Once in a lifetime

af Dianna Korshøj, 6. Semester på Sociologi

.

Når forskellige mennesker skal arbejde intenst sammen om en opgave, kan det være super svært. Og med mine 31 år i rygsækken ved jeg, at det aldrig bare er en dans på roser. Jeg vil fortælle en historie, som måske virker for godt til at være sand.

Jeg synes det er sundt, at justere sine forventninger realistisk – derfor forventede jeg, at projektarbejdet ville være svært at planlægge og blive enige. Jeg forventede at det var et ganske almindeligt projektarbejde, hvor jeg skulle bruge kræfter i starten på at overbevise de andre om det, der for mig er nødvendigt for at arbejde tæt sammen og nå et fornuftigt resultat:

Fællesskab, engagement og hygge!

Det lyder måske underligt, men på baggrund af erfaring og diverse forskning, havde jeg bestemt mig for, at  prøve at overbevise gruppen om at tage en weekend i sommerhus i begyndelsen af gruppearbejdet – når vi havde noget at arbejde på. En weekend uden for vante rammer, hvor der både var plads til arbejde og at skabe sig tossede, ville teoretisk set kunne give gruppen et crash course til en tættere relation og fællesskab. I mine tanker, med min viden og erfaring fra tidligere projektarbejde, synes dette at være den bedste måde at sikre, at dette projektarbejde både ville være rart og produktivt.

Jeg blev klogere

På mit studie skriver vi de emner op på tavlen vi vil forske i, og på den baggrund danner vi grupper. Det var fint for mig, for jeg var skrå sat på hvad jeg ville forske i, og jeg var forberedt på at jeg kunne risikere at ende alene, når jeg ikke var villig til at skifte emne. Det var fint. Først var der en der ville være med, så en anden, og så en tredje. Da dagen var slut var vi derfor fire i gruppen, hvor jeg kendte den ene ret godt, den anden nogenlunde (beundrede ham meget for hans faglige tilgang), og den tredje kendte jeg ikke rigtigt. Det var skønt, for selvom emnet måske ikke var noget alle ligefrem brændte for, så var et gruppearbejde med selvstændighed, faglighed og produktivitet noget vi alle var meget enige om.

I starten var vi nok alle noget tøvende, og jeg vil indrømme, at jeg måske dominerede en smule, fordi jeg havde en klar vision for projektet. Vi mødtes nogle gange, fandt empiri og skrev ting hjemme. Jeg vil indrømme, at jeg blev lidt skuffet indeni da samtalerne, hjemmearbejdet, empirien og interesser bragte problemfeltet i en lidt anden retning end hvad jeg egentligt havde forestillet mig. ØV! Men det er jo en del af et gruppearbejde: man bliver enige eller finder det bedst mulige kompromis.

Det gik helt galt!

Jeg havde nogle gange luftet tanken om weekendturen, og selvom det tog noget overtalelse, begyndte folk at acceptere tanken. Vi kendte stadig ikke hinanden ordentligt, og havde en relativ “professionel” tilgang til hinanden. Så småt begyndte tingene dog at gå helt skævt. Det blev tydeligt, at tre af os kunne bedre sammen, havde et andet syn på helheden og var tekstmæssigt på et andet sted end den sidste. Det var virkeligt skidt: ting blev misforstået, og trods utallige forsøg på at finde en løsning, endte det meget brat med et gruppesplit, som blev håndteret helt forkert. Meget kunne og burde have været håndteret anderledes, og det er faktisk noget jeg ofte lykkeligt glemmer var en del af den projektarbejdet.


Hvis man skal sige noget positivt om situationen, så gjorde den modstand, at vi fik set nogle ret personlige sider af hinanden, var tvunget ud i ret meget konfliktmægling og at vi blev nødt til at revurdere retningen for projektet. Det ville faktisk sige, at lige det weekendturen skulle have gjort, gjorde konflikterne i stedet.

Tidspresset

Der var gået meget tid på problemfeltet, og vi var kun akkurat kommet til informantsøgningen, så vi havde travlt! Vi brugte meget tid sammen, og de evindelige dage i grupperum med mange timers hjemmearbejde til langt ud på natten, skubbede mig ud i en følelse af stress – det selvsamme emne vi forskede i. Derfor begyndte jeg at insistere på alternative “hyggelige” arbejdspladser for lidt adspredelse. Selvom hygge-elementet var fjernt fra de andres tanker om arbejde, indvilgede de i, at vi kunne forsøge at arbejde en dag hos mig, nu hvor vi havde arbejdet på deres foretrukne steder ved tidligere møder. Igen mødte vi et acceptabelt kompromis – på forsøgsbasis i hvert fald.

