Tekst: Dianna Korshøj // Foto: Ulrik Jantzen

Et nyt navn er de seneste år dukket op i underholdningsbranchen. Vi mødte først Ena Spottag i rollen som Martha i TV2’s familieunderholdningsserie Badehotellet. Rollen er ikke en af de største, men da hun i 2015 deltog – og vandt Vild Med Dans, vandt hun for alvor danskernes hjerter. Vi har fundet ud af, hvem der gemmer sig bag den letdansende skuespiller, som beskriver sig selv med ordene: Eventyrlysten, dedikeret og lettere forvirret.

 

Før interviewet med Ena, havde hun fået tilsendt mine spørgsmål, så hun vidste, hvad vi skulle snakke om. Før vi gik i gang, spurgte jeg, om hun havde nogle kommentarer til det, og hendes udmelding var klar:

 

Jeg er ved at være lidt træt af at snakke om Vild med Dans

 

Hun fortæller, at det efter hånden er ved at være længe siden, og at hun har lavet så mange spændende ting siden, hvilket hun bestemt har. Hun har været i forskellige teaterstykker og den faste rolle som Martha i Badehotellet. For hende var det en spontan beslutning at medvirke i Vild med Dans. Hun fortæller, at da hun fandt ud af, at muligheden var der, ringede hun til en god veninde og spurgte:

 

Hvad kunne du mindst forestille dig, at jeg skulle være med i?”

 

Svaret var klart fra veninden om, at det var Vild med Dans, og lige præcis derfor valgte hun at deltage. Da hun senere blev spurgt om hvilke ord, der kan beskrive hende, fremhævede hun eventyrlysten, og det var netop denne, der drev hende til at være med:

 

Jeg tænkte bare, at det lyder da vanvittigt og skørt, det vil jeg da gerne prøve.

 

Eventyret strakte sig dog noget længere end nødvendigt, synes hun. Hun fortæller, at hvis hun var røget ud efter fem gange, havde målet om eventyret været opfyldt, og hun ville være blevet tilfredsstillet. Hun siger, at hendes videre rejse i Vild med Dans bare gjorde hende mere forvirret, end godt var. Det var en underlig konvention, og hun følte, at hun var havnet i et parallelunivers, som for hende mest mindede om at gå i folkeskolen i femte klasse igen, hvor hun ikke forstod, hvad der foregik omkring hende. Det var en spændende udfordring for hende, men hun mener, at det slog hende mere ud, end det byggede op. Hun understreger dog, at man bestemt ikke skal have det dårligt med at have stemt på hende. Hun er et meget dedikeret menneske, og det gjorde, at hun blev ved, og selvom hun blev forvirret af at være i programmet så længe, var det stadig interessant og spændende. Desuden opbyggede hun et rigtigt godt forhold til sin dansepartner Thomas Evers Poulsen. Ena blev rigtigt glad for ham, hun synes, han er et fedt og skørt menneske, og for ham, betød sejren sindssygt meget, og derfor blev den også vigtig for hende. At kunne bidrage til, at han fik den oplevelse, gjorde det dét værd.

 

Kendis-faktoren

Eventyret i Vild Med dans var med til, at vi kendte navnet Ena Spottag, men selvom mange i dag ser det som et mål at blive landskendt, er det ikke en prioritet for Ena. Selvom hun har valgt et fag, som potentielt sætter hende i rampelyset, havde hun ikke helt set det komme. Hun er et genert menneske, og for hende har det aldrig været et mål. At blive genkendt på gaden overrasker hende næsten hver gang. Hun fortæller om en episode, da hun lige var kommet til Aalborg for at deltage i en pressedag i forbindelse med Aalborg Teater:

 

”Jeg gik ned ad hovedgaden, og så kom der en stor dejlig nordjysk kvinde og gav mig den største krammer. Jeg anede jo ikke, hvem hun var. Jeg er ikke den store kramme-type i det hele taget. Så det synes jeg var lidt grænseoverskridende, men stadig så er det jo også en god ting. Det kommer jo bare af kærlighed.

