“Juleforkølelse” er ikke længere nok; kolde tanker og manglende overskud er efterhånden blevet de nye julesygedomme. Sneen daler, tankerne maler, frustrationerne vokser, det hele kokser.

Tekst: Martin Ingversen

Den gode jul skulle gerne handle om en slags resonans med gode unik øjeblikke i vores liv, og ikke ræs om et med tiden. Skal vi, fordi vi skal? Eller skal vi fordi vi kan og ønsker det?

Julen og dens højtid er efterhånden blevet til noget af et ansvar for det enkelte individ at leve eller rettere løbe op til. Forventninger til hygge, ekstra tid med veninderne/vennerne, gaver, familiebesøg, eksaminer der skal afleveres, pressede gruppemøder. Og så skal man da lige huske, at man skal være i julestemning samtidig! Føles dette også som en uretfærdig kamp med indre ro og hovedpiner, der tilsidesætter julens højtid og fængsler dig i systemets forventninger? Hvis du tænker ja, så er du altså ikke den eneste, der føler  sig presset og i dissonans med livet og juletiden.

En observerende samtale 
Nej, presset findes alle steder: og fra bænke rundt omkring i Aalborg observeres det af dem, vi ellers ofte glemmer i den travle tid. Vinden blæser, gadernes små fortove myldrer og kulden bider sig fast. Imens sidder jeg på en bænk, får varmen og en dyb samtale med en fra Hus-forbi. Vi sporer os hurtigt ind på julen og den tid, vi snart kommer i møde. En reflekteret samtale med Holmeren, en stolt vagabond, der tjener lidt ved at sælge Hus Forbi  svarer, ‘’Folk har travlt, men nøøh det har de jo altid… Men julen er da med til at sætte ekstra skub under deres travle fødder’’. Efter lidt tøven bemærker han, at det kan føles som en kulturel labyrint: ”Man sik-sakker blandt befolkningen, fra den ene butik til den anden”.

Vi lever i et knudret-forbrugersamfund, der gennem reklamer, forventninger, kultur osv. har sat os forventningsfulde op til at købe gaver, og helst gaver, der kan byttes. Mon vi har mistet den lange ende? Eller den lange ende har mistet os? Handler julen ikke om at skabe nærvær, om man så er ude og købe gaver, eller blot nede og få en kop julekaffe på strøget med vennerne? Eller sidder på bænk og bare kigger, som jeg gør nu? Men julen ser desværre i dag ud til at være blevet til et stressrelateret knudepunkt for mange mennesker. Især de unge.

Videnskaben peger på, at cirka hver femte dansker finder julemåneden mere stressende end de resterende 11 måneder i året, og det er især de unge der føler dette kulturelle pres. Hele 26 procent af de unge føler ifølge megafonmålinger, at december er den mest stressende måned. Det er nærmest blevet til en folkesygdom, der har suppleret forkølelsen blandt de unge. 

En tur i den travle hverdag
Eksaminer, gruppemøder og familier, der banker højt på de små studenterboligers døre. “Der skal læses op”. “Husk lige, at der er gruppemøde næste uge og vejledermøder i morgen, ikke”? “Hvorfor kom du ikke hjem i weekenden, Morfar blev indlagt”? “Moaar jeg ønsker mig det der, og det der og alt sammen!”. “ Ahhr..”!

Ja, vi kender det alle sammen, ansvar og forventninger går hånd i hånd. En tidlig morgen valgte jeg at interviewe unge mennesker omkring julehøjtiden, eksamenspresset og de forventninger, vi bliver udsat for.

Jeg kom i snak med en flittig Teresa på 17 år, som læser på HHX 2. år. Højtiden er vigtig for hende: ”Jeg elsker julen, den mørke og kolde periode skaber nærvær og hygge.” Alligevel er det også hårdt og krævende, for som hun bemærker, vokser presset efterhånden som man bliver ældre. Ansvaret vokser, og som hun så fint selv siger ’’Nu bor jeg selv og min mor står for hele koordineringen af julen. Jeg føler da, at presset og ansvaret bliver større og større desto ældre jeg bliver. Så skal man lige huske at købe gaver til den ene og den anden, samt besøge diverse familiemedlemmer. Så jo, det føler jeg i den grad’’. Netop det store pres fra uddannelse og andre institutioner kan gøre julen svær, ‘’Jeg er stadig meget ung, men jeg kan godt mærke, at den præstationskultur, vi lever i, begrænser den jul jeg selv er vokset op med’’. Med det sagt mener Teresa dog stadig, at julen er en fantastisk højtid, der skaber ekstra nærvær og hygge.

