Kronik af Martin Lidegaard
Fremtiden tilhører dem, der forcerer uvidenheden, hæver ambitionerne og søger nuancen – uanset hvor ubelejlig den måtte være. Fremtidens Danmark er bygget på viden, ambitioner og uddannelse uden lofter.
Trump, Le Pen & Wilders
I de seneste år har vi været vidne til en populistisk bevægelse mod højre i det meste af verden, kulminerende med Brexit i Storbritannien og valget af Trump i USA. Nu spås Le Pen i Frankrig og Wilders i Holland stor fremgang ved de kommende valg, og uanset de kommende valgresultater må vi konstatere, at de populistiske partier har formået at forandre både de gamle partier og det politiske landskab markant. Det er derfor helt afgørende at anerkende og diskutere de forhold, der har drevet denne udvikling.
Populisme er i sig selv blevet et svært begreb at anvende, fordi det let putter alle, der stemmer på et populistisk parti, i samme bås, selvom de kan have vidt forskellige – og gode – grunde til at stemme, som de gør. I mine øjne er det kun de politikere, der aktivt fisker i de rørte vande, og aktivt foregiver at være de eneste sande repræsentanter for folket, der i bund og grund udgør et demokratisk problem, netop fordi de ikke anerkender andre valgte partier – som oftest flertallet – som legitime og sande repræsentanter for folket, som Jan-Werner Müller præcist beskriver i sin nye bog om populisme. Det er denne type af politikere – ikke deres vælgere – der fortjener betegnelsen populister.
Ingen kan påstå, at det ikke er legitimt at være bekymret for fremtidens arbejdsmarked. Automatiseringen og digitaliseringen af vores arbejdspladser vil med garanti betyde store omvæltninger for mange mennesker. Ligeledes vil en stigende indvandring med sikkerhed stille store krav til både vores og de nyankomnes integrationsindsats – også selvom vi mere end nogensinde har behov for udenlandsk arbejdskraft. Derfor må og skal vi politikere, der ikke ønsker en populistisk og nationalistisk dominans, aktivt opsøge de mennesker, som ser sig nødsaget til at stemme på Wilders, Le Pen og Dansk Folkeparti. Vi skal tage dialogen og diskussionen med dem og os selv, og vi skal finde svar på deres legitime bekymringer. De svar, som populisterne netop ikke leverer. For selvom populister er gode til at lytte, leverer de yderst sjældent brugbare svar. For de yderste fløje er verden altid sort eller hvid. Her findes kun lette løsninger. Det handler ikke så meget om, hvad man faktuelt kan bevise eller få gennemført, men netop om at nære en følelse og gøre sig til de eneste repræsentanter for ”det sande folk”.
Nogle mener, at det er en særlig gruppe af utrygge og usikre borgere, der stemmer på populisterne, typisk de svageste eller dem, der er mest truede af udviklingen eller globaliseringen. Det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror, langt de fleste af os oplever både en usikkerhed og en optimisme i forhold til de konstante forandringer, vi oplever. De nye banebrydende teknologier, migration og verdens vokseværk i almindelighed. Den politiske kunst er derfor at levere dialog og løsninger på udfordringerne – og håb og ambitioner i forhold til mulighederne. Det har de gamle partier ikke været gode nok til i de seneste år, og det skal vi lave om på. Ikke ved at give populisterne ret og medvind, men netop ved at finde de løsninger, som befolkningen savner. Og ved at pege på de mange muligheder, som udviklingen også giver. Det er derfor, vi er politikere!
I Radikale Venstre har vi to faste pejlemærker i dette nye politiske univers. Pejlemærker, der giver svar på problemerne, og samtidig åbner en verden af muligheder.