 

Ena fortæller, at selvom man nok generelt ikke forbinder det med det at være skuespiller, er hun meget tilbageholdende: når hun besøger nye mennesker, står hun ofte i baggrunden længe, før hun er klar til at deltage i det sociale. Dog synes hun stadig, at selvom det kan være skræmmende, er det dejligt for hende, fordi hun tror, at det er sundt for hende at blive udfordret på det område. Hun vil dog helst ikke kun genkendes for generelt at være kendt eller bare hendes optræden i Vild med Dans. Hun elsker hendes fag og at få lov til at ”lege” på scenen eller foran kameraet, gør hende rigtigt glad. Hun fortæller ivrigt om, hvor glad hun blev en dag, hvor hende og en ven var ude for at købe noget frokost. Hun blev kontaktet af en småfuld pige, som roser hende for blandt andet hendes rolle som Ofelia i teaterstykket Hamlet:

 

”Det blev jeg rigtigt glad for. Også fordi det kom helt fra bunden – som hun mente det! Og det var ikke bare fordi, man var en eller anden halvkendt. Det var også bare fordi, hun synes, det var mega fedt, at man var den der fra det der, som var mega godt.”

 

Ena synes, at selve kendis-faktoren og det at blive genkendt ”bare for” at være kendt, er for diffust for hende og svært at forholde sig til. Hun siger tak og modtager rosen, men kan ikke helt forholde sig til det. For hende er det nemmere at forholde sig til noget mere konkret, for så forstår hun bedre, hvad hun bliver rost for.

 

Intet kunne slå hende ud

Som datter af skuespillere Jens Jørgen Spottag og Dea Fog er Ena et skud fra en klar skuespillerstamme, og for hende har det altid ligget i kortene at blive skuespiller.

 

Jeg har altid haft et behov for at være skuespiller, og fordi mine forældre har været skuespillere, at jeg også havde det der behov, for også at få det der blå-stempel, som gjorde, at jeg følte, at jeg godt måtte være her, med det jeg også gerne ville. Så derfor blev jeg bare ved med at være stædig for at få det.”

 

Hun søgte ind på skuespillerskolen 5 gange, før hun kom ind, og selvom det nok havde været nemmere at finde en alternativ vej, kæmpede hun for at holde sin motivation og lod det ikke slå sig ud. Det var ikke nemt, og hun fortæller, at hun har skullet se nogle virkelig grimme sider af sig selv i øjnene. Hun blev jaloux på de af hendes venner, som kom ind, og havde endda flere konspirationsteorier om hvilken slags mennesker, skuespillerskolen lukkede ind. Hun fandt dog ud af, at de i virkeligheden bare vil have det menneske, der søger ind, så længe de tør være sig selv og bare har lidt af det, der skal til for at være skuespiller.

 

I retrospekt mener hun desuden også, at de hårde år var vigtige i hendes liv, fordi hun prøvede at ”leve”:

 

”Jeg er glad for, jeg nåede at have de år, hvor jeg egentligt ikke havde det særligt godt. Fordi jeg også prøvede at leve og være i et langt, kedeligt forhold og prøvede at være arbejdsløs, på kontanthjælp, være på produktionsskole, og også nærmest gøre karriere indenfor Blockbuster. Altså, jeg har virkelig prøvet nogle mærkelige ting, som jeg synes virkelig har formet mig som menneske, som jeg egentligt er glad for, jeg har fået med.”

 

Ena fortæller om en studietur til en skuespillerskole i Skt. Petersborg, hvor hun synes, eleverne var så unge. Hun siger, at hun synes, det var lidt uhyggeligt, at fordi de var på skolen hele tiden, havde de ingen fornemmelse af verden omkring dem. Derfor konkluderer hun også, at hun har været glad for at have været ude i ”den virkelige verden”, selvom den var lidt ubehagelig at være i.

 

Da hun endelig blev optaget på skolen, var det stadig vigtigt for hende, at det ikke var det eneste, der fyldte hendes liv. Hun karakteriserer flere gange sig selv som eskapist, og i sin studietid var det derfor også vigtigt for hende, at hun var mere end det i en verden, som ellers bare bestod af stemmetræning og tekstformidling. Hun elsker Sci-Fi, fantasy og tegneserier, og i sin studietid købte hun overdrevet mange tegneserier. For hende var det et vigtigt led i, at hun bestod sin uddannelse, og er overbevist om, at hun ellers var imploderet og forsvundet ind i sig selv.

