Tekst: Veronica Maria Jensen
For omtrent fem år siden stod jeg over for et vigtigt valg, som alle unge mennesker kommer til at stå overfor. Et valg der for nogen ligger klart i kortene fra barns ben, og for andre er det sværeste valg, de kommer til at stå over for. Jeg taler selvfølgelig om det store uddannelsesvalg. Hvad vil jeg arbejde med resten af mit liv? Et sådan spørgsmål lyder skræmmende, og det er skræmmende.
De fleste jeg gik i gymnasiet med, vidste lige præcis, hvad de ville læse efter gymnasiet. En ville være sygeplejerske ligesom sin mor, en anden ville læse jura og tjene mange penge og en tredje ville rede verden. Jeg selv stod i en situation, hvor jeg var helt blank. En fornemmelse af fuldkommen forvirring ramte mig med et brag. Hvad vil jeg? Vil jeg tjene mange penge? Vil jeg arbejde med noget, jeg brænder for? Hvad brænder jeg egentlig for? Spørgsmålene var mange.
Efter et sabbatår med diverse jobs, kom jeg frem til et valg. Jeg ville læse til fysioterapeut, og når folk spurgte, vidste jeg ikke helt hvorfor. For noget man skal være klar på er, at hele verden spørg ”hvorfor?”. Og så skal du også helst være klar med en akademisk avanceret begrundelse for dit valg. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men blot at kroppen er et fuldkommen fantastisk bevægeapparat, og det tiltalte mig at blive klogere på den. Efter to år på Fysioterapeut uddannelsen ramte det mig så. Jeg havde valgt forkert; fuldkommen skudt ved siden af. Jeg valgte derfor at droppe ud, og jeg kan huske, at jeg følte pinlighed helt op
til begge mine ører. Hvad ville folk ikke tænke? Hvad ville mine forældre sige til det?
I dag er det over to år siden, jeg droppede ud. Jeg læser nu en bachelor i Kommunikation og Digitale medier på Aalborg Universitet, og jeg er sådan rimelig sikker på, at det er min drømmeuddannelse. ’Drømmeuddannelse’ eller ej, jeg læser noget, jeg brænder for og synes er så meget mere motiverende for mig som menneske. Følgelig har jeg fundet ro og blevet klar over, at det slet ikke var nødvendigt at tænke, som jeg gjorde dengang. Min omverden var forstående, mine veninder bakkede mig op og mine forældre synes, at det var fedt at se, at jeg tog ansvar og fandt min rette hylde. Også selvom det kostede mig to år.
I lang tid følte jeg, at jeg havde spildt to år af mit liv, og alle mine veninder var foran mig. Det var ret hårdt at føle sådan. Men i dag ser jeg nærmere de to år som en god portion ekstra erfaring på opsparingen. For mig var dét at vælge forkert, grunden til at jeg senere valgte rigtigt. Vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at man ikke behøver ramme plet, første gang man skyder. Det er okay at vælge forkert, og man behøver ikke have nogen fast plan.
