Korrektur • Fotograf • Skribent • Oversætter • Tegner • Humor

Her på redaktionen ønsker vi at emme af passion, og fra næste semester får det endda ekstra plads i bladet! Passion er mange ting, men som frivillig for Agenda er det selvfølgelig også et arbejde. En indsats som frivillig på redaktionen kan bidrage til både udvikling, opkvalificering, netværk og kan derfor endda udmunde i fordele, som kan gøre dig mere attraktiv på det forestående arbejdsmarked.

Kontakt os allerede i dag på redaktor@agenda.aau.dk og fortæl os lidt om dig selv, og hvor din ild brænder, så vi sammen kan gøre dit studie mere passioneret.

 

Korrekturlæser

Sidder du ofte længe og gennemgår dine afleveringer, fordi det til tider kan gøre fysisk åndt (Av for den!) at se kommafejl eller en forkert formuleret sætning? Vil du bevise din sproglige færdigheder, eller vil du bare have god øvelse i grammatik? Så kan du blive korrekturlæser hos os. Vi har dygtige skribenter her på bladet, men i deres jagt på den gode historie, kommer der en smutter i ny og næ, og derfor har vi brug for DIG til at få det til at gå op i en højere enhed.

 

Fotograf

Et billede siger mere end tusind ord, og vi vil rigtig gerne høre hvad DU har at fortælle! Har du flair for lyssætning, opsætning, for at få folk til at stå helt rigtigt, eller kunne du bare godt tænke dig at tage nogle fede billeder og få lov til at se dem på tryk? Så bliv fotograf hos os! I samspil med skribenten kan du give læserne en levende oplevelse med dine billeder – enten i forbindelse med en artikel, eller fortæl DIN historie med en spændende fotoserie.

 

Skribent

Mangler du en ventil for dine store tanker, er god til at finde den ‘gode historie’ og formår at formulere og formidle viden på en læservenlig måde? Som skribent hos os har du i samspil med både fotografer og andre skribenter, mulighed for at planlægge interviews, lave research og deltage i foredrag, for på den måde at skabe fede artikler som underholder, gør folk klogere eller lægger op til debat.

 

Oversætter

Har du et godt engelsk ordforråd, og synes du også Agenda burde være tilgængeligt for vores internationale studerende? Så hjælp os med at gøre det muligt! Du bliver på samme tid mere attraktiv for internationale virksomheder end kun med dit eksamenspapir i hånden.

 

Tegner

Hygger du dig med at tegne, og bliver andre mennesker forbløffet over dine små pause-tegninger? Som noget nyt, kunne vi godt tænke os at kunne supplere vores artikler med nogle fede streg-tegninger. Vores egne tændstikmænd er bare ikke gode nok, så hvad end din tegnestil er japansk, realistisk eller noget tredje, vil vi rigtigt gerne se hvad du har at byde på!

 

Humoristisk indspark

Er du træt af at ringe 112, fordi du IGEN har tvunget dine venner i gulvet med et slemt tilfælde af latterkramper, og har du nemt ved at finde en humoristisk, og måske endda satirisk vinkel, som kan underholde og skabe debat? Så er det måske dig vi står og mangler. Her i Agenda kunne vi nemlig godt tænke os et lille humoristisk indspark, som kan give vores hårdtarbejdende læsere et uhøjtideligt afbræk fra de tørre og tunge studier. Form og udtryk skabes samarbejde med den øvrige redaktion, men din forskruede tankegang kan forhåbentligt vise vej og skabe noget smukt!