Tekst: Alexander Kokkedal // Foto: AAU Case Competition

  1. Konkurrence om fremtidens havn

Den 3.-4. maj afholdt foreningen Aalborg Case Competition den næste AAU Case Competition i rækken. Dette års case company var Aalborg Havn, hvor temaet var ’Port of the Future’ – et udtryk for erhvervshavnens ambition om at sikre sin status som intelligent havn med alt hvad der hører til af it-løsninger, infrastruktur og branding.

48 studerende fordelt på 12 grupper havde 12 timer til at udarbejde idéer og forslag til deres første pitch for at gå videre til finalen.  De fik stillet en konkret case og skulle desuden vælge en ud af tre B-cases: den teknisk-naturvidenskabelige, den forretnings- og udviklingsmæssige samt den humanistisk-forretningsmæssige. Arbejdet foregik på CREATE med sparring at hente fra konsulenter stillet til rådighed af virksomhederne Accenture, KONXION, COWI og Publicity.

Aalborg Havns specialister var også til stede og kunne fortælle om erhvervshavnens forhold, så løsningerne kunne skræddersyes netop dertil. Virksomhedens forhåbninger med at deltage var netop at facilitere udarbejdelsen af nogle idéer, der vil kunne indgå som led i havnens strategiplan frem mod 2050, og de gode idéer kom fra mange kanter i løbet af førstedagen.

 

  1. Seje idéer fra alle aldre

Ved forrige case competition i november 2016 gav synet af de studerende under arbejde anledning til den tanke, om ikke også folkeskoleelever kunne have nytte af og gøre gavn ved at få samme mulighed for at prøve sig af med løsninger på erhvervslivets udfordringer.

”Der var en enkelt elevgruppe, der fik lov sidste år, og de klarede faktisk opgaven så godt, at der var snak om, om man ikke kunne lave noget for dem alene i år som gruppe, hvor de får en næsten enslydende opgave, men bare på dansk og med et lidt andet sprog,” beretter Martin Østergaard Christensen, der er direktør i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.

Han kunne onsdag d. 3. maj møde op på CREATE med ca. 30 elever fra tre forskellige folkeskoler. De fremmødte elever fik en ’case light’ om branding af Aalborg Havn og havde således lidt over syv timer til at finde en løsning, der skulle pitches for dommerpanelet bestående af repræsentanter for COWI, Aalborg Havn og Martin selv.

Martin Østergaard Christensen ser det som noget positivt, at eleverne har haft mulighed for at arbejde på samme facon som de studerende og med samme mulighed for sparring med professionelle: ”Det gjorde jo, at de føler, at de er en del af noget større. De fik en god overgang til, hvad det er at studere som voksen. De fik indblik i, hvad man bøvler med som havn og de problematikker, man har.”

 

III. Elevernes løsningsforslag

Efter et langt arbejdsforløb kunne eleverne i grupper fremlægge deres bud på, hvordan Aalborg Havn tilpasser sig rollen som moderne havn. Løsningerne oversteg alle forventninger.

”Til sidst så vi de syv fremlæggelser, hvor jeg sad i dommerkomitéen, og der må jeg bare sige, at jeg er imponeret over den bredde, de nåede på kun otte timer, og der skulle de holde pause ind imellem også,” fortæller Martin Østergaard Christensen.

Vinderne af konkurrencen blev udpeget, og deres løsningsforslag var selv en konkurrence. ”Det forslag, der vandt, handlede om at lave en konkurrence med kortfilm omkring havnen, hvor man fortalte om, hvilken opgave havnen løste både som virksomhed, men også bare hvad den havde af opgaver som en del af Aalborg Kommune,” fortæller Martin Østergaard Christensen.

Kortfilmene skulle så lægges ud på Facebook, hvor der ville være mulighed for at stemme om, hvilket en var bedst. På den måde drog man fordel af de sociale medier som led i profileringen af erhvervshavnen.

Løsningsforslaget var faktisk så godt, at ikke engang én dag senere var det på plads, at konkurrencen skulle føres ud i livet. ”Allerede nu har vi lavet en aftale med havnens direktør derude og sagt, at den kortfilmskonkurrence kører vi bare næste år – selvfølgelig skal den blive til noget!” fremhæver Martin Østergaard Christensen.

Forløbet har været en positiv oplevelse for såvel eleverne som Aalborg Havn. Martin Østergaard Christensen ser frem til næste case competition og understreger, at eleverne fra Aalborgs skoler selvfølgelig skal være med igen, hvis det er muligt.

 

  1. De sejrende studerende

I løbet af førstedagen blev ni grupper sorteret fra, så der kun var tre tilbage, der fik yderligere 12 timer til at arbejde og derefter på engelsk skulle fremlægge ved finalen d. 4. maj i Musikkens Hus – foran nøglepersoner fra erhvervsliv og forvaltning samt dommerpanelet, der efter hvert oplæg stillede spørgsmål til det fremlagte koncept.

Efter de forskellige pitches af hver 12 minutters varighed med efterfølgende 8 minutters spørgsmål fra dommerne skulle dommerpanelet bestemme, hvilken gruppe skulle løbe af med sejren og priserne på henholdsvis 15.000 kr., 10.000 kr. og 5.000 kr.

Vinderpitchet lød på optimering og modernisering af en ny containerterminal og blev fremlagt af danske Mikkel Holmgaard på It-ledelse, egyptiske Mohamed Gabr på Electronics Engineering and IT, schweiziske Massimo Dreifus på Innovation, Knowledge and Entrepreneurial Dynamics, og franske Adrien Chéreau på Design of Mechanical Systems.

