Tekst: Victoria Strøbæk

Foto: Athenas/pressefoto

Den 7. februar indtog Svend Brinkmann scenen på Musikkens Hus foran en sal, hvor alle tusind pladser var udsolgt. Hans karismatiske person fangede hurtigt publikummet med ironiske anekdoter om hans rockstjernedrømme.

 

” (…) det at stå her foran så mange mennesker er virkelig for mig en realisering af rockstjernedrømmen, tak for det.”

 

Det humoristiske islæt fortsatte, selv da han skiftede fra barndomsdrømme til samfundskritiske meninger.

Samfundets hurtige udvikling har givet os som samfundsborgere uendeligt mange valg og muligheder til at realisere vores visioner. Men i takt med disse uendelig valg opstår også nødvendigheden i at kunne begrænse sig, men hvordan skal vi lære at begrænse os i et grænseløst samfund?

 

Denne problemstilling blev udgangspunktet for Svend Brinkmanns foredrag, der var arrangeret af Tikko, som er en af Danmarks største arrangører af foredrag.

Svend Brinkmann er uddannet i almen psykologi fra Aarhus Universitet, men er nu professor på Aalborg Universitet med forskningsfokus på det, han kalder diagnosekultur. Igennem hans karriere har han skrevet flere bøger og artikler, der dog ikke er nået ud til den brede offentlighed. Han blev offentligt kendt, da han i 2014 udgav bogen Stå fast. Bogen er den første i hans trilogi af samfundskritiske selvhjælpsbøger. Bogens popularitet førte til udgivelserne Ståsteder (2016) og Gå glip (2017), som derved fuldendte trilogien.

Brinkmann har igennem sin trilogi formået at få udbredt en samfundskritik til den brede befolkning, som tidligere ofte var forbeholdt et akademisk publikum.

 

Jeg har ikke gjort noget andet, end jeg har gjort hele tiden. Jeg mener det samme, som jeg mente for 15 år siden. Jeg skriver om de samme emner, som jeg skrev om for 15 år siden.”

 

Hans popularitet forklarer han ud fra, at samfundet nu har udviklet sig i en sådan grad, at der har været mangel på lettilgængelig viden om samfundet. Bøgernes format som selvhjælpsbøger gør dem lettilgængelige, og samtidig er det en type af bøger, som har vundet stort indpas i et samfund, hvor vi alle skal udvikle os og helst hurtigst muligt.

Som kvindelig publikum med en mindre akademisk baggrund vil jeg våge at påstå at, hans popularitet også er grundet hans søde smil, karismatiske udstråling og ungdommelige udseende samt hans måde at tale videnskabeligt på et plan, hvor alle kan være med.    

 

Foredraget, som også så beskrivende hedder ”Gå glip & Ståsteder”, debatterer de konsekvenser, som man møder i nutidens samfund, men med udgangspunkt i hans seneste udgivelser.

Alting er i konstant bevægelse, og mulighederne er uendelige. Det vil sige, at intet er godt nok, og alt altid kan blive og gøres bedre. Vi lever så at sige i et optimeringssamfund, hvor alting skal have et formål, og vi skal presse os lige lidt mere for hver dag, for hvem vil ikke gerne være den bedste?  

 

“ (…) for rigtigt mange mennesker dengang som nu føler, at lige meget hvor godt man præsterer, hvor hurtigt man løber, uanset hvor meget man nærmer sig den der målstreg for at vinde (…) når man aldrig målstregen, fordi så snart man kommer tættere på, så rykker den sig lidt længere væk.”

 

Svend Brinkmann er bekymret for denne udvikling af flere årsager. Dog er den mest grundlæggende årsag, at alting mister værdi og bliver betydningsløst i sig selv, hvis ikke der er større formål med aktiviteten. Der er simpelthen ikke plads til at spilde sin tid, fordi at man i den tid kunne have optimeret sig selv og sine omgivelser. Man skal ikke dvæle i fortiden, men heller ikke tænke alt for meget over fremtiden, man skal være omstillingsparat og leve i nuet. Det lyder jo heller ikke dårligt, men konsekvensen bliver ifølge Brinkmann, at der ikke længere er mulighed for at opretholde forpligtende og længerevarende relationer, hvilke er essentielle for menneskets selvværd, da det er disse relationer, som definerer, hvem vi er som mennesker. Vi er ingen uden nære relationer. Derfor er det vigtigt at holde fast i fortiden, holde fast i de nære relationer og huske på, at det ikke altid er en god ting udelukkende at leve i nuet.

 

”Folk siger, at man skal leve i nuet, så siger de i virkeligheden, at vi skal være lidt ligesom hundene, bare agere ud fra enhver impuls vi har på ethvert givent tidspunkt. Det er jo ikke et menneske værdigt; det er jo at reducere sig selv til en hund. Det, der adskiller mennesket fra hunden, er jo, at vi kan overskride nuet, at vi kan træde et skridt tilbage fra vores egne impulser.”

 

Samfundet dikterer, at man skal være formålsrationaliserende og fremtidsorienteret, men samtidig også omstillingsparate og fleksible. Man skal leve i nuet så længe, det er gavnligt for fremtiden.

Hvis denne udvikling fortsætter, frygter Brinkmann, at denne formålsrationalisering også kommer til at konsumere den menneskelige etik. Han kommer med et eksempel fra et SAS-magasin, der handler om ”det gode”. I magasinet findes en artikel om, hvorfor man skal gøre noget godt. Artiklens pointe er, at vi skal gøre noget godt af den primære årsag, at man får det godt med sig selv. Så allerede nu er der tendenser i samfundet, der tyder på, at selv den gode gerning er rationaliseret; man hjælper for sin egen skyld. Brinkmanns pointe er, at når intet har mening i sig selv, vil mennesket heller ikke have det. Det vil sige, at formålet med at være god mod sine medmennesker ikke skyldes den andens værdi, men udelukkende findes fordi man får det godt med sig selv – egocentreret godhed.  

 

Efter foredraget sad jeg tilbage med spørgsmålet: Er den gode gerning forsvundet?

Dette spørgsmål bliver ligeledes afslutningen på denne artikel.