1. Beskriv dig selv med 3 ord
Jeg hader havearbejde.
2. Hvad ville du være som barn?
Professionel håndboldspiller, kriminaljournalist eller ejer af min egen butik med tegneserier og figurer.
3. Hvad er du fagligt mest stolt af?
Jeg gør meget for at bidrage til, at studerende har eller får super studie- og læringsvilkår. Men fagligt er jeg også stolt af mit beskedne bidrag til forskning i interaktive digitale medier. Og det er et bidrag, som kun er muligt, fordi jeg har fantastiske kollegaer. Det er mange år siden, at jeg forsvarede min PhD, men den var jeg nu også stolt af. Mest fordi jeg i dag kan se, at noget af det, jeg søgte at bevise, faktisk er blevet virkelighed.
4. Hvis du vandt 10 millioner kroner, hvad ville du så gøre?
Jeg ville nok købe den største Tintin-raket, men så ville jeg spørge min hustru, hvad hun havde lyst til. For fik jeg lov, ville jeg bare fylde huset op med tegneserier, figurer, lyssværd og andre gadgets. Og så tror jeg, at min hustru ville sige, at vi skulle investere i bolig til vores børn og rejser til os selv. Og en rejse kunne jo sagtens gå til verdens største Comic Con.
5. Hvad er det skøreste, der er sket for dig?
Hver dag er skør på sin egen måde. Skør er sådan noget med, at ting bliver vendt op og ned. Og det skøreste var, da jeg var ved at miste min hustru. Det var crazy på den kedelig måde.
6. Hvilken person, død eller levende, ville du helst møde?
Groucho Marx, Dan Turéll eller Ove Sprogø (aka Egon Olsen).
7. Hvad er det værste ved dit arbejde?
Deadlines og tvære studerende, selvom begge er nødvendige og findes.
8. Hvad er din livret?
Fruens tapasbord, eller vildt med en ordentlig skålfuld Waldorfsalat til.
9. Hvilket dyr ville du være?
Jeg lavede engang for mange år siden nogle interviewspørgsmål, som skulle bruges til noget kampagneværk i idrætsverdenen. Et af spørgsmålene til politikerne var netop, hvilket dyr de så sig selv som. Og det, man er, behøver jo ikke at være det dyr, man gerne vil være. Det kunne være fedt at være et havdyr, der kan svømme og dykke med hvalerne og opleve en verden, som er helt ukendt. Men skulle jeg vælge ét, så ville det være fedt at være en panda. Pandaen har altid fascineret mig. Og nej, ikke fordi den tegnede panda kan kampsport.
10. Hvad er dit nuværende projekt?
At finde finansiering til forskningsprojektet “Interfacing Sport: Interactivity, Participation, Emergence”, hvor fokus er på, hvordan brugere kan anvende interaktive digitale medier til at deltage i sport og til at opdage nye former for bevægelse. For det er rigtigt vigtigt, at vi som mennesker bevæger os. Og det behøver ikke altid at være surt slid. For at bevæge sig er i Top Tre af de handlinger, som på en gang gør os glade, vækker legelysten og ikke mindst bidrager til, at vi kan holde de værste skavanker fra par karatespark fra livet.