Af Dianna, 5. Semester, sociologi
Velkommen tilbage til 5. Semester – Denne gang udenfor fællesskabet OG en ekstra udfordret hukommelse.
Der kan være mange grunde til at skifte semester, og derfor måske ende på en anden studieordning, end dem man studerer med. Det er lidt af hvad jeg er havnet i, i hvert fald. For at være ærlig, så har jeg gruet det en smule. Jeg har gået på universitetet i 3 år, og set de samme mennesker til forelæsningerne. Venner, bekendste, og så dem man aldrig rigtigt har snakket med. Det lyder måske vildt efter 3 år, men når man starter et hold på 180, har jeg i hvert fald ikke kunnet få snakket med alle. Nu er mine sociale rammer vendt lidt på hovedet. Nogle få fra mit nye semester har jeg måske set før, men jeg er havnet blandt folk, som har egne sociale rutiner. De var gennem rus-perioden sammen, hvor der blev sat ekstra fokus på en god social tilværelse, fordi man ved, at det har enorm betydning for trivslen. Som ny på et semester tror jeg det er vigtigt at skrive det her i panden på sig selv! Hvis nogen har prøvet at skifte skole eller studieretning, har I nok prøvet noget der er værre, end det jeg selv sidder i – Jeg har i det mindste min faglighed og passion for faget, at støtte mig til.
Som om et helt nyt semester ikke er helt nok, så har koordinatorerne valgt at køre full throttle! 2. September kaldte skemaet nemlig både på Intro-forlæsning OG gruppedannelse! “VELKOMMEN TIL” siger jeg bare. Hvis I hørte sidste måneds podcast, så har i også hørt hvor angstprovokerende sådan en gruppedannelse kan være. Men jeg var klar til at tage tyren ved hornene! Jeg vidste at gruppedannelsen kunne blive udfordrende, men når de så oven i hatten fortalte de så til intro, at os på en anden studieordning ikke kan skrive projekt sammen med resten af holdet. Hvad der ellers kunne have været en indgang til det sociale, blev en ekstra udfordring.
Jeg tager det i stiv arm – eller jeg prøver i hvert fald. Jeg har i hvert fald en bevidsthed om det, og et håb om at det hjælper mig på vej. Mine tanker bliver bare rettet meget mod dem, som er mere udfordrede end mig. Dem som havner midt i et studie, og mellem mennesker de ikke kender. Byd dem nu velkommen. Snak med dem i pauserne, foreslå at læse sammen, drikke en øl sammen – Ja, I kan også slå vejrmøller – bare et eller andet. Hjelp dem med at føle sig velkommen og finde sig til rette på studiet. Husk på at bare en lille anerkendende håndsrækning, kan gøre en verden af forskel når man er ny.