Tekst: Dianna Korshøj // Foto: Rikke Sønderby
Som aktiv musiker er livet i perioder meget hektisk. Thomas Buttenschøn er lige nu på Danmarksturné med sit nye musikalske soloshow. Tidsplanen er stram, når familielivet også skal prioriteres. Vi var heldige at få et interview med ham umiddelbart før hans show i Randers – lige mellem lydprøver, aftensmad og opvarmning.
Thomas har leveret musik til danskerne i over et årti nu og er langt fra færdig. Han brød igennem med sit hit Fantastisk Mandag i 2006 efter at have vundet Danske Banks talentpris, som gav mulighed for at indspille sangen. Han har gennem sin tid som musiker været inde over mange forskellige genrer, og det er svært at fastsætte ham til en enkelt genre, for han skriver hele tiden sange, hvor tema og musikstil spænder bredt. Det kribler i fingrene for at skrive musik, og han udnytter enhver situation til at skrive noget nyt:
» For eksempel så skriver jeg rigtig mange sange til lydprøverne. I dag har jeg været i gang med at skrive et nyt nummer under lydprøven, for der har jeg tid til at spille guitar og skal alligevel spille guitar til lydprøven. Så går jeg i gang med at spille et eller andet. Eller nogle gange når jeg sidder ude på motorvejen, så er det bare noget med at slå diktafonen til. Så det er bare at snakke til den her diktafon og så få det kigget og rettet igennem, når jeg er færdig med at køre bil.«
Selv når han leger med sine børn, kan der komme en idé, hvor han starter diktafonen og har skabt noget helt nyt.
Thomas ser sig selv som skabende, og det er noget, der fylder meget for ham. Han er klar over, at arbejdsgangen er en proces, og der er en modtager til det, han skriver, men for ham er det ikke slutmålet, som er det vigtigste. Han brænder for processen og finder den skabende proces næsten magisk.
»Jeg synes, at det er noget af det smukkeste. Det med at man har den her rejse, at man kommer fra ikke noget og pludselig er der opstået noget undervejs – noget magisk! Det moment der sker imellem, at man starter ud på noget, og man når målet, det er ligesom det vigtigste.«
Som en rejse, hvor destinationen ikke er det vigtigste, men oplevelserne på vejen mod målet. På samme måde ser han heller ikke, at han er på vej noget sted hen. Thomas har ikke et endemål eller noget, han skal nå, for så ville han se det som færdigt, hvilket han aldrig håber, han bliver. Han oplever, mærker og udvikler sig. Han har mange idéer, og når han skal indspille en ny CD, går han til tider i studiet med 80-100 sange med vidt forskellige genrer og tekster, og så er kunsten at udvælge lige de sange, som lige passer denne gang. Han har ikke en bestemt genre, han skriver i, men for ham er det vigtigt at lade musikken komme ud. På hans hjemmeside bliver der skrevet om, at han nu har noget på hjertet, men det er ikke helt sådan, han selv ser på det. For ham, har han altid haft noget på hjertet. Dengang han startede med at udgive sin musik, var han kun 20, så det var andre ting, han havde på hjertet. Han interesserede sig for tingene på samme måde, som han gør i dag. Nu er han lige fyldt 32 år, har kone og børn og er forpligtet til sin musik på en anden måde, og derfor har musikken nu et lidt andet udtryk.
Kunstnerisk alvor
For lige præcis forpligtelsen er vigtig for ham. Han er et kendt menneske, og hans musik kommer langt omkring i verden. Da han var i Afrika og give koncert, gik det op for ham, at hans musik var vigtig for de mennesker, han optrådte for. Thomas følte, at hans musik kunne give dem en viden og forståelse af verden, de ikke fik ellers.
»Jeg føler også lidt en pligt til, at jeg skal være med til at gøre noget mere med min musik. Jeg synes, det kan blive lidt for tyndt nogle gange, hvis alt det bare er ”lala” og ”Uhhuhh”. Jeg synes ligesom, at der er behov for, at der skal være noget tyngde. Jeg har været rigtigt meget i Afrika for at spille dernede. I Sambia; min mors hjemland, hvor det er 80% af befolkningen, der ikke kan læse. Musikken fungerer rigtigt meget som overleveringer, og det er vigtigere at musikken ligesom får lov til at opdrage på befolkningen, og oplyse i det hele taget. Den skal have det der opdragende element i sig på grund af, at uvidenheden er så stor dernede. På den måde har jeg ligesom fået lært, at der skal også være noget vigtighed i det at synge sin sang. Altså en grund til at det er skrevet. Jeg har en platform, hvor der rent faktisk er nogen, der lytter. Det synes jeg også forpligtiger på den måde.«
Måske er det lige derfor hans turné ikke består af ”koncerter”. Den beskrives som et musikalsk soloshow, og hvad er det? Nogle steder sammenligner de det her show med Niels Hausgaards optrædener, fordi det er ikke kun sangene der er i fokus. Thomas snakker om relevante emner, som komplimenteres af musikken. Det er vigtigt, at musikken ikke står alene, og at han kan få sit budskab ud. På denne måde giver det hans show en større dybde, og man får en bredere forståelse af, hvem Thomas Buttenschøn i virkeligheden er.