For Emma, der er 25 og læser økonomi på 5. semester, er historien en lidt anden. Her er julen netop et afbræk fra studieræset. ‘’Jeg ser julen som en hyggelig periode, der skaber hygge blandt befolkningen’’. For hende er julen en periode hun nyder meget. Endnu engang spurgte jeg søgende og drillende, ‘’ Jamen hvad så med den stress, de forventninger og ansvar det medfører?’’ Hun tog sig lidt til hovedet og svarede undrende. ‘’Jeg tager det som det kommer, mine forældre er gode til at tage initiativ og skabe en god jul. Dog kunne jeg godt tænke mig noget mere tid under julen til at købe gaver og slappe lidt mere af, for julen er en stresset periode, og hvis ikke mine forældre tog det initiativ, jeg selv skal tage i fremtiden, jamen så må jeg tage det som det kommer til den tid’’

Den sidste  jeg interviewede var Anne, som er en kær medstuderende på 22 år. Hun føler til gengæld presset. Da hun bliver bedt om at beskrive julen med tre ord svarer hun, næsten inden spørgsmålet er færdigt ” ’Stress, gaveræs og overvurderet’’. For hende er julen blevet til en kunstig højtid, hvor vi glemmer vores familieværdier. At se hvordan børn kun ønsker og glæder sig over julens kærlighed gennem en materialistisk synsvinkel er ikke det julen handler om, slog hun fast. ‘’ Jamen hvad handler julen om’’ spurgte jeg, og Anna fortæller at julen for hende er noget helt andet ‘’ Det handler for mig om hygge og nærvær. Det behøver ikke at gå op i at stresse rundt efter skræddersyede ønskelister, der begrænser personlige gaver’’. Ifølge Anne handler julen ikke om, hvad man har fået i gave,  hvad det bedste gave er, eller hvilken gave, der er den dyreste. Ja, nærmest et præstationsorienteret mindset, der kun bygger sig op om penge, og hvem der har fået de bedste og dyreste gaver. ‘’Vi bevæger os væk fra selve fundamentet for julen, som er hygge, nærvær og generøsitet i modsætning til den materialistisk orienterede  ‘’Jeg-vil-ha-holdning’’ 

Overraskende svar:  undren kan få os på ret køl 
Vi kender det jo alle sammen, julen er hyggelig og skaber nærvær, men eksaminer, gruppemøder og gaveræs lige modsat. Så skal vi reelt bare opgive håbet om julehyggen for derfor at kunne fokusere på eksaminerne? For at svare på dette spørgsmål har jeg valgt at interviewe en af mine kære professorer: Finn-Thorbjørn Hansen. Han er en dygtig undringsfilosof , der også har gjort sig mange tanker omkring, hvad ’indre ro’ og studieglæde kan være, og hvad det vil sige at være i resonans med det væsentlige i livet. 

Finn Thorbjørn starter med at sondre  mellem to forskellige parametre, når det handler om den studerendes mulige jule- og eksamensstress: Før skaden er sket eller ’Før huset brænder’ på den ene side, og efter skaden er sket eller ’Når huset brænder’ på den anden side. Man kan sikre sig, at ens hus ikke brænder ved f.eks. at slukke lysestagerne, sikre at ovnen er slukket osv. Altså, at være på forkant med at katastrofen ikke sker.

På samme måde er der meget, man ifølge Finn Thorbjørn kan gøre, så julestressen før eksamen ikke opstår. Hovedårsagen til, at der så at sige ’går ild i huset’ hos den studerende, er ifølge Finn Thorbjørn måske i udgangspunktet ret enkelt. Det skyldes manglende planlægning! Som han siger: 

”Nogle studerende tager det måske lidt med for meget ro i starten, og tænker, ’det skal jeg nok nå’. Men når de først går i gang, opdager de, hvor meget disse opgaver reelt kræver af tid. Desværre opdager de det for sent, og så er skaden sket, og julefreden ødelagt. Det er synd. Den slags studerende har svært ved at planlægge og prioritere, og måske også at disciplinere sig i forhold til det arbejde, der jo nu engang skal gøres som studerende. Eh’entlig er det vel bare simpel akademisk studieteknik, som de endnu ikke har lært sig.’’  

Han tilføjer at udover gode tidsaftaler med vejlederen, er det også en god idé at tænke sine medstuderende med, og lave klare aftaler om at hjælpe hinanden.

