist går ud på, og jeg efter en sådan samtale tit sidder og må google mig frem til svar. Jeg har dog efter 5 semestre lært fordelene ved PBL, og fået en del mere indsigt i hvordan den er med til at udvikle mine færdigheder.

Dette stod klart for mig efter mit semesterprojekt på 4. semester omhandlende madspild og global bæredygtighed. Ikke nok med at jeg både på dette og de foregående semestre har fået mere erfaring med at arbejde i grupper og herunder løsning af konflikter samt udformning af arbejdsfordeling, har jeg også tillagt mig nogle praktiske færdigheder. 

Under projektet undersøgte vi mere konkret, hvad universitetsstuderende af forskellige aldre, nationaliteter og fakulteter syntes om madspild og bæredygtighed, samt hvordan dette passede ind i den danske og globale udvikling af mere bæredygtige samfund. Vi undersøgte det ved hjælp af både survey og interviews, hvilket gav mig en del flere praktiske færdigheder indebærende planlægning og arrangering af mødesteder og -tider samt øvelse i at afvikle interviews.

Derudover giver det at arbejde med en konkret problemstilling eller emne også mulighed for at gå et spadestik dybere ned i teori og metoder, siden omfanget af projektet typisk er mindre. Ud over det giver det også en større indsigt i mulige arbejdspladser for fremtiden, siden ens emner typisk er tilkoblet specifikke institutioner, organisation eller firmaer. Dette giver også lidt mere blod på tanden, når ens projekter rent faktiske er noget, som kan gøre en forskel uden for de støvede forelæsningslokaler. Alt i alt synes jeg, at PBL-modellen har meget at byde på, og har gjort en stor forskel for mig personligt i forhold til hvor jeg ender henne efter min sidste eksamen.

Kommunikation og digitale medier

Zalando set med UX-perspektiv

Tekst: Frederik Vrist Hansen

Problemformulering: Hvordan kan mulige årsager til Zalando.dks popularitet undersøges ved hjælp af usability- og user experience-testing?

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du interagerer med en hjemmeside, når du shopper online fra din computer? Hvorfor trykkede du, hvor du gjorde; hvorfor valgte du lige netop de produkter, du endte ud med; og hvorfor benyttede du netop denne hjemmeside blandt tusinder?

Til et foredrag om digital marketing blev jeg præsenteret for det faktum, at Zalando i 2018 var danskernes foretrukne shoppingside, hvad tøjsalg angik. Det kom lidt bag på mig, da jeg efterfølgende besøgte deres hjemmeside, hvor jeg blev mødt af et kedeligt, men dog genkendeligt design. “Hvorfor handler så mange her?”  tænkte jeg. Vi lever i en tid, hvor mange brands og butikker søger at skille sig ud fra mængden og blive unikke, men alligevel hitter et helt simpelt hjemmesidedesign. Hvad er det, Zalando har gjort, som gør at netop de er kommet igennem nåleøjet: hvad er opskriften på en succesfuld shoppinghjemmeside?

Med et loft på sølle 80 sider til at besvare disse spørgsmål, valgte jeg sammen med min gruppe at lægge fokus på Zalandos hjemmesides betydning for succesen. Dette gjorde vi gennem en række observationer, interviews og tests inden for user-experience og usability-tests med brug af eyetracking og Facial Expression-udstyr.

Hvad vi kom frem til, efter at have testet og analyseret på både flere erfarne brugere og førstegangsbrugere af Zalando var, at deres succes i høj grad kunne tænkes at være påvirket af et algoritmebaseret individuelt brugertilpasset hjemmesidedesign, som løbende tilpassede sig den besøgende. En anden konklusion lød på, at den amerikanske talemåde, “Keep it simple, stupid” i høj grad gjorde sig gældende, og var med til at gøre hjemmesiden intuitiv og skabe positive oplevelser for både nye og ældre brugere, mens ukendte og udfordrende designs i højere grad ville forårsage frustrationer og masseflugt fra hjemmesiden.