Thomas er udover sin turné aktuel med sin nye børnebog Bare kald mig Tofte og singlen Oreo, og selvom de to er tilrettet forskellige publikum, har de en del til fælles. Oreo handler om hudfarve – ikke som skældsord, men som farvebevidsthed. Bevidstheden om at der er forskel, og den ellers så lette musik fortæller om en bevidsthed om, at han på baggrund af sin hudfarve klassificeres som ”bandit”, men hans opvækst gør hans holdninger ”hvide”. I sangen omfavner han denne blanding og vil gerne ses som en ”Oreo”, som er denne her sorte kiks med hvidt creme indeni. På samme måde har hans børnebog Bare kald mig Tofte lidt samme fokus. Bjørnen Tofte ser anderledes ud, fordi han er en brun bjørn, som lever blandt hvide isbjørne. Tofte beslutter at hjælpe sin far med at finde arbejde, og på den måde oplever Tofte og hans ven Asmus et stort eventyr. Thomas skrev den ikke med formålet at hverken ændre verden eller andet højere budskab.
»Mine børn ville gerne høre en historie, og jeg var træt af de her børnebøger, vi har. Jeg syntes, de var så dårlige, og så endte jeg med at sidde med hans bamse, og så fortalte jeg en lille historie om den her bamse, og så spurgte Jens ”nå? Kan du fortælle lidt mere?” og så fortalte jeg noget mere, og så endte jeg med at fortælle en hel historie om min barndom igennem den her bamse. Jeg tænkte: ”Det er sgu meget smart, nu får han lige at høre her, hvordan jeg er vokset op, igennem den her bamse” […] Så var der nogen, der læste dem, og syntes det var godt, og så var der en redaktør, og de ville gerne udgive det, og så skete det.«
Thomas fortæller gerne flere eventyr for sine børn, men om der bliver udgivet mere, må tiden vise.
Sangskrivning som håndværk
Thomas har ingen uddannelse, og som han ser det, gik han på sabbatår efter gymnasiet, hvilket han ikke rigtigt er kommet videre fra. Han gik på en musikhøjskole, hvor han, ligesom de andre, skulle finde ud af, om de ville videre på konservatoriet. Dengang havde de ikke en linje for sangskrivere, og da det var, hvad han havde flair for, ville det ikke give, hvad han søgte. Hvornår hans sabbatår sluttede, ved han ikke, fordi han synes stadig, at han et eller andet sted mangler at konkludere, hvad han skal, når han ”bliver voksen”. Selvom Thomas måske stadig ser det som en beskæftigelse under sit sabbatår, tager han sin sangskrivning meget seriøst. Han nævner to typer af sangskrivere: Den kunstneriske sangskriver på den ene side, som brænder for det, der bliver skrevet, og på den anden side den tekniske sangskriver, som har flair for, hvad der virker hos modtageren og ved, at der skal være for eksempel et A- og B-stykke samt et omkvæd. Her fortæller han begejstret om Lise Cabble.
»Man skal bare huske, at være sangskriver også er et håndværk. Det er jo også derfor blandt andet det kommer an på, hvad det er for en slags kunst, man vil lave, at fx en som Lise Cabble har vundet Melodi Grand Prix tre gange som sangskriver, fordi hun ligesom mestrer denne kategori. Sidste gang var med Emmelie de Forest, som endte med at vinde det hele. Sangskrivning er et håndværk, som ligesom skal holdes ved lige, og så er det så lige, hvordan man tager den kunstneriske vinkel på det.«
Han fremhæver, at selvom det er ham, der er hans musik, er det i håndværket som sangskriver nogle gange er mindre vigtigt, at det kommer fra hjertet, men vigtigst, at det rammer modtagernes hjerter.
