Tekst: Jeppe Brüggert
Da jeg kom til Aalborg for at studere, da havde jeg hørt rygter om en by ved navn Hjørring. Min viden omkring byen var dog meget lille, og begrænsede sig til et par vilde fortællinger fra min bedstefars ungdom under krigen, og et par forkølede geografi-timers stirren på et landkort. Når jeg hørte navnet Hjørring, så fik jeg altid den indskydelse at spørge, hvor mørkt det var i Udkantsdanmark. Jeg fik dog hurtigt sat på plads af mine medstuderende fra Nordjylland, at ”Udkantsdanmark” ikke var så mørkt igen, og at Hjørring især havde mere at byde på end som så! Byen ligger ganske vist langt mod nord, et stykke vest fra alfarvejen mod Skagen og Frederikshavn, men har alligevel formået at blomstre, og følge med den udvikling som tiden har bragt. Hjørrings success som by og købstad blev derfor fejret med maner.
En lille by langt mod nord
Min manglende viden sat til side, hvad er det så, der gør Hjørring til noget særligt? Hvad er det, der gør, at byen fortsat har sådan en fortryllelse over mennesker, længe efter at de har hevet teltpælene op? Det er ikke noget, der kan elaboreres på i en enkelt artikel, hvis argumenterne skal komme til sin ret. Jeg vil dog forsøge at forklare, hvad der muligvis kan være på spil i Hjørring, og måske også i andre dele af “Udkantsdanmark”.
For det er noget så simpelt, og alligevel så kraftfuldt, som sammenhold, og længslen efter stemningen som kun ens hjemstavn besidder! Sammenhold kan for nogen synes som et banalt koncept, og disse ville måske argumentere for, at de selv har et sammenhold i form af deres nærmeste omgangskreds. Sagen er dog bare den, at sammenholdet i en by eller et område der deler en fælles identitet, omend denne måske ikke synes mærkbar for en nytilflytter, eksisterer på dybere og alligevel højere plan. Det er genkendeligheden i landskabet.
Det er de særlige lugte, der gennemtrænger huse, veje og gadekær. Det er den fælles fortid, som alle indbyggere måske ikke kender til, men som alligevel har resulteret i, at de er der, hvor de er i dag. Denne følelse kan aldrig erstattes af en vennekreds, uanset hvor stor denne så måtte være. Følelsen af sammenhold vil give den bortrejste datter eller søn af fællesskabet et snert af hjemve, omend det ikke altid står klart for disse mennesker i diaspora. Savnet efter sammen- og tilhørsforholdet vil altid kunne finde et sted i hjertet.
For dem fortsat boende i byer som Hjørring eller Brovst kan verden synes hård, og folk har derfor brug for sammenholdet for at “overleve”. Dermed ikke sagt, at sådanne byer nødvendigvis lukker om sig selv, men de vil i højere grad bruge sammenholdet og fællesskabet til at propellere byen fremad, og samtidig trække deres bortløbne børn tilbage. Det er det, der er særligt for Hjørring. Og det er derfor, fejringen af byen i 2018 var så vigtig en begivenhed
Et stykke levende historie
Hvad er det så, der netop gør det herrens år 2018 så specielt for en by, der har overlevet besættelse, økonomiske svingninger og at blive givet labelen soveby af folk syd for Limfjorden? Årsagen til det hjørringske fænomen kan tilskrives et ord, købstadsrettigheder.
For nogle unge, og voksne, kan dette ord måske lyde hult, uden betydning og værende i den samme kategori som bajads, gedulgt og vægelsind. Der lå dog en stor ære i, for samtidens indbyggere i 1243, at Kongen, Erik d. 4, Plovpenning, skænkede Hjørring denne titel, samt de økonomiske privilegier der fulgte med. Der blev givet forskellige rettigheder for industriel udvikling i byen, og det var heri, at byens fremtidige økonomiske betydning blev lagt, da Hjørring derved blev anerkendt som et økonomisk centrum for nærområdet, samt en sværvægter blandt Vendsyssels andre købstæder.
Derudover blev det et administrativt og kirkeligt sæde, hvor biskopper og administratorer kunne holde til huse, hvilket er et privilegium, der til dels vist fortsat er tilfældet for byen i dag. Med tiden har titlen som købstad dog mistet noget af sin betydning, men arven derfra lever dog fortsat lystigt videre i dens borgere, der fortsat finder lokal stolthed over det kongelige dekret.
Fra købstad til kulturstad
Hjørring er dog kommet langt på sine knap 775 år som købstad, og har ekspanderet længere ud, end grundlæggerne af byen kunne have drømt om. Det kunne derfor tænkes, at byen ville stille sig tilfreds med den plads i Nordjylland, som den har opnået i det 21. århundrede.
Byens borgere og lokalforeninger valgte dog ikke at hvile på laurbærrene, da byens jubilæum og officielle fødselsdag d. 31. marts det følgende år nærmede sig. Byen skulle fejres med en fest, der ville give genklang i Norden, men det skulle gøres på en måde, således Hjørrings image som en progressiv by blev mejslet ind hos alle!
Hvad der blev løsningen, var en ugelang kulturel festival, hvor byens institutioner gik sammen om at skabe rammerne for Europas største teater- og kulturtræf. Aktiviteterne, der bl.a. bestod af forestillinger på Hjørring Teater og historiske byvandringer, blev spredt ud over hele ugen, men kulminerede d. 28. marts med en forvandling af Hjørrings bymidte fra en moderne by til en rejse gennem tiden.
Den besøgende kunne opleve middelalderens feudale samfund, og møde skænkeren af købstadsprivilegiet, Erik Plovpenning i al hans magt og pragt. Fra mødet med kongen selv, kunne deltageren opleve maden, skolegangen og hekseafbrændingerne under enevældet, og derfra gå videre til tiden med industrialiseringen, efterkrigstiden og frem til nutiden, hvor stemningen fra bl.a. den sidste henrettelse i Hjørring, af hustrumorderen Thomas Thomassen Bisp, til koncerter med swing, jazz og pop. Disse førnævnte festivitas var dog ment som den mere uformelle fejring af byens fødselsdag. Den 31. marts 2018 blev der i stedet for fest og farver afholdt en mere afdæmpet gudstjeneste i Skt. Catharinae Kirke, efterfulgt af byvandringer og reception ved Hjørring Teater.
Med rødder i fortiden og blikket mod fremtiden
Fejringen af Hjørring er for længst afsluttet. De frivillige er gået tilbage til den daglige trummerum, og Erik Plovpenning ligger igen trygt og godt i Ringsted, hvor han nok må ligge endnu 24 år, inden han kan komme ud og spassere igen. Så hvad har det givet Hjørrings borgere, at de har haft lejlighed til at fejre byens fødselsdag og købstadsstatus?
Nu er jeg ikke selv fra området, men jeg kan forestille mig, at byens indbyggere har fået fornyet indsigt i dens historiske ophav, hvilket er et vigtigt udgangspunkt for dennes fremtidige udvikling. Derudover har det sikkert udviklet en stærkere lokal identitet, om ikke andet så i hvert fald styrket den, men det er også særdeles vigtigt i en tid, hvor stadig flere mennesker vælger at søge mod Aalborg, Odense og København. Hjørring har formået, hvad så mange andre købstæder ikke har igennem tiden, den har forholdt sig relevant for dens befolkning, og har vist os danskere syd for Limfjorden, at der stadig er lys i det ”mørke” Jylland.