Kort sagt lød konklusionen derfor, at meget tyder på, at folk ønsker et simpelt og nemt betjeneligt design, som ikke blot kan tilbyde et bredt sortiment af produkter, men også gør det hurtigere og nemmere at navigere i. Brugerne ønsker altså hjemmesider, som aktivt hjælper dem med at shoppe, ved f.eks. at bruge remarketing eller ved at tilpasse indholdet af hjemmesiden ud fra tidligere indsamlet data om brugeren. Noget som altsammen er integreret i Zalandos hjemmeside, og som både giver dem en stor viden om deres kunder, men måske vigtigere, giver dem magt over forbrugerne.

Sociologi

Er ADHD-diagnosen stigmatiserende?

Tekst: Frederikke Sofie Tast

Tre måneders projektarbejde kulminerede i et antiklimatisk klik på en computerskærm d. 13 december kl. 22.34, hvorefter de første 67 sider af bacheloruddannelsen i Sociologi blev indleveret. Der var ikke fyrværkeri, champagnepropper eller et acapellakor, der brød ud i skønsang. Der var bare et klik og et sæt lettede skuldre, som faldt på plads igen efter et par måneders famlen rundt i blinde, for hvem ved egentlig, hvordan man gør?

Første semester, første projektarbejde og første konfrontation med den problembaserede læringsmetodik.

Indeværende projekt tog udgangspunkt i en hypotese om, at det at være diagnosticeret med diagnosen ADHD måtte opfattes stigmatiserende hos det enkelte individ. Vi ønskede at undersøge informantens subjektive forståelse af, hvordan de opfatter, at den omkringliggende verden forstår dem gennem deres ADHD-diagnose. Problemformuleringen lød således:

I hvilket omfang bliver individet stigmatiseret af ADHD-diagnosen, og hvordan kommer det til udtryk i dets selvopfattelse gennem den sociale interaktion?

Vi undersøgte dette problem gennem semistrukturerede interviews af en times varighed, hvor vi fik udpenslet tre vilkårlige informanters opfattelse af diagnosen. Projektet undersøgte en stor mængde kompleks og indgående data, udledt fra få informanter, hvilket gjorde projektets generaliserbarhed  lav. Vi kunne derfor kun konkludere på vegne af projektets informanter.

Projektet gav et dybere indblik i den diagnosticeredes liv, og hvordan det at etablere en diagnose-identitet kan gribes an på mange forskellige måder – alt afhængig af differentierede livsperspektiver og selvforståelser. Denne forhandling og fortolkning af egen identitet gennem den kollektive identitet, som ADHD-diagnosen medfører, er betinget af individets integritet og jeg-identitet. Et ‘stærkt’ etableret individ bliver således ikke nær så påvirket af det medfølgende stigma, hvorimod et ‘svagt’ etableret individ i højere grad lader sig påvirke af samme stigma. Hertil blev det diskuteret, hvorledes der kan være tale om et ‘kollektivt stigma’ og, som følge heraf, et potentielt selvstigma, som individet tager til sig og lader sig påvirke af. Indeværende projektet havde både en informant, som kunne placeres i den ene ende af spektret, altså kollektive stigma, hvor en anden informant kunne placeres i modpolen, altså selvstigma. Således kan man lege med tanken om, hvordan projektets informanter og konklusioner ville se ud i et bredere perspektiv. Dette kunne potentielt tegne et genkendeligt mønster af diagnoseforståelser hos andre.

Dette blev et projekt om ADHD og diagnose-identitet, men det blev også et sociologisk eksperiment i sig selv. Projektarbejdet indbefattede dialoger, diskussioner og kompromisser, da fleksibilitet kræves, for at alle seks gruppemedlemmer mødes i en fælles forståelse af elefanten (læs: problemfeltet). Og i sidste ende må det siges, at have båret frugt, idet vi i projektgruppen lærte at få den problembaserede tilgangsvinkel mellem hænderne, frem for lege nikkedukker til forelæsningerne. Det blev først i denne proces, at vi omsatte eksisterende viden til praksis; fra teorinær til empirinær, eller fra studerende til forsker. Og ligesom Anakin Skywalker vandt sin frihed i podracerløbet i første episode af STARWARS, så vandt vi vores frihed, blot i form af velfortjent juleferie.