Kontoret kalder
Thomas har en meget professionel tilgang til sit job. Han har ikke samme mulighed for den fleksible og kreative arbejdstilgang, han havde, da han begyndte. Med kone, børn og hverdag bliver han nødt til at skemalægge sin kreative proces, selvom det ikke altid er det sjoveste. Adspurgt fortæller han også, at han somme tider overvejer, at hverdagen ville være væsentligt nemmere, hvis han havde et almindeligt 8-16 job:
»det er mere fordi, at jeg arbejder så mange timer, som jeg gør. Det er også fordi, når jeg vågner om morgenen, så er jeg sammen med børnene, og hvor de så tager afsted, så tager jeg ind på kontoret. Så arbejder jeg, så henter vi børnene, og så er vi sammen med dem. Når de så sover, så plejer vi at arbejde igen. Sådan tror jeg, det er at være selvstændig, så er man ligesom på arbejde hele tiden, og der er ikke tid til ikke at være på arbejde. Men jeg er blevet bedre til at koordinere mit arbejde nu og være meget koncentreret, fordi jeg ligesom ved, hvor vigtigt det er også at holde fri.«
Fritiden og samværet med familien er noget, han bliver nødt til – og ønsker – at prioritere. Sangskrivningen skal holdes i gang, og det sker, når han tager på kontoret. Det absurde ved denne skemalægning bliver meget tydelig, da han bliver spurgt, om der så kommer noget godt ud af det, når kreativiteten er lagt på skema. Han udbryder grinende med et rungende »Nej!«, for det er ikke altid, der kommer noget godt ud af det, men håndværket kræver at blive holdt i gang, for at blive holdt ved lige – også selvom det ikke er lysten, der er det primære drive.
Når lysten ikke driver værket
Som studerende kender vi alt til, at det ikke altid er lysten, som gør, at opgaverne bliver lavet. Thomas fortæller, hvordan hver dag er et puslespil for at få det hele til at gå op, for som selvstændig og familiefar er der mange ting på dagsordenen. Han er dedikeret til sit job, som han også brænder for. Han fortæller, at han synes, det er vigtigt, at man vil det, man laver, selvom det ikke altid er sjovt.
»Det er vigtigt at blive ved, indtil man synes, det er sjovt igen. (ßEnten det ene eller det andetà)Man skal gøre det, der gør en glad, og når det ikke gør en glad, skal man blive ved, indtil det gør en glad igen. Jeg tror bare, det er at gøre det. Det med at få bidt sig igennem de der sure hurdler. Og så er det bare med at øve sig. Hvis man skal blive bedre til noget, så er det bare at øve sig.«
Hans arbejdsmetoder kan nemt sidestilles med de studerendes, for selvom man overordnet kan lide det, man laver, er hver dag ikke lige sjov. Som alt andet er det vigtigt, at man gør det alligevel og er klar på at få noget skrevet ned, når det så er sjovt. Den skabende rejse, hvad end det gælder opdragelse eller sangskrivning, er ikke det sjoveste, og selvom Thomas overordnet synes, at det er skabelsen og det kreative aspekt, som er det magiske, er han også realist omkring, at nogle gange skal tingene bare ordnes for at holde ved lige og komme videre.
Familieliv og fest i hverdagen
Thomas Buttenschøn er et kendt navn, og det er ikke tit, man møder nogen, som slet ikke har hørt navnet før. Alligevel er han stadig et menneske som alle andre. Han kan godt lide at være hjemme ved sin familie og gøre de ting, som alle andre familier nok også gør. Når han ikke er ”Sangskriveren Thomas Buttenschøn”, hygger han sig med sin familie. Sidder på gulvet og bygger med legoklodser eller togbane, læser historier, laver mad, og som alle andre tager de på ferie, som nu, efter børnene kom til verden, er blevet til familievenlige hoteller. Til enhver anden hverdag med leverpostejmadder hører de ting, vi alle gør, uden at tale om det, og sådan har Thomas det også. Han griner fornøjet, mens han fortæller om det, mange helst ikke vil indrømme:
»Jeg er lige gået i gang med at se Paradise Hotel sammen med min kone. Det er rigtigt hyggeligt. Jeg tror, det var hendes initiativ at se sidste sæson, og så tror jeg, fordi den første sæson jeg så, det var sidste gang, ellers har jeg aldrig set det før. Jeg har tænkt, at det siger mig ikke en skid det der…. Så ville hun gerne se det igen, og så tænkte jeg, det kan vi godt. Så nu ser vi det. Jeg får det meget godt med mig selv. Jeg tænker: ”Jeg har sgu ret godt styr på mit eget liv.” Det er ligesom det, der sker. Jeg kan huske dengang, vi havde fjernsyn, der havde vi Kanal 4, og jeg synes også, at det var en rigtig fin kanal, fordi jeg fik det simpelthen så godt med mig selv. Sådan at se Singleliv og De unge mødre, hvor jeg tænker: Hold Kæft mand! Det kan godt være, at jeg har det rimeligt dårligt lige nu, men det kører da noget bedre end for de andre. Man siger jo, at der er to typer, der ser De unge mødre: De unge, der ser op til dem, og så er der sådan nogle som os andre, som synes, det er skide grineren og bare får en fest over det der.«
For den fest i hverdagen er rar, når man er en ganske almindelig familiefar med et krævende job, som sætter ham i rampelyset. Denne hverdag er også noget, man kan følge med i via hans hustru Canas blog, som hedder Cana Buttenschøn – en blog om mit ualmindelige almindelige kvindeliv. Her fortæller hun om deres hverdagsliv, og på hendes Instagram deler hun glædeligt hverdagstingene, hun oplever med sine børn. På den måde er de begge to og deres familieliv i rampelyset. Thomas fortæller, at de har snakket meget om det, at deres børn også bliver offentlige personer, og har aftalt, at det er okay. Thomas siger, at det ville nok være svært at holde dem helt væk fra offentlighedens lys, selvom de havde valgt ikke at dele billeder og historier om dem med offentligheden.
