Skrevet af sociologistuderende på 1. semester

Valg
Valget af fremtidig levevis, og den sti, der fører dertil, er en af de større beslutninger, vi som mennesker træffer her i livet. Det er et tilvalg så meget, som det er et fravalg. Når du vælge retning, fravælger du på samme vis, en hel del andre stier, som kunne have ført dig en anden vej i livet. Hvordan ved man så, om man har valgt rigtigt? Det ved man ikke. Men har man valgt med hjertets interesser, så er der en god chance for, at man er derhen af. 

Jeg valgte Aalborg Universitet og valgte det, fordi man her, arbejder i projektgrupper. Jeg valgte samarbejdet, selvom jeg udemærket ved, at det er lettere at blive enig med sig selv, frem for fem andre mennesker, med egne holdninger, etik og selv en grund til at have valgt denne sti. Men i et så individ-præget samfund, som vi har i dag, vil jeg mene, at det er sundt at lære at samarbejde. 

PBL
Aalborg Universitet er anerkendt for sin problembaserede læringsmetode, der sætter et reelt samfundsproblem i den varme stol. PBL opfordrer alle studerende til at være nysgerrige og kritiske over for verden, som vi kender den. Denne nye læringsmetode tilskriver os mere ansvar, da projektet bæger præg af de valg, vi tager. I bedste tilfælde optimeres det engagement og den motivation man har for projektarbejdet, da vi hver især har indflydelse. I denne læringsmetode bliver vi nemlig ikke fanget i emnets spændetrøje, men kastet ud i den virkelige verden, der, til vores held, ikke er ufejlbarlig og, derfor, fyldt med problemstillinger. Problembaseret projektarbejde kræver således en gruppe, og det er med den gruppe, du trodser pinlige ølstafetter og regnvejr, for at stå tilbage med en håndfuld erfaringer, der skal hjælpe dig på arbejdsmarkedet. 

Sådan en vindergruppe er ikke at finde på hylden. En vindergruppe skaber man i det samarbejde, det fællesskab og det inklusiv man etablerer. Gruppearbejde er ikke den ‘lette’ løsning, gruppearbejde er svært, uoverskueligt og irriterende diskuterende. Og derfor har vi valgt Aalborg Universitet, for at udfordre den tankegang og etik, som vi har etableret os indtil videre. Udfordringer gør os klogere, og derfor er dét at være studerende, en proces. 

Universitetet som institution har formelt set rygte for at være konservativt. Forelæsninger med envejskommunikation, et lineært læringsrum – en odyssé for snobbede, begrebsfanatiske lektorer, der ser skævt til studerende med andre læringsstile. Derfor har universitetet kun henvendt sig til en befolkningsniche, der kunne begå sig med denne stilart. Men nu skriver vi 2019, og universitetet er blevet folkeeje. Det er heldigvis længe siden man fandt ud af, at den der envejskommunikation, den giver ikke et praktisk ståsted til kommende beskæftigelse. De færreste husker rent faktisk noget af at lytte henslængt til timelange forelæsninger. Nu udgør en stor del af universitetet projektarbejdet, læsegrupper og studiejobs. Faglige tilvalg og prioriteringer.

Beck, Bentham og bund en bajer
På Honnørkajen denne morgen var der farvede t-shirts, morgenmadsposer – jeg satte mig ved et forkert bord. Pinke parykker, høflige hilsner og nysgerrige øjne, nogle der sagde noget igennem en mikrofon, tomme termokander og ind i bussen mod universitetet. Strukturfunktionalisme, interaktionisme, prekarisme, og bare rolig, “vi giver ikke mere end 50 siders akademisk tekst for, til hver forelæsning”. Bourdieeu, Becker, Balvig, Beck, Bentham og bund en bajer på 20 sekunder! Jeg var den der cirkus-artist, der prøvede at holde alle tallerknerne roterende på pinde, som jeg ikke havde hænder nok til at have greb om. 

Det gik lidt stærkt for sig, da jeg, og 6000 andre førsteårs, begyndte på et nyt studie i sommers. Opstarten på en ny æra af livet. At kunne kalde sig studerende.  

Første udfordring lå, helt lavpraktisk, i at finde rundt på campus. Aalborg Universitet blev jo i sin tid indrettet som en labyrint, for at lokke de nye studerende i vildrede, så ingen egentlig kan se forskel på de lavloftede, firkantede myretuer, med en dør i hver en ende. At finde vej til Kroghstræde 7, på cykel, i det nordjyske regnvejr, er så stor en bedrift, at det burde give mindst 15 ECTS point i sig selv.

Og fra fysisk vej til verbal forståelse. Du skal selvfølgelig tilføje alle de indoktrinerede uni-ord til din personlige ordbog. “Kvant”, “stud”, “bib”, “fib” og mange flere. Også var der de 180 nye navne, jeg blev ved med at fiske rundt i, og en kollektiv enighed om fremmøde til alle de sociale arrangementer, der foregik sideløbende med at zigzagge sig vej igennem de 50 siders akademisk tekst til hver forelæsning. Den dybe fuge i panden er allerede ved at tage form… 

At starte på et universitet er ubehagelig ting. Hvorfor vil man frivilligt udsætte sig selv for alle de anstrengelser, det indebærer? Jeg er ny i byen, jeg kan ikke finde rundt på campus, jeg husker dårligt navne, jeg er ikke den hurtigste til at bunde en øl, jeg kender ikke nogen i Aalborg og jeg har aldrig boet ude før. Alt er nyt og ubehageligt, så hvorfor gør vi det alligevel? Jeg tror, at det er fordi, der er en eksistentiel essens i utilpasheden, i at miste jordforbindelsen for en stund. Vi kommer således til at længes efter at genfinde fodfæstet i en rutinepræget hverdag, så derfor socialiserer vi intenst med vores omgangskreds, og spinder herved de første spinkle tråde i vores nye tilværelse. De spinkle tråde skal en dag blive til det nødvendige netværk, vi skal trække på, når markedet skal vide hvem vi er. Vi er mennesker, vi er flokdyr, og derfor vælger vi at finde mod til de ubehagelige ting.