Innovation og Digitalisering

Beslutningsstøtte og magtfordeling, når medicin skal udskrives

Tekst: Mads Trudslev Christensen

I forbindelse med mit 5. semesters projekt har jeg sammen med min projektgruppe været ude og følge et regionalt projekt om beslutningsstøtte til læger i forbindelse med udskrivning af medicin. Vi fik i forbindelse hermed lov til gennem et par interviews at observere og undersøge , hvordan de forskellige politiske lag kan konkurrere om magten, og om at opfylde deres individuelle mål. Det var i den forbindelse spændende at se, hvordan teorien både kan ramme plet, men også afvige fra teorien – her var det særligt spændende at arbejde med et offentligt projekt, da det øgede kompleksiteten. At den case, vi fik lov at følge, desuden var atypisk i forhold til offentlige projekter ved at have et langt mindre finansielt fokus, var også mærkværdigt, da vi gik ind til projektet med en vis fordom om, at det offentlige og besparelser nærmest er uadskillelige i nyere tid. Hvorvidt det så rent faktisk også er situationen, forblev desværre uvist, men synes at være afhængigt af, hvilket niveau man fokuserer på. 

Anvendt filosofi

Et tværfagligt perspektiv

Tekst: Martin Ingversen

Det med at skrive eksaminer og især de større PBL orienteret eksaminer kan nogle gange være lidt mere kompliceret end man regner med. Møder, tidspres, vejleder møder osv. Vi kender det alle sammen. Men på trods af dette giver PBL unikke muligheder for, at udfolde sig selv og  sine ideer og dermed støbe sig selv. Jeg sidder faktisk selv med en større PBL orienteret eksamen, hvor jeg beskæftiger mig med nøgleord som: bæredygtighed, tværfaglighed og FN’s 17 verdensmål.

Et forløb i praksis med teoretisk færdigheder
Jeg var så heldig at jeg under mit praktikophold, fandt en praktikplads på AAU som projekt koordinator/-leder med henblik på megaprojekterne, som er et helt nyt initiativ AAU har foretaget sig, netop for at gøre uddannelsessystemet mere bæredygtigt i forhold til den grønne omstilling. Mit fund indtil videre har været centreret omkring tværfaglighed, og hvilken smuk størrelse det er. Da jeg under min praktik arbejdede med megaprojekterne, som i vid udstrækning går ud på at gøre uddanelsessystemet mere tværfagligt, fik jeg et oprigtig kærligheds forhold til samt interesse i at beskæftige mig med netop dette. Jeg mener personligt, at strukturen i samfundet mangler lang bedre korrespondancer med de forskellige led – Universitet, politikere og virksomheder. F.eks ser vi hvordan politikere træffer beslutninger der hæmmer uddannelsessystemet f.eks ved at afskaffe op til flere forskellige studier, samt hvor langsom den grønne omstilling bevæger sig, i forhold til de mål vi skal nå i 2030. Ydermere har jeg under udarbejdelsen af min PBl opgave fundet det super spændede, hvor kompliceret det er, at implementere en tværfaglig platform og hvilke processer, der gør sig gældende. For hvad er i øvrigt en process og hvordan kan vi ændre udfaldet på en forandring på afveje? Alle disse spørgsmål har været drifkraften for min indre filosof i det praktiske.

Det har været super udfordrene det med pludselig, at blive proffesionel. Førhen har man kunne ’’gemme’’ sig bag børene, og dermed ikke rigtig kunne stå til samme ansvar for ens arbejde, som man har på et arbejdsmarked. Det har både været en lang personlig rejse samt teoretisk udfordring, hvilket kun kan få mig til at smile og kæmpe endnu mere for at visualisere mine drømme. 