Men hvad så, når skaden er sket, ’når huset så brænder’ og man kan se, at man får pissetravlt netop i julen, hvis man skal nå at blive færdig? Her kommer undringsfilosoffen med en måske noget overraskende tanke. Han foreslår nemlig et tiltag, der måske kunne punktere lidt af stressen og give mere overskud: at komme ind i en eksistentiel undren. For en sådan form for undren, hvor man dybest set spørger: ’Hvad er det egentlig, jeg brænder for? Hvad er den dybere mening med denne uddannelse og det fag, jeg tager her? Og hvad er det særligt, der optager mig i denne opgave? Ja, hvad undrer mig, hvad driver egentlig undersøgelsen frem i min opgave?’ – er alle spørgsmål, der kan hjælpe den studerende til at ’finde sig selv’ og ’sin egen stemme’ og indre motivation i al den teori og de akademiske tanker, som han eller hun omgiver sig med. Hertil mener Finn Thorbjørn, at en studiekammerat (eller partner derhjemme) kan være en vigtig dialogpartner for, at en sådan undren kan udfolde sig. Med en god ven eller studiekammerat vil man samtale mere åbent og frit om egne grundværdier, faglige som personlige, så man i løbet af samtalen forhåbentlig bliver ramt af en reel undren, der får den studerende i resonans med det i studiet og i den pågældende opgave, som virkelig interesserer den studerende. Det er nemlig ofte først i vores undren, at vi reelt bemærker, hvad der berører os, og en sådan selvfordybelsesprocess, siger Finn Thorbjørn, kan også hjælpe vedkommende til at finde en slags ’køl’ eller indre ressource- eller balancepunkt i en stresset periode.

Finn Thorbjørn hæfter sig ved, at rigtig meget af vores tid foregår på overfladen og som ikke direkte er betydningsfulde for os, eller rammer det, der i grunden er vigtige for os: Vi har så travlt med alle mulige ting, og vi vil være med i alt, og ikke miste muligheder.¨ Bedre kendt som FOMO; fear of missing out. Det betyder omvendt, at vi så sjældent lære at blive ved noget og gå i dybden dér. For at illustrere dette, benytter Finn sig at af en metafor. Hvis vi ser på en flod der løber, er strømmen kraftigst på overfladen. Her ændrer tingene sig hele tiden hurtigt.

Men jo længere man kommer ned i vandet, ned mod bunden, desto langsommere går strømmen.  Midtvejs går det ca. halvt så langsomt, og helt nede ved bunden er strømmen nærmest gået i stå.

 Finn Thorbjørn sammenligner selv med sit eget arbejde som forsker og underviser på universitetet. ’’Vi som universitetsansatte skal til alle mulige møder, og underviser ofte i mange forskellige emner den ene dag og nogle andre den næste. For en forsker går ofte mere end 60% af tiden med den slags undervisning og administration og diverse mange møder. Kun 40% og ofte mindre bliver tilbage til reel forskning. Finn Thorbjørn siger: ”Hvis en universitetsforsker ikke får en ’køl’ i vandet, eller kommer ned til ’bunden’, hvor den egentlige grundforskning foregår, men hele tiden må løbe rundt oppe på overflade af striber af møder og ofte fragtmenteret ’ad hoc-undervisning’, eller springer fra det ene eksternt finansierede forskningsprojekt til det næste (altså kun er midt i flodstrømmen) – ja, så får forskeren ikke rigtig tid og mulighed for at udvikle sin egen tænkning, og dermed de originale ideer, undren og innovative tanker, som er forskerens egentlige brændstof og eksistensberettigelse.”

Måske, spekulerer Finn Thorbjørn, er denne flodmetafor også anvendelig på studerende, når de skal forsøge at finde ro i deres studiearbejde og undgå stress. For også de studerende går fra den ene underviser og falige input til den næste med undervisere, der alle vil have én til at se i den retning, de nu underviser i. Ofte kan det opleves som forvirrende. Vi er så på flodens overflade. Når den studerende så skal lave sine opgaver eller projekter, har den studerende mulighed for at komme lidt dybere ned i ’floden’. Men det vigtigste, hævder Finn Thobjørn, er at den studerende opnår en ’akademisk dannelse’. Det vil sige, at den studerende får et eksistentielt indblik i, hvad der virkelig driver hendes ellers hans studieinteresse, hvad der virkelig optager den studerende, og faktisk undrer ham eller hende. Den anden ting ved akademisk dannelse er, at den studerende også skal have et etisk udsyn. Det betyder, at den studerende også filosoferer over, hvorfor denne uddannelse, dette studie, dette projekt, det man gør, faktisk er godt, og noget der måske kan gøre verden bedre. Ikke bare for én selv, men for livet, planeten og for de menneskelige fællesskaber og kulturer, vi er en del af.

”Når man begynder at tænke over den slags eksistentielle og etiske spørgsmål”, siger Finn Thorbjørn, ”starter man en nødvendig dannelsesproces. Det er en sådan eksistentiel og etisk dannelse, som kan give den studerende en humanistisk og akademisk køl i sit studieliv. Og, ikke mindst, en stor indre motivation og lyst til at fordybe sig og engagere sig i den opgave, som nu skal gøres færdig inden jul eller inden eksamen efter jul.”  