Enas verden bestod dog ikke kun af studier hele hendes tid på skuespillerskolen, for allerede under uddannelsen blev hun castet til Badehotellet. Hun havde ellers troet, at hun skulle færdiguddanne sig og så arbejde sig op fra bunden på underlige små indie-projekter og børneteater. Hun havde aldrig set sig selv – og slet ikke så tidligt – i et så stort projekt på en så ”folkelig” kanal, men selvom det var langt fra, hvad hun havde troet, er hun virkelig glad for, at hun fik den mulighed.

 

”Jeg blev lidt overrasket, men til gengæld har det være sjovt. Det har været hårdt og en virkelig god del af min uddannelse også. Hold kæft, hvor har jeg lært meget. Fire års ekstra uddannelse i en TV-serie. Det skal man da ikke være ked af.”

 

Når trygheden skræmmer

Rollen i Badehotellet er ikke så stor. Det gør, at hun også arbejder andre steder på samme tid. Hendes eventyrlystne side er glad for, at det fungerer på den måde, fordi det giver hende plads til også at lave andre ting på samme tid. Andre vil nok finde tryghed i at have en fast arbejdsplads, hvor man kender jobbet, kollegaerne og har sin faste gang, selvom det kun er periodisk, men ikke Ena. Hun nyder at ”besøge Martha”, hvor hun arbejder med nogle dejlige mennesker, som hun kender på godt og ondt, og instruktøren byder hende altid velkommen med et stort kram, men hun er glad for, det ikke er det eneste. Hun kender hendes rolle, Martha, rigtig godt, men den eventyrlystne kvinde elsker at blive udfordret og synes, det er dejligt at have plads til at udfolde sig på samme tid. Så pendler hun bare i de perioder, hvor hun er meget i København på optagelserne på Badehotellet. Hun fortæller også, at selvom denne måde at arbejde på er godt for hendes eventyrlyst, så gør hun det også, fordi hun er lidt bange for tryghed. Den frygt er noget hun arbejder med og en af grundende til, hun er kommet tilbage til det nordjyske. Hun er blevet fastansat på Aalborg Teater for en periode og har fast løn og en treværelses lejlighed, som koster mer end noget, hun nogensinde har boet i. Hun finder sig nu i en ”rolle”, hun ikke er så velkendt med: Hun spiller ”voksen”.

 

Voksen er bare noget, man leger

Selvom Ena nu har et ”voksenhjem”, synes hun ikke, at det kan klassificere hende som voksen. Hun ser sig selv som en, der forsøger på at være eller bare leger voksen. Efter hendes mening er Pippi Langstrømpe langt bedre til at lege voksen, end hun selv er. For hende er idéen om at være voksen noget abstrakt, hun ikke kan forholde sig til:

Jeg kan huske, da jeg blev omkring 27 sad jeg med en af mine bedste venner ude i køkkenet i den lejlighed, vi boede i. Vi sad begge to og kunne ikke forstå, hvorfor vi var så mugne. Vi var i så dårligt humør. Hvad fanden er det med os? Hvorfor er vi så sure? Hvor vi opdagede, at det var fordi, at vi havde regnet med, at en eller anden dag ville man ligesom vågne, og så ville man være voksen. Så ville man pludselig kunne finde ud af de der ting, men vi sad bare der, og hold da kæft! Det bliver man jo ikke. Det var virkelig skræmmende. Det er mega uhyggeligt på en eller anden måde; at man ikke bare vågner op og er voksen en dag.”

 

Hun fortæller, at selv når hun kigger på sine forældre, føler hun, at det bare er noget, de leger. De er noget bedre til det, end hun er. Ena fortæller, at hendes mor render derhjemme og sliber gulv, og det er jo en voksen-ting. Men selv i hendes barndom har eventyrverdenen fyldt mere end idéen om, hvordan man er voksen. Hverken Ena eller hendes far brillerede i skolen, men til gengæld blev der i barndomshjemmet fortalt en masse eventyr og gået nogle ture, og som teenager tog Ena på elvertur med sin mormor. Lige præcis eventyr er en af de ting, som hun beskriver stemningen i hjemmet med:

 

”Vi snakkede også meget om politik derhjemme. Det var ikke det. Det var bare mere sådan på teoretisk plan. Det var ikke så virkeligt – det kunne lige så godt have været et eventyr.”

 

Ena er dog glad for, at det hele ikke var en ren fantasiverden, og er rigtigt glad for, at hun var meget historisk interesseret, fordi det gav hende en smag af virkeligheden, når regninger og lignende, som ”de voksne” skulle tage stilling til, bare røg hen på ”panik-hylden”.