Sociologi

Tekst: Dianna Korshøj

Et af de projekter jeg er særlig stolt af at have været en del af, er da vi undersøgte essensen af stress. Vi ville have haft almindelige mennesker til at føre dagbog, for på den måde at se om vi kunne finde kendetegn på hvornår og hvad der stressede dem og hvad der ikke gjorde. De informanter viste sig meget svære at finde, så udover voldsom panik som forløbet skred frem, måtte vi også finde en anden fremgangsmåde. En af de meget gængse metoder i sociologien er interviewet. Normalt er det en meget attraktiv type af dataindsamling, men så skulle vi igen ud og finde informanter, og i øvrigt ændre mange af hoveddelene i projektet, og derved risikere at ændre kurs helt. Dokumentanalyse var vores valgte fremgang, så vi fandt en anden løsning: BLOGS!

En blog er et lidt sjovt format, som har en blanding af noget helt intimt og privat ligesom dagbogsformatet, men på samme måde en ekstrem offentlighed, som giver en interessant kombination. Vi fandt frem til 3 blogs som både omhandlede bloggerens eget stressforløb, og på samme tid havde tilstrækkeligt indhold. Det var 3 meget forskellige blogs; både i forhold til omfang af deres blogs, hvad bloggerne valgte at dele og også i forhold til deres individuelle stressforløb.

Første skridt i det omfattende analysearbejde skete i Nvivo. Her kan man kategorisere en markere tekst indenfor valgte emner, skrive noter dertil og meget andet. De mange sider blev fordelt mellem gruppemedlemmerne, hvor vi alle skulle markere ALT vi synes MÅSKE var relevant, hvorefter vi kunne sammenligne og se om der var fællesnævnere. Vi kom frem til 18 tematikker, hvoraf 4 var fælles for dem alle

Med et lille smil på læben skal det lige nævnes, at alle de forskellige noter resulterede i 47 siders, som pænt blev lagt som bilag til den vejleder eller censor med ekstra tid.

På nyt grundlag og roterede hænder blev alle indlæggene igen analyseret ud fra de fire tematikker. Herved gik endnu et par arbejdsdage med kategoriseringen, for at udmunde marathon-dagen. Denne ene, meget koncentrerede dag foregik i et mindre undervisningslokale. En computer røg på projektoren, og slavisk gennemgik vi alle noterne, og kun gik videre med en note, hvis alle gruppemedlemmer var enige. Det var en lang, ensformig dag, som havde mange diskussioner og absurde grin, men i dagens mørke timer havde vi nu endeligt et grundlag for de 3 blogs, som vi kunne gå videre med.

Jagten efter teorier, som kunne forklare nogle af disse tematikker, som fyldte bloggerne var hård, og vi var heller ikke i stand til at finde en hat der passede – til gengæld fandt vi teorier, som kunne forklare de problematikker, overvejelser og processer, bloggernes italesatte stressforløb viste.

Ud fra de 3 blogs vi analyserede, kunne vi konkludere at disse stressforløb var præget af en kæmpe ambivalens: Hvordan burde jeg føle og virke? hvad forventes af mig? Bliver jeg nogensinde mig selv igen? og meget meget mere. Det var altså en vækselvirkning mellem idealer (både individuelle og kulturelle) og realitet, som konstant skabte en følelse af ambivalens hos bloggerne.

Samfundet fortæller at et stressforløb et lineært forløb:

  1. Sygemelding
  2. Behandling
  3. Raskmelding

En del af behandlingen kan også indeholde en delvis raskmelding på fx nedsat tid, men slutresultatet vil altid være en raskmelding – gerne som et bedre og mere refleksivt menneske, som kan sige fra og “mærke sig selv”. Problemet er bare, at et stressforløb ikke nødvendigvis er lineært, og nogle gange skal man også bare kunne acceptere at den store åbenbaring og overgang til et bedre menneske, bare ikke sker.

Et stressforløb inkluderer derfor både negligering, revolutionær omstrukturering og accept, men trods en umiddelbar lineær sammenhæng, er bloggernes gang mellem disse faser en hårdknude uden lige. Bloggerne kom fx alle til accept af sygdomsforløbet, men den var ikke altid vedvarende, og alle skulle omstrukturere deres hverdag eller forståelse af forløbet adskillige gange under forløbet.

