Tekst: Alexander Kokkedal

Fotos: Phillip Sperling

Studielivet på Aalborg Universitet har igennem mange år startet med morgenmad på Gammeltorv.  Nye i byen ser måske gennem skoven af farverige bannere påtegnet ”Medicin”, ”Dansk” og ”Sociologi” en lille, nyrenoveret bygning lige over for Budolfi Kirke. Bygningen hedder Studenterhuset, og lige siden 1996 har den haft en særlig plads i mange studerendes hjerter både som spillested, bar, café og et frirum for studerende i Aalborg midtby.

Studerende ville have plads til sig selv

Bag Studenterhusets daglige drift står en forening af frivillige bartendere, teknikere og en bestyrelse. De fleste er studerende på AAU eller UCN. Til det kommer så to fastansatte og tre på deltid, der håndterer alt det administrative fra Studenterhusets nye kontor på 1. sal.

Til de fastansatte hører Mads Mulvad, der både er kunstnerisk og administrerende leder. Han har været med næsten siden husets begyndelse – dengang nogle 90’er-studerende savnede flere kvadratmeter at boltre sig på. Spillestedet Skråen, der dengang lå på Strandvejen, havde været flittigt besøgt af studerende, men de ville have plads til sig selv.

”I starten af 90’erne blev en organisation opbygget, som havde fokus på at lave fester og koncerter med studerende som drivkraft. Den daværende rektor, Sven Caspersen, havde tiltro til, at det ville give mening at finde et hus for den gruppe af studerende, hvor de kunne udfolde sig noget mere, end de gjorde nede på Skråen,” fortæller Mads Mulvad.

 

Fra bankbygning til spillested

Rektor Caspersen var af den overbevisning, at et godt universitet ikke alene er kendetegnet ved undervisning og forskning, men også må have et spændende og aktivt studiemiljø. Øjnene faldt på en gammel bygning op til C.W. Obels Plads, der tidligere havde logeret Den Danske Bank. Både dengang og nu ejes bygningen af A. Enggaard A/S, en ejendomsinvestor. AAU lejede sig ind og fik overtalt Enggaard til skyde penge i ombygningen af ejendommen.

En arkitektkonkurrence blev sat i stand for at indhente bud på, hvordan huset bedst kunne ombygges, så det rummede de ønskede lokaler. To spillesteder med scene skulle der være, oprindeligt bestemt til hhv. 600 og 150 personer, men senere ændret til 450 og 200.

Der skulle være grupperum og studenterrådgivning. Blandt de mere usædvanlige ønsker skulle der også være aerobic-lokale og mørkekammer. Ikke alle drømmene blev opfyldt, men spillested og café kom der da. Efter ombygningen havde de studerende 1.700 kvm plus kælderetage til sig selv.

 

Ny læsesal ved seneste tilbygning

27. september 1996 stod Aalborgs nye studenterhus klar til at tage imod de studerende. Det blev flittigt anvendt af studerende allerede fra starten. Som tiden skred frem, opstod der dog pladsmangel. AAU havde 7.571 studerende i 1995. I 2017 var der 20.729, hvor huset havde gennemført en tilbygning i januar måned.

Nyt kontor og ny læsesal med plads til 130 studerende var resultatet. Kenneth Haunstrup, der er formand for Studenterhusets bestyrelse, ser indvielsen af især læsesalen som noget, de studerende har været glade for.

”Generelt er det meget positivt. Det er jo noget, de har ønsket meget, meget længe. Bibliotekerne har været fyldte, og teatret (Aalborg Teater, red.) åbnede deres foyer op, så folk kunne læse derinde, så det var klart noget, folk manglede i byen,” siger Haunstrup.

”Vi har været glade for det og kan se, at der er mange, der kommer og bruger huset, også i de tidlige dagtimer, og ikke bare når der er fest og koncerter,” fortsætter han.

Frivillige er råstoffet

Godt 200 frivillige hjælpere havde huset i opstarten. I dag er tallet noget lavere og svinger, ifølge Mads Mulvad, mellem 80-150 frivillige, hvor flest kommer i studiestarten. På trods af, at der generelt er færre frivillige end i 90’erne, har Studenterhuset oplevet en tilvækst af internationale studerende blandt skaren af folk, der engagerer sig i huset.

”Ca. halvdelen af vores frivilliggruppe er udenlandske studerende, som enten er her i et halvt år, og ikke har noget netværk, men kommer herned for at få det. Vi har også mange, der læser hele deres kandidat eller bachelor,” fortæller formand Kenneth Haunstrup.

For at hverve nye frivillige afholder Studenterhuset løbende intromøder, hvor studerende kan komme og høre om husets forskellige udvalg. Næste gang er d. 11. september, kl. 19.30. Mads Mulvad ser, ikke overraskende, en stor fordel i at være frivillig.

”Mange går herfra med rigtig solid bagage, og er rigtig mange erfaringer rigere, som de faktisk kan gå ud og bruge i en arbejdsmæssig sammenhæng bagefter. Vi har ikke givet det smarte engelske titler, men har overvejet det,” siger han.

Som det står nu, kaldes baransvarlige ”barhøvdinge”, musikansvarlige ”musikhøvdinge” osv. Mere CV-venlige kan titlerne godt blive. Huset kører dog videre på sin livsnerve af studerende, afholder koncerter og står klar med en kold øl efter en hård dag på campus.