Fordelen ved, at de selv deler deres historier, siger Thomas, er, at han selv er blevet redaktør for, hvad han vælger at dele med offentligheden:
»Jeg var jo også med, før de sociale medier blev så store, som de er. Men det gode er nu, at jeg ligesom selv er redaktør på det. Altså, nu kan man jo selv vælge, hvad jeg vil dele, og jeg kan selv smide ting op og sige, hvad jeg vil. Altså før, der skrev de jo bare ting, og så smækkede de jo bare nogle billeder op, som en eller anden spionfotograf havde taget et eller andet sted, og så kunne man jo ligesom stå med det, men man kunne ligesom ikke sige noget tilbage. Hvorimod nu kan jeg jo skrive derinde lynhurtigt, hvis der er skrevet forkert et eller andet sted. Man er jo fuldstændigt selv er redaktør på hvad man vil lægge op.«
Han kan selv vælge, hvad han deler. For ham er det ikke så højtideligt, om det er et nyt album med noget på hjertet eller bare hverdagsting. For ham er essensen, at han har lyst til at dele det med dem, der er interesseret.
Lir, løjer og løgne
Netop denne uhøjtidelige tilgang går meget igennem i flere aspekter af de ting, han foretager sig. Han fortæller, at han ikke har fået undervisning i at spille guitar. Som helt ung spillede han bas, og de færdigheder fik han trukket over i guitarspillet, som efterhånden er så integreret en del af ham, at han ikke længere tænker over, hvad han laver, når han har en guitar i hånden:
»Der er folk, som spørger, om jeg kan lære dem at spille guitar. Det kan jeg ikke. Jeg trykker bare på strengene, og så slår jeg.«
På samme måde fortæller han, at han har fået sig et nyt kamera. Ikke fordi det egentligt interesserer ham synderligt, men fordi han gerne ville have billeder af ordentlig kvalitet, når han ligger billeder op på Instagram. Så behøver han ikke at redigere billederne eller tilføje et filter, og han kan dele billederne direkte fra kameraet. Det kan han godt lide. Adspurgt fortæller han, at interessen for det måske er kommet hen ad vejen.
» Jeg synes, det er hyggeligt at gå rundt at tage billeder. Jeg elsker at bare gå rundt i byen og så høre lydbøger eller podcasts eller et eller andet og så bare gå rundt og tage nogle billeder.«
Han fortæller det uhøjtideligt og med primært fokus på billedernes kvalitet frem for egen interesse, for fotografering har aldrig rigtigt været en interesse for ham. Uhøjtideligheden falder dog lidt til jorden, da han lægger mærke til hvilket kamera vores fotograf, Rikke Sønderby Nielsen, har med. Han begynder ivrigt at fortælle om, hvilket mærke han har, hvilket kamera hans hustru har, de tekniske detaljer, og ham og Rikke snakker ivrigt om deres erfaringer med de forskellige typer af kamera og overvejelser i den forbindelse. Det kunne synes, at den lille praktiske detalje, som gjorde, at han anskaffede et kamera, er blevet afløst af interesse for kunsten at tage billeder, og mulighederne det giver.
Thomas er et meget behageligt og ærligt menneske, og det var en fryd at snakke med ham. Han deler meget med offentligheden og synes, det er dejligt selv at bestemme, hvad folk ved om ham, og hvad han holder for sig selv. Han synes, det nemmeste er bare at dele det meste:
»Jeg synes, det ville være sværere, hvis det var omvendt. Jeg kan huske i starten med interviews; de første mange år, der havde jeg besluttet mig for at lyve i hvert eneste interview. Det var bøvl at holde styr på. Det var også der, jeg tænkte, at nej, nu siger jeg sgu bare tingene, som de er. Det er nemmere at holde styr på for mig.«
Hvad han har løjet om i interviews, vidner historien ikke noget om, men det fortæller, at en sjov gimmick kan gå hen og blive uoverskuelig – på samme måde, som fritidsinteressens passion nogle gange kan gå hen og blive hverdagslivets profession.