Det ene pejlemærke er EU. Selv lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien er småstater i den verdensorden, som vi kigger ind i. Hvis de europæiske lande – og i særdeleshed et lille land som Danmark – overhovedet skal have en stemme og mulighed for at kæmpe for vores værdier som demokrati, menneskerettigheder og klima, må og skal vi stå sammen i stedet for at splitte os selv. Hverken vores tryghed, fred eller demokrati er nogen selvfølge, vi skal kæmpe for det hver dag! Det gør sig ikke mindst gældende i en situation, hvor ingen aner – tilsyneladende heller ikke Trump – hvor USA vil bevæge sig hen efter den 20. januar. Det handler ikke om at gå mod USA, men om at kunne stå selv. Det er fx kun i EU, vi kan finde de konkrete fælles løsninger på, hvordan vi bedst gør forholdene for flygtninge i nærområderne tålelige og får kontrol over flygtningestrømmene til Europa. Det er kun i EU, vi for alvor kan tage hånd om klimaet og styrke vores sikkerhed ved at producere vores egen vedvarende energi på ét europæisk energimarked. Det er i EU, vi kan gøre noget ved manglen på kvalificeret arbejdskraft ved at sikre den frie bevægelighed, så der kan skabes endnu flere jobs på hele kontinentet. Og det er i EU, at terror og menneskehandel bedst bekæmpes.
Det giver ingen mening, når Dansk Folkeparti og ligesindede påstår, at vi kan løse Europas flygtningeproblem ved at opstille en bom ved Kruså. Vi kan ikke beskytte det danske arbejdsmarked mod den voldsomme teknologiske udvikling og robotisering ved at melde os ud af EU, tværtimod! Når vi hvert år er i stand til at skabe tusindvis af nye arbejdspladser til erstatning for de gamle, skyldes det i høj grad netop EU. Men EU kræver kompromiser og pragmatisme, og det er lige præcis dét, som populisterne spiller på i deres modstand.
Mere, ikke mindre uddannelse
Vores andet pejlemærke er uddannelse. Da jeg var udenrigsminister, blev jeg tit spurgt, hvad der var hemmeligheden bag den danske model og det faktum, at vi nu gennem 200 år har været et af verdens mest demokratiske, rige og lige samfund. Jeg tror personligt, at det ikke mindst skyldes, at vi allerede i 1814 indførte undervisningspligt for alle og siden har investeret massivt i uddannelse til alle. Det får vi bestemt ikke mindre brug for i en verden, der er i konstant forandring, og hvor vores børns fremtid helt vil afhænge af deres evne til løbende at tilpasse sig og være med til også at forme deres egen fremtid.
Derfor er det rent ud sagt ufatteligt, at den nuværende regering – desværre støttet af Socialdemokratiet – i disse måneder gennemfører den ene massive besparelse på uddannelse efter den anden. Hvert år kører grønthøsteren henover ungdomsuddannelser, universiteter, professionsskoler, forskning mv. Hver tiende gymnasielærer står til fyring over de næste år, universiteterne skærer i kvalitet og fag, og især grundforskning nedskaleres. Som kronen på værket har de samme partier nu indført et uddannelsesloft for at spare sølle 300 millioner kroner. Undskyld mig, hvordan kan den idé overhovedet opstå, at det skal være forbudt at dygtiggøre sig yderligere? Hvem gavner det? I hvert fald ikke de unge og den næste generation. Heller ej erhvervslivet eller vores demokrati. Næste skridt ser nu ud til at blive SU’en, ud over forringelserne på produktionsskolerne. Alt sammen for at finansiere flere grænsebetjente, dagpengeforlig og hvad ved jeg. Men helt ærligt; i disse år er der ikke noget vigtigere område at satse på end uddannelse – fra ABC til PhD! Derfor har vi radikale kæmpet hårdt imod besparelserne, og det bliver vi ved med! Vi ønsker at gå den stik modsatte vej og sætte en milliard kroner ekstra af – hvert år – til uddannelse, så vi i 2025 har ti milliarder ekstra til at gøre alle danskere dygtigere og klogere på sig selv, hinanden og den verden, de gerne vil fremme.
Få dage efter premieren på filmen ”Jackie” er det værd at erindre John F. Kennedys berømte tale ved American University fra 1963. I talen citerede han Professor Woodrow Wilson: “every man sent out from a university should be a man of his nation as well as a man of his time”. Disse ord synes om muligt endnu mere relevante i dag end i 1963. Danmark og den tid, vi nu lever i, har brug for jeres viden, jeres nysgerrighed og insisteren på fakta, ligesom I har brug for at kunne udfolde jer menneskeligt og fagligt. Det er ungdommens geniale nybrud og hårde arbejde, som skal sikre os alle en værdig fremtid. Det mindste, vi kan gøre, er, at hjælpe den så godt vi kan – uddannelse har altid været menneskets – og Danmarks – mest dyrebare gave.