Virkelighed og eventyr kan dog ikke altid kombineres, så Ena brugte 5-7 år, hvor hun kæmpede med at forstå, at verden var større og ikke bare et eventyr. En stille kamp, som hun stadig kæmper i dag. Hun har svært ved at finde balancen mellem virkeligheden og eventyret, og hun mener, at eventyret er en vigtig del af virkeligheden. En del af virkeligheden hun mener er gavnlig for de fleste mennesker:

 

”Det udvider folks horisont. Det holder en lallende og optimistisk generelt. Eventyr belyser ting på forskellige måder, men det kræver, at man bliver nødt til at tage stilling til forskellighed.”

 

Og lige den forskellighed er vigtig for Ena. Hun bryder sig ikke om at blive sat i en kasse; om det så er som skuespiller eller kvinde. Hun mener, at mennesker er så meget mere end den kasse, man så gerne vil sætte dem ind i, og kan ikke forstå, hvorfor sådan noget som ens fag skal definere et menneske:

 

”Hej, jeg hedder Ena. Jeg er skuespiller. Hvorfor det? Hvorfor ikke bare: Jeg hedder Ena, jeg elsker tegneserier. Eller: Hej, jeg hedder Ena. Jeg elsker at lave mad, når jeg har tømmermænd. Jeg synes på en eller anden måde, at køn og samfund tit er noget, man går ind og spiller en rolle i, og jeg kan godt lide at prøve at sætte mig fri fra det.”

 

Hun fortæller, at hun som barn ikke kunne forstå, at hendes søster var meget bedre til at være pige, end Ena var. Moderen fortalte, at det var fordi, at søsteren godt kunne lide at se Tornerose, og derfor blev hun lidt som Tornerose, hvorimod Enas yndlingsfilm var Robin Hood.

 

Når køn ikke definerer

Ena har altid været en drengepige, og måske derfor har det været nemmere for hende at få en rolle, som måske ikke normalt ville blive spillet af en kvinde. I rollen som René i ”Drengen som ville være vægtløs”, som havde præmiere i slutningen af februar, bruger hun netop denne kønsløse klassifikation. Her spiller hun hovedrollen, som er en dreng på 19 år, som er smedelærling, og som drømmer om at være astronaut.

 

”Det sjove er, at det har vi faktisk slet ikke snakket om. Det er jo bare mennesker. Jeg kan næsten relatere bedre til ham her, end jeg kan til Ofelia, som jeg spillede tidligere på året, fordi han er en ung mand i 80’erne, som drømmer om at komme væk fra der, hvor han bor. Det, synes jeg, er enormt relaterbart, hvor Ofelia bare drømte om at blive kærester med Hamlet.”

 

Selvom denne rolle er mere relaterbar for hende i forhold til for eksempel Ofelia, er forberedelsesprocessen stadig den samme. Når hun skal forberede sig til en rolle, finder hun relevant materiale, hvor hun kan lære om tidsperioden, karakteren, stemningen eller alle ting på en gang. Somme tider er hun endda heldig, at noget af det materiale, som er relevant, er noget, Ena i forvejen har haft lyst til at læse, hvilket hun nyder ekstra meget. Derudover møder hun gerne op til prøverne i tøj, hun synes er relevant for karakteren:

 

”Jeg tager ikke kjole på til prøverne, men jeg tager kiksede, nørdede T-shirts på, og ja, så er jeg blevet klippet helt korthåret.”

 

Følelsen af at lade ”privatpersonen Ena” ligge uden for scenen og gå på scenen med den karakter, hun skal spille, er noget af det, der får hende bedre ind i rollen. Hun sidestiller det med meditation, hvor man er klar over, hvad man laver, men bevæger sig ind i en helt anden verden.  For hende er det den verden; eventyret og oplevelserne, der er spændende, og ikke målet i sig selv. Derfor lægger hun også vægt på, at hun ikke rigtigt har et overordnet mål, eller andet hun vil opnå med sin karriere, men bare vil være glad for det sted hun befinder sig. Som hun siger, så når en dag hun bliver gammel, vil hun egentligt bare være glad for, hvor hun er, og ja, så vil hun bare gerne have en have. Da hun blev presset lidt til et svar karrieremæssigt, fortæller hun drømmende at det kunne være fedt at spille med i en Star Wars-film:

 

”Det var da kun fordi, man var helt, og det var Star Wars. Det kunne være skide sjovt. Men igen. Det kunne være alt muligt. Jeg kunne være julenisse, men den lille 13-årige nørd, som er indeni mig, synes helt sikkert, at det ville være Star Wars.”

