Bæredygtighed… a hva for noget??
Tekst // Martin Ingversen, skribent
Hvad vil bæredygtighed egentlig sige? Filosofisk undren omkring bæredygtighed, er begyndt at besætte mine tanker mere og mere. Allerede i en ung alder, begyndte jeg at stille store spørgsmål omkring moder jord og den manglende kærlighed, vi ynder hende! Bæredygitghed er efterhånden blevet et fint synonym for kapatalistisk liderlighed. Vi forbrugere tror blindt på, at verden bevæger sig ind i en blomstrende periode, men mon vi får hele pointen med? Eller tror vi blindt på politikere og virksomheder? Jeg undrer mig ofte over, hvordan bæredygtighed skal flytte sig fra at være ignorante luftige visioner for kommende generationers levevilkår her på kloden, til hårde kendsgerninger. For hvorfor aner den gennemsnitlig forbrugere ikke seriøsiteten i moder jords kald? Bæredygtighed er blevet til en lille provinsby i Rusland for de fleste i vesten! Hvad vil det egentlig overhovedet sige at være bæredygtig? Og hvad er FNs Verdensmål og dens essens?
Uanset politisk overbevisning, kan vi hurtig blive enige om, at vi bliver nødt til at gøre noget for at sikre klodens overlevelse.
Forbruger zombier
Frustrationen over vores manglende bevidsthed omkring moder jords kald, er efterhånden så markant, at jeg betvivler samfundets interesse i overhovedet at implementere en grønnere omstilling! Når jeg kigger i et tilbudskatalog, kan jeg næsten krumme tæer over, hvordan vi blindt kan acceptere billige produkter og et ’’jeg MÅ bare have den nyeste X gadget’’ kultur. Jeg bliver til dagligt stillet overfor konsekvenserne af vores liderlighed over for vækst og forbrug. At finde smuthuller i det vækstorienterede system, er krævende. Ikke flere flybilletter, genbrugsvarer og skralde/-vegansk kost er valg, tidligere generationer har truffet for mig. Som borger har jeg et ansvar for mig selv, såvel for moder jord. At jeg som borger i Danmark, skal føle skyld og skam over de konsekvenser min egen købekraft de sidste 23 år har forårsaget, vil altid sidde i mig.
Derudover kan en tur gennem strøget, med spørgsmål til befolkningens bevidsthed om FNs Verdensmål fra 2015, ikke andet end berige mig med frustrationer og motivation til at kæmpe endnu hårde for at gøre verdensmålene til et bindende led i vores bevidsthed og adfærdsmønstre.
Den industrialiserede/- postmodernistiske tid, har transformeret borgere til forbrugszombier. Vi render hovedløs rundt og køber produkter, vi ikke har den fjerneste anelse om, hvordan bliver produceret. Vi kigger måske på labelet ’’EU- godkendt’’ og dermed kan vi trygt smile med falsk samvittighed. Røg ud af udstødningerne på de travle forbrugere, dampende skorstene og så meget andet godt fra den industrialiserede system, er kvælende.
Knudret samfundstilstand
Problematikken kan ikke alene skyldes på os forbrugeres uvidenhed, men snarer kan man holde samfundet, virksomheder og akademiker ansvar! Vi lever i dag i en knudret samfundstilstand, som i nogle kredse vil defineres som værende en skyttegravskrig. Vi har endnu ikke, i dagens Danmark, fattet alvoren i klima problematikkerne. Problematikken skyldes manglende samarbejde fra både politikere, akademikere og virksomheder. Akadimikere fokuserer udelukkende på forskningsfrihed, hvor bæredygitghedsorienterede artikler næppe får tilstrækkelig opmærksomhed. Virksomhederne har den fornødne kapital, samt drivkraft til netop at igangsætte en grønnere omstilling. Dog har den kapitalistiske liderlighed kun vækst og penge for øje. Politikker og andre lignende fagfolk render forvirrede rundt, med manglende indsigt i, hvad der reelt er vigtigt. Indvandringskriser, krigsintiativer, ignorance, pension, ministerbiler og egoisme er drivkraften for deres dukketeater.
Filosoffens undren?
’’Mankind seems to be going farther and farther into more experiments for the destruction of himself and his world’’ Man kan jo stille sig selv det spørgsmål om, hvornår vågner folk op? Hvad skal der til? Kræver det virkelig en gennemsnitlig havstigning på 10 meter, før vi fatter mod til at tage initiativ? Er en gennemsnitlig temperaturstigning på 4% overhovedet et overbevisende bevis på, at moder jord raser imod os? Eller skal vi kvæles af dårlig iltkvalitet, før vi indser alvoren? Er det overhovedet en mulighed at få ændret verdenstrukturen i sådan en diskurs, at vi opnår verdensmålene inden 2030? Hvad foregår der egentlig? Dette er typiske spørgsmål jeg stiller mig selv, hver gang jeg lægger på mig til sove. Bekymringer, frustrationer og bæredygtighed er et tvunget erhverv, jeg er blevet sat overfor. Hvem jeg kan takke, bør jeg næppe nævne… Længe leve menneskeheden.
Unified social responsibility
Hvis ikke vi vil have kærestesorg over moder jord, må vi handle imperativt. Hvad vi mangler I nutidens gennembrud, er et paradigmeskift, hvor politikere, akademikere og virksomheder indgår i en Unified social responsibility. At begrænse forskningsfriheden en smule, og sætte større krav til bæredygtig forskning kan virke strengt og totalitært for et liberalistiske land som Danmark, der netop tillader forskningsfrihed/- ytringsfrihed. At forvente at virksomheder skal indgå i bæredygtigt samspil med resten af verden, kan virke kontrollerende og dominerende for den frie markedsbevægelse. Forventning til politisk initiativ kan næsten virke usandsynligt, at Joacim B. Olsen er til, er argumentation nok! Men med den rette opbakning fra unge, såvel som gamle, har vi et ansvar. Vi skal skubbe vores grænser og sammen indgå i en stærk og grøn bevægelse, så vi kan blomstre sammen med moder jord endnu engang! FOR vi har et ansvar for både os selv, vores børn og børnebørn, de fremtidig generationer og ikke mindst vore kære moderjord.