Det er altså, hvis vi skal følge Finn Thorbjørn, en sådan eksistentiel undren, der kan få os ned på flodens bund, ned til den frugtbare ”slow thinking”. Som han opsummerer: ’’Når man føler sig stresset, er det ofte fordi man ingen køl har, ligesom et sejlskib har en køl for ikke at vælte i de skiftevinde, må den studerende finde sin ’dannelses-køl’.”  Finn Thorbjørn hævder altså, at hvis man konstant er styret af alt det eksterne og ikke bygger sin egen indre fundamentale etiske platform op for, hvad der er vigtig i livet, så opstår der en indre uro og rastløshed, og dermed bliver man afsporet. Ved netop at have et rimeligt godt rodnet, eller køl i livet, ved at være i kontakt med hvad man længes efter og dybest set holder af og brænder for (eller i det mindste tager sig tid til at samtale om det), så kan roen lettere komme til en.

Måske kan disse tanker og Finn Thorbjørns flodmetafor fungere som et slags kompas? Ja, jeg har selv kun tre uger tilbage til at få lavet mit eget semesterprojekt, få læst op til eksamen, købe gaver og besøge familie osv. Så jo, jeg tænker, at det nu er det vigtig, at jeg får sat mig ned og gjort mig nogle dybe og undrende spørgsmål om: Hvad undrer jeg mig i grunden over i dette semesterprojekt? Hvad tænder mig? Hvad er dybden i det jeg tænker og har skrevet? Hvad er retningen for min passion og motivation? Hvordan prioriterer jeg, og hvad vil det overhovedet sige at prioritere noget frem for noget andet?

Finn Thorbjørn lo i øvrigt til sidst i interviewet, da han sagde, at en anden vej end den dybe undren, kunne være at spørge sig selv: ’Hvad kunne være sjovt at gøre? Hvad ville jeg elske at gøre?’ For også det at lege og nå ned til det man elsker og holder af kan være veje til den køl, han taler om. Så lyt til dit hjerte, leg og undrer dig rigtig meget her op til julen, så vil opgaven blive lettere og også mere interessant at læse.Det er det glade julebudskab fra undringsprofessoren.


Finn Thorbjørn Hansens Faktaboks:  Hvordan finder man ned til ’flodens bund’?

–    Hvis du ikke allerede har gjort det: Få læst nogle grundbøger om studieteknik og om at planlægge og prioriterer!

–     Få aftalt møder med vejleder i goood tid!

–     Find sammen med studiekammerater, og hjælp hinanden til at læse hinandens opgaver og give feedback

Men akademisk skriveteknik og studiekompetencer er ikke nok! Der må også en ’akademisk dannelse’ til, hvis man skal få størst udbytte af sin studietid på universitetet og størst indre motivation til at gennemføre studiet

–    Start denne akademiske dannelsesproces med at spørge dig selv, hvad du egentligt brænder for, længes efter eller virkeligt undrer dig over? Og hvad ser du som det meningsfulde og gode liv? På hvilken måde kan du og din uddannelse gøre verden bedre?

–     Arbejd med dit eksistentielle indblik (din person-faglige værdier) og dit etiske udsyn (dine tanker om, hvorfor det du gør og uddanner dig til, også har en større værdi)

–    Find også nogle samtalepartnere, du kan undre dig sammen med, for forundring og undren er nogle af største erkendelses- og inspirationskræfter, et menneske kan have

–    Men leg også. Find det legende frem i dig igen, det gør dig kreativ og innovativ. Og så bliver det hele lidt sjovere i øvrigt

–     Og lyt mere til dit hjerte: hvad elsker du? Hvad holder du særligt af? Hvor er din lidenskab?

–     Vær ikke kun problem-orienteret i dine opgaver, men også ’mysterie-orienteret’, for når det gælder menneskelige værdier og etik, så er de ikke ’problemer’, der bare kan løses via en rationel tilgang, men snarere levende mysterier, vi som mennesker må lære at komme i resonans og dialog med.

Ønsker du mere viden om denne her undrings- og lege-orienterede tænkning og studieform (”the Playful and Wonder-based University”), så læs Finn Thorbjørn Hansens nye bog: At møde verden med undren: Dannelse, innovation og organisatorisk udvikling i et værensfilosofisk perspektiv (Hans Reitzel, 2018) og klik ind på Wonder Lab og Play Lab på  https://www.kommunikation.aau.dk/forskning/vidensgrupper/cdo/dialogue_labs/play_lab/ og https://www.kommunikation.aau.dk/forskning/vidensgrupper/cdo/dialogue_labs/wonder_lab/