 

For helte er et koncept, Ena godt kan lide. Som barn var hun vild med Robin Hood, og hun kan godt lide det at rede nogen eller kæmpe for noget, man tror på:

 

”Jeg kan godt lide nogen, der ofrer alt for et eller andet. Det synes jeg er fedt. Hvad det så end betyder. Jeg synes, det var så fedt at spille Ronja Røverdatter. Fordi hun er en rigtig helt, altså. Hun er også fyldt med fejl, men det er jo. Det synes jeg også er sejt ved helte. Det at de også tit er virkelig dumme.”

 

Hvis hun selv skulle være en helt, ville hun gerne være jedi, superhelt, Robin Hood, cyborg, eller noget matematisk. Selvom man måske kan se hende lidt som helt inden for sit fag, fordi hun har udrettet så meget på så kort tid, er det ikke rigtigt virkeligt for hende. Hun har ubevidst sat mange krydser på sin liste for, hvad hun skal opleve, før hun skal herfra, og selvom hun ikke har lavet mål for det eller noget, der minder om, følger den liste efter hende som en hale.

 

Venskaber i telegrafform

De mange projekter, hun kaster sig ud i, er lige det, hun vil, også selvom hun til tider har meget om ørerne. Det eneste, hun synes, er svært ved det, er relationerne. Hun fortæller, at hun aldrig har været god til at holde kontakt med folk, og det at være så tæt med mennesker under en forestilling for derefter at skulle skilles er hårdt. Det er noget, hun arbejder på, men med en god veninde har de fundet noget, der virker for dem. De har en fælles interesse i katte: katte.

 

”Jeg kan godt lide katte. De er selvstændige og pisseirriterende og virkelig nuttede. Det kan jeg godt lide. Jeg er sådan en ”Crazy cat lady in disguise”… Bare uden katte.”

 

For tiden har Ena et billede af en kat i en burger som sit profilbillede på Facebook. På den ene side er det fordi, hun gerne vil være modsat hendes kollegaer, som har professionelle profilbilleder, og på den anden side synes hun, at kattebilledet viser hendes lidt fjollede side. Den side hun deler med sin veninde. For at holde kontakten sender de nemlig skøre eller nuttede kattevideoer til hinanden over Instagram. Der behøver ikke sendes tekst med, for det er nok for dem bare at sende livstegn i form af en lille kattevideo. Det sker dog også, at efter en audition eller anden begivenhed følger der lidt tekst med videoen:

 

”Du havde præmiere i går, gik det godt?

Ja, det gjorde det.

Godt.

Det bliver sådan lidt mere… Sådan Telegrafform ved de gennemgående venskaber.”

 

Denne kontaktform er specielt vigtig for hende for at bibeholde venskaberne – specielt efter hun er flyttet tilbage til Nordjylland. Hun siger, at hun også kunne have fået job i København, men eventyret om at skifte omgivelser og prøve kræfter med Aalborg Teater og nye, spændende forestillinger ville være et godt eventyr og udfordring i sig selv. I barndommen befandt hun sig ofte på Aalborg Teater, og det har været fantastisk for hende. Hun synes, at de oplevelser, man kan få i et teater, er noget, man ikke kan få alle steder:

 

”Der sker noget mere på teateret, end der gør på film. Det er et ret våget medie, og det tror jeg, man ikke helt er klar over, hvis man ikke gør det. Man er nødt til at tænke abstrakt, og man skal gøre nogle ting, man ikke er vant til. Jeg tror, der er rigtigt mange fordomme om teateret og sådan noget. Jeg tror, mange har en forestilling om noget andet, end det er, hvor i virkeligheden synes jeg, det er meget mere komplekst.”

 

Afslutningsvist vil hun gerne opfordre alle og specielt jer: Agendas læsere, til at tage i teateret. Hun fortæller, at det er et sted, hvor man skal prøve ting af, og hun mener, at der er noget for alle. Hun siger, at man i hvert fald skal give det tre chancer, før man kan sige, at det ikke er noget, der fanger. Som hun tidligere har fortalt, synes hun jo, at de fleste mennesker jo kunne have gavn af at have lidt eventyr i deres liv.