Tekst: Mie Louise Nielsen

Fotos: Aalborg Vandrerhjem

Tag-over-hovedet garanti – Er du en af de mange tilflyttere til byen, og har du ligesom mange andre studerende svært ved at finde en bolig i byen? Så læs med i artiklen her, der fortæller om Christian, tilflytter fra Sjælland, som gennem AKU’s tilbud om tag-over-hovedet garanti fik tilbudt en midlertidig bolig.

Christian Bolt Skjoldbro var en af de mange tusinde, der blev optaget på sit drømmestudie tilbage i 2014. Christian kommer oprindeligt fra Sjælland, og det var først, da han var blevet tilbudt sin plads på studiet, at han begyndte at lede efter lejlighed i Aalborg. Hurtigt gik det op for ham, at ventelisterne på studieboligerne var lange, og at mange lejligheder i byen allerede var blevet lejet ud. Efter en måneds tids søgen opdagede Christian, at Aalborg Kommune gennem AKU (Anvisning af Kollegie- og Ungdomsboliger, red.) tilbyder tag-over-hovedet garanti, og søgte derfor en midlertidig bolig gennem dem. To dage før studiestart pendlede Christian til Aalborg, hvor han gennem AKU’s tilbud var blevet tilbudt en hytte på campingpladsen i Aalborg Vestby.

Indlogeringen var i seks-mands hytter, og selvom det ikke var drømmescenariet, var det en midlertidig bolig, som gjorde, at det ikke var nødvendigt at pendle hjem til Sjælland hver eneste dag. Christian formåede at bo på campingpladsen til midt november, inden han selv fandt en lejlighed i byen, og selvom det ikke var det mest optimale, fortæller Christian alligevel, at han er glad for, at der i det mindste var et sted at sove.
På campingpladsen var det let at skabe bånd, da der var andre studerende, der befandt sig i samme sted, og da alle var tilflyttere til byen, kendte ingen af dem noget til Aalborg. Christian blev indlogeret i en hytte sammen med Frederik, som han hurtigt faldt i god snak med, da de havde samme humor og interesser. Ideen kom derfor op, at de to skulle finde en lejlighed sammen, og at det nok var nemmere og billigere at finde en lejlighed i byen, hvis man var to.  

Selvom det ikke er et luksusliv at bo i hytter på en campingplads, så hjalp det altså Christian til at finde sin roommate og senere hen en lejlighed i byen. Christians gode råd til studerende, der skal flytte til Aalborg, som endnu ikke har fundet en bolig, er at benytte sig af AKU’s tilbud om tag-over-hovedet garanti, og har man i forvejen tag over hovedet og bare søger efter en lejlighed, anbefaler han, at man søger i god tid, og at man bruger sit netværk eller Facebook, samtidig med at man ikke stiller for høje krav til sin kommende bolig. Samtidig kan det svare sig at leje en større lejlighed sammen med en-to andre og dele huslejen.

Så er du ny studerende i byen og stadig mangler bolig, så benyt dig af enten AKU’s tilbud om tag-over-hovedet garanti eller Christians gode råd til at finde en lejlighed.

Du kan læse mere om Aalborg Kommunes tag-over-hovedet garanti her: http://www.aku-aalborg.dk/dk/ansoeger/tag-over-hovedet-garanti/ 

 

FAKTA om Tag-over-hovedet garanti
Tag-over-hovedet garanti er mulig at søge fra 1. august
Garantien betyder at du bliver indkvarteret i en midlertidig bolig i Aalborg Vandrerhjem, som Aalborg Kommune yder et tilskud til betalingen af
Du skal opfylde kravene i forhold til garantien
F.eks. er garantien alene for udenbys studerende
Garantien gælder fra studiestart medio august og tre måneder frem.

Kilde: Aalborg Kommunes tag-over-hovedet garanti