Tekst: Ida Elisabeth Agerkvist
Julen nærmer sig, mennesker myldrer ind og ud mellem hinanden med shoppingposer, dankortene gløder ligesom Sallings ikoniske julelys, og jeg vil i den anledning lige benytte lidt spalteplads på at være lidt af en lyseslukker og slå et slag for at bekæmpe klimakrisen eller måske ligefrem række fuck til den forbrugsfest, julen nu engang er.
Vi kan tale lidt om pebernødder, der rammer hylderne i supermarkedet i oktober og senere rammer bunden af ens indkøbskurv, men jeg tænker ikke, de er nogen synderlig synder i alt det her klimahalløj. Nej, småkagerne er nu nok langt fra det eneste, der kan finde på at tage hovedspring fra hylderne i supermarkedet og ned i ens indkøbskurv i juletiden.
Julen er forbrugerens fest. En fest, vi alle er inviteret til, hvad end vi vil det eller ej. En fest, jeg personligt har frygtet lidt, og som jeg i år tager afstand til eller i hvert fald håndterer en anelse anderledes, end jeg har været vant til. Alt sammen fordi jeg bare gerne vil efterleve mine værdier om bæredygtighed.
Og hvordan dælen håndterer man så at overleve julen, hvis man vil efterleve sine bæredygtige værdier? Er det noget med at indkalde til et dramatisk familiemøde for at fortælle, at det her gaveræs simpelthen skal stoppes. Eller skal man stille sig ned i butikkerne og give folk et rap over nalderne, når de fisker dankortet op af lommen og skrige ”fuck forbrugerisme”. Nah, nok næppe.
Det her handler ikke om, at jeg skal sultestrejke, fordi jeg ikke gider gris på min tallerken, eller at skal sidde og surmule i et hjørne juleaften. Jeg har heller ikke tænkt mig at forberede en powerpointpræsentation til min familie juleaften, der handler om sammenhængen mellem det ligegyldige lort, der ligger under træet og klimakrisen, ligesom jeg ikke har tænkt mig at crashe juleaften iført julemandskostume med en tom sæk i protest mod forbrugerismen.
Så selvom titlen på artiklen her kontroversielt skriger: ”…en fuckfinger til forbrugerfesten”, og du måske nok fattede, at jeg er en art klimaforkæmper, så må jeg skuffe dig og afsløre, at selvom jeg bærer fanen for klimaforkæmperiet højt, er det altså på en fandens fredelig måde.
Og for lige at foregribe, at nogen eventuelt skulle gå hen og få glöggen galt i halsen, vil jeg godt afsløre, at min anderledes jul er ikke lig med askese. Den er som sagt bare anderledes. Jeg elsker julen, maden, gaverne, hyggen. Ja, jeg holder af hele svineriet. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at nøjes med noget. Jeg har bare heller ikke tænkt mig, at mit forbrug skal være på bekostning af klimaet. Så jeg har ligesom forsøgt at skære til, skrælle mig ind til, hvad det allervigtigste for mig er. Overvejet mine behov og sådan noget.
I år kommer jeg ikke til at trave Aalborg tynd og opleve panikken over at skulle købe gaver til familiemedlemmer, jeg kun har et efternavn til fælles med, og som jeg mest af at kender fra opslag på sociale medier. Jeg kommer heller ikke til at skulle opfinde behov for random ting, jeg i virkeligheden ikke har brug for. Jeg har simpelthen været så fræk, at jeg har forsøgt at frabede mig gaver købt fra ny og stillet krav til gaver om, at de enten skal være brugte eller noget, jeg kan opleve. Og så har jeg heldigvis kun gaveaftaler med mine allernærmeste, som respekterer, at jeg ønsker en bæredygtig jul. De kan godt affinde sig med, at jeg har jagtet ting på Tradono eller nok højst sandsynligt selv har kreeret et eller andet til dem. Der er altså ikke nogen, der forventer, at jeg disker op med et eller andet vanvittigt, som ikke er venligt over for SU-budgettet eller klimaet. Jeg kommer heller ikke til at skulle fremtvinge et smil over at have fået endnu et Kay Bojesen-dyr til samlingen, der står og samler støv. Og mine gaver kommer nok heller ikke til at være en del af statistikken om den kvarte milliard, vi danskere bytter julegaver for.
Jeg synes ikke selv, jeg har skruet særligt gevaldigt ned for gaveræset, men bare revurderet, hvad der egentlig betyder noget for mig og har allerede nu en fornemmelse af, at jeg kommer til at have en noget mere afslappet december måned end de fleste andre med en større følelse af frihed. Jeg tror på, at min jul bliver god, hvis ikke bedre end de andre, af ikke at have Forbrugerismen siddende til bords. Med frygt for at virke helt frelst tror jeg på, at dét at skrue ned for de fandens forventninger til gaveudveskling gavner mig og mine nærmeste mindst lige så meget, som det gavner klimaet.