Hvad kan vi så bruge det til?
Den metodologiske og videnskabsteoretiske tilgang pressede os til at indhente ufattelig meget viden på områder langt udenfor pensum. Projektets fund giver desuden en indsigt i stressforløb, som ofte overses. Alle kender til stress, og mange har en idé om at det er den enkelte, som har flere arbejdsopgaver, end vedkommende har ressourcer til. Den tænkning kan bestemt også have sin berettigelse, men de (ofte) urealistiske idealer, vores kultur sætter rammer for både før, under og efter et stressforløb, har spiller til gengæld også en stor rolle for igen at blive en attraktiv medborger, som kan fungere både på og udenfor arbejdsdagen.

Kommunikation og Digitale Medier

I dialog for kunsten?

Tekst: Søren Malthe

Kunsten er at kommunikere. Til – og med – virkeligheden. Og det er nok lige der i et slags spændingsfelt, jeg virkelig har følt, at projektarbejdet giver mening. Motivationen for projektet “I dialog for kunsten?” var en interesse i, hvordan en kunstinstitution som Kunsthal Nord – en art kurer for den eksperimenterende samtidskunst – kommunikerer eksternt. Projektets problemformulering lød som følgende:

Hvilke forudsætninger har Kunsthal NORD for at kunne kommunikere strategisk, og hvordan afspejles Kunsthal NORDs interne kultur i organisationens eksterne kommunikation? Kan Kunsthal NORDs strategiske kommunikation forbedres og i så fald hvordan?

I projektet undersøgte vi Kunsthal Nords branding, hvor vi fandt en række resultater gennem interview med den kunstfaglige leder, diskursanalyse samt en lingvistisk analyse af kunsthallens eksterne kommunikation. Interviewet gav indblik i den kunstfaglige leders arbejde i kunsthallen, relation til kommunen og betydningen af at være placeret i kulturhuset Nordkraft. En analyse af kunsthallens eksterne kommunikation med udgangspunkt i en række opslag på deres facebookside, gav indblik i forholdet mellem tekst og billedelementer. Her hjalp diskursanalysen til at identificere kunsthallens værdier.

Projektet fandt en række uoverensstemmelser i kunsthallens brandposition og -identitet, hvortil en række forbedringsforslag kunne medvirke til et stærkere brand. Disse inkluderede en højere grad af brugerinddragelse, brugergenereret indhold samt en afklaring af mål og værdier – eksempelvis gennem en anvendelse af rammemodellen Diamanten af Flemming Smedegaard og Thomas Hestbæk Andersen. Sådan lyder blot nogle af projektets resultater, og helt overordnet viste projektet, at, ja, kunsten er i særdeleshed at kommunikere! 

Sociologi

Tekst: Bertin Arpac

Når man på første semester skal skrive projekt, er der så mange andre ting man skal lære udover selve indholdet på projektet. Det er nemlig især gruppearbejdet, der på samme tid er både en gave og en forbandelse. Man har måske lidt erfaring fra gymnasiet, men man opdager hurtigt, at det på mange måder er langt mere komplekst grundet projektets omfang og tiden, man bruger på det og hinanden. Det er en proces, der kræver meget arbejde og vedligeholdelse for at kunne udføres ordentligt. For mig virkede det i starten som en langsom og ineffektiv proces, fordi alle skulle gennemgå det hele, og man skulle skrive dele sammen. SUK, tænkte jeg. Her opdagede jeg dog senere hen, at jeg tog grueligt fejl. For da vi så stod der, med det endelige produkt – eller i løbet af de afsnit vi skrev for den sags skyld – indså jeg, hvor meget vi i løbet af processen har løftet hinanden op, og hvordan projektets indhold stod meget stærkere. Det blev mere legitimt på en måde. Det er nemlig ikke noget jeg har været alene om, og der har konstant været konstruktiv kritik fra mine gruppemedlemmer. Da vi så skulle aflevere projektet klokken halv 6 om morgenen, efter at have bokset med det hele natten, sad vi med en meget rarere og mere selvsikker følelse, end hvis vi alle havde skrevet det alene.