Mens de andre grupper havde meget abstrakte løsningsforslag som mere cirkulær økonomi i havnen eller større fokus på havnen som kulturel aktør, havde vindergruppen en klar vision, der var til at føle på.

”I think our advantage was that we stuck to the plan and we stuck to the case, because I can see from the other presentations that they didn’t stick to the plan. Their presentations didn’t really reflect the case description sometimes. That’s our advantage: we always stuck to the case,” fortæller Mikkel Holmgaard.

De begyndte arbejdet med det samme og drog løbende fordel af mulighederne for sparring med de virksomheder, der tog del i konkurrencen. Massimo Dreifus fortæller: ”We started very early in the morning, got an introduction, and then we got right to the point and started working at it. It was well-organized, very good.”

Han fortsætter: “The Accenture guys also helped us a lot. We worked close with Aalborg Havn, and then we got far. After we got promoted, we had to work the whole night. That was really hard, but it was a good process. We learned a lot, we saw a lot, so that’s amazing.”

 

  1. I spotlyset

Udover den umiddelbare belønning i form af kontante beløb gør man sig som deltager i en case competition også synlig for erhvervslivet.

Når adspurgt, om de mener at have fået nye forbindelser, svarer Mohamed Gabr bekræftende og pointerer, at konkurrencen også kunne udstrækkes til at spænde over flere fagligheder: ”Of course. The good part would be that the case competition is generalized to other fields. Today it was more for business planning or something like this for companies, but you could also generalize it for example for computer security. Why not make a hackathon or something in Aalborg to try to get the finest minds of IT-security?”

Han er selv glad for den hjælp, der var at hente undervejs, og hele forløbet har været en tilfredsstillende oplevelse. “It’s very good – you feel satisfaction after reaching the end, and this is the most important part. And of course: networking. We worked with Accenture, and they helped us all day,” fortæller han.

For studerende, der overvejer at hoppe på den næste case competition, kan Adrien Chéreau kun opfordre til det – også da man lærer at samarbejde på tværs af landegrænser: ”Definitely! It’s a great experience. We are an international team. We all come from different countries. We’ve got a Dane, someone from Switzerland and Egypt, and I’m French. We have different backgrounds.”

 

  1. Aalborg Havn og fremtidens råstof

Aalborg Havn fik en masse løsningsforslag at gå videre med, og udviklingschef Jesper Raakjær synes, at det er gået super: ”Det har været en fantastisk dag for havnen, for de studerende og for Aalborg Universitet. Og faktisk kan man sige for byen, for det viser bare, at man kan noget.”

At se såvel folkeskoleelever som de universitetsstuderende arbejde med casene har været en opløftende oplevelse, der gav et indtryk af, hvad de næste generationer har af kompetencer. ”Jeg har tænkt: ’Hvordan skal det gå min alderdom? Den her ungdom, hvad kan den?’, og hold kæft hvor har de blæst mig bagover, og det er bare utroligt. Der er virkelig noget at bygge på, og jeg synes, det er godt,” siger Jesper Raakjær.

Det er vigtigt at anerkende den stigende betydning, som faglighed spiller i vores samfund. ”Vi er på vej ind i videnssamfundet,” fortæller Jesper Raakjær. ”Viden er råstof. Vi har dem [de studerende, red.] lige i baghaven i Aalborg Øst. Vi skal forstå at udnytte det potentiale. De fleste studerende vil gerne blive i Aalborg, hvis der var et interessant job, og det tror jeg egentlig, vi med denne case competition er med til at åbne op for. Vi håber, at vi kan være med til at få virksomhederne til at se, hvad de studerende egentlig kan.”

Ikke blot vindergruppen, men også de andre deltagere vil blive inviteret ud til Aalborg Havn, hvor de overfor ledergruppen får mulighed for at give længere præsentationer af det, de har arbejdet på. Jesper Raakjær erkender den store fordel netop i at bringe de unge på banen: ”Det er en fantastisk situation at få 48 engagerede studerende, som er udvalgt blandt mange, til at bruge deres kreativitet på Aalborg Havns fremtidige udfordringer.”

 

VII. Burde jeg deltage?

Når alt var godt og vel ovre, var der mulighed for at få en kommentar fra Kenneth Dam Røn Jensen, der sammen med Nikolaj Bidstrup Jørgensen er founders af Aalborg Case Competition.

”Det er gået over al forventning den her gang, og det er blevet meget større, end det var sidste gang. Der kom flere deltagere til finalen, og vi er rykket noget mere i kvaliteten, og det bliver vi ved med at arbejde fortsat på,” vurderer Kenneth Dam Røn Jensen.

Han kommenterer på de fordele, der er ved at deltage i en case competition: ”At du får lov til at prøve dig selv af. Du får lov til at arbejde med en case. Det er udfordrende, men samtidig er gevinsten også stor: du får lov til både at præsentere, arbejde med noget konkret, og du bliver set af virksomhederne – det er jo et branding- og rekrutteringsværktøj.”

For Aalborg Case Competition er målet at afholde en case competition om året, og man skal ikke holde sig tilbage fra at stille op. ”Til de studerende, der måske føler sig lidt skræmte af at skulle stille op og tror, at det er meget svært, kan jeg sige, at det er det ikke. Det er altså ligetil, og det er for alle studerende,” fortæller Kenneth Dam Røn Jensen. ”Når I ser linket næste år, så tag og hooke up med en kammerat eller jeres gruppe og så få ansøgt. Det er ikke noget, der er farligt. Det er sjovt, det er givende, og der er ikke noget at tabe på det.”

 

VIII. Kontakt Aalborg Case Competition

Kontakt får du på www.aaucasecompetition.dk.

Følg dem på Facebook @aaucasecompetition.