Dagligstuens bløde gemakker og snakken om hygge, fik særligt den ene til at gå dagen i møde med en del mistro – den anden kendte mig noget bedre, og var derfor mere åben for det. Det tog nok et par timer eller tre, før omgivelserne ikke længere blev nævnt som kritik af effektivitet. Men da vi først overkom den forudindtagelse, kunne vi alle blive enige om at vi faktisk var lige så produktive i bløde gemakker som ellers – på samme tid med at vi faktisk smilede, var mere afslappede og havde tid til at lade samtalen løbe af sporet fra tid til anden.

Gode på skift

Vi mødtes stadig med mellemrum, hvor vi også arbejdede meget hver for sig, og når vi arbejdede sammen, gjorde vi ikke altid det over samme skærm: en kunne fx lave lidt selv, mens to andre samarbejdede om noget andet. Vi tog pauser sammen, lavede mad sammen mens vi arbejdede, og hvis samtalen kom for meget på afveje, var der altid en, som hev os tilbage på sporet. Det var meget flydende hvem af os, som rettede os ind igen, så der var ikke den negativitet omkring det, som der ellers nemt kan komme.

Det var efterhånden også flydende hvor vi befandt os: vi var det sted arbejdet hvor arbejdet gav mening, så den meget lange dag med fælles ord-analyse i NVivo brugte vi selvfølgelig på campus foran en stor projektor, hvor der var plads til både overblik og store armbevægelser.

The long stretch

Trods den fabelagtige arbejds dedikation og samarbejde, møder vi alle tidspres og stress når afleveringsdagen lurer om hjørnet. Vi var pressede og både hele afsnit, den metodiske tilgang og analyse blev heftigt debatteret. Var det godt nok? Skulle vi droppe dele? Skal vi udelukke de ting, som var mere ‘vågede’? Spørgsmålene var mange, da vi havde turdet vove os ud af vores faglige komfortzone; vi havde turdet FORSØGE… Havde turdet udfordre os selv i både teori, metode og tilgang, men nu hvor det skulle afleveres var det ubehageligt, for vi kunne risikere at have misforstået det, gjort det forkert, og alt i alt, slet ikke leve op til hvad man skal som studerende på vores uddannelse.

Jeg husker særligt den ene dag, da den har efterladt så store aftryk i min hukommelse. Hele projektet var i spil, og vi tvivlede, fluekneppede, arbejdede, arbejdede og arbejdede. Hverken overspringshandlinger eller udenomssnak blev der plads til. Vi var pressede! Adrenalinen pumpede gennem kroppen, og presset kunne virkelig mærkes! På magisk vis, nåede vi alligevel et acceptabelt punktum for projektet. Vi havde det alle som at have løbet et marathon, og nu sad vi med en underlig følelse; kontrasten over dem alle: et PUNKTUM!

Rastløs

Skulle vi bare gå hvert til sit, fordi vi ikke skulle længere arbejde? Vi var rastløse! Vi snakkede om alt og intet. Måske skulle vi lave et par drinks for at fejre punktummet? Jeg fortalte, at jeg tidligere har hoppet i havnen når jeg har haft den følelse, hvilket åbenbart vækkede både undren og interesse. De spurgte nysgerrigt ind, men det var bare for mærkeligt? Vi var både rastløse og helt høje af følelsen, punktummet havde efterladt, så før vi fik set os om, befandt vi os ved havnebadet! Og efter en fornuftig tøven i kulden, havde vi alle smidt klunset og hoppet i havnen!

Det var en vild oplevelse, som helt sikkert fik os ud af rastløsheden, men også meget hurtigt fik os tilbage i varmen med en drink i hånden. Nu kunne dagen og projektarbejdet afsluttes med en dag, som de færreste nok ville tro på. Vi var ikke gamle venner, eller havde intime relationer; vi var en projektgruppe, og en fandens mindeværdig en af slagsen!

Jeg ved, at jeg nok næppe oplever den type faglighed eller social dynamik i en arbejdsrelation igen, men kan altid se tilbage på denne projektgruppe, som en der lykkedes. Det var hårdt og det var svært, men det er projektarbejdet vel oftest, hvis man vil nå et resultat alle kan stå inde for.

Næste semester, når jeg skal lave projektarbejde igen, tænker jeg i hvert fald, at weekendturen er noget der skal satses på, for min erfaring er, at hvis man tør lukke folk ind både fagligt og socialt, kan man opleve et samarbejde, som går ud over ens vildeste fantasi!