TEKST OG FOTO: Maria Lykke Møller Mousing

I denne måned sætter vi fokus på iværksættere i Aalborg. Flere virksomheder popper op her i Nordjylland, og Aalborg er blevet en stor iværksætterby. Flere nye tiltag bliver mulige for de mange med en iværksætterdrøm i maven. Men hvordan kan det lade sig gøre, hvis man er studerende og gerne vil have en virksomhed ved siden af? Jeg har været ude at tale med den stadig forholdsvis nye virksomhed House of Concrete om det at starte en virksomhed op samtidig med, at man skal passe sit studie. Udover House of Concrete har jeg besøgt Startup Café Aalborg, som pt. er at finde i Algade nær Budolfi Kirke og vingårdsgade.

House of Concrete

Jacob Lønskov på 27 år, i gang med sin kandidat i Idræt på AAU, og Camila Behr Carlsen på 26 år, færdig som serviceøkonom ved UCN med Sport Event Management som top up.

Kærester, unge og begge ejere af House of Concrete (HOC).

 

Camilla og Jacob valgte at starte deres eget firma – på trods af at de ikke vidste ret meget om det at drive firma og var godt i gang med deres uddannelser. Der gik lang tid før, at HOC blev en realitet. Det hele startede med, at Jacob flyttede til Aalborg for tre år siden. Han mente ikke, at der var noget parkour i Aalborg, så derfor startede han med at skabe nogle faciliteter og muligheder for træning af parkour i Aalborg.

At være frivillig var starten i foreningen Concrete Culture, som han selv var med til at starte. Her var han så heldig at møde Camilla – og herefter gik det fremad! Jeg besøgte HOC og fik lidt mere at vide om deres tanker bag:

 

Hvorfor valgte I at starte jeres eget firma?

”Camilla og jeg har arbejdet sammen for at skabe nogle faciliteter og rammer for at træne parkour for at kunne tilgå det her gademiljø, som er sådan lidt uorganiseret. Det var svært at få opbakning af kommunen ift. at skabe en forening, så det endte med, at vi begyndte at kigge på, om vi kunne starte noget selv,” siger Jacob, og Camilla fortsætter: ”I starten var det meningen, at vi kun skulle starte Streetworkout og parkour. Vi havde set lokalerne, men vi var først blevet enige om, at vi ikke havde råd til det, da det kun var det ene rum, som vi ville benytte os af.” Camilla og Jacob var dog efterfølgende nede at se lokalerne igen, hvor de blev enige om, at det godt kunne lade sig gøre – og så var der også mulighed for at starte op med poledance.

 

Hvordan har folk taget imod dette koncept – alternativ sport?

”Det er overraskende godt – på nuværende tidspunkt har vi flere medlemmer, end hvad de havde sat i forretningsplanen. I starten blev de mødt meget af det der ”jamen sådan plejer man ikke at gøre” eller ”jamen det er jo ikke den rigtige måde” – for deres hold er meget anderledes opbygget end for eksempel andre steder. Nu bliver de ikke mødt af dette i lige så stor grad – på trods af at de kun har været i gang i et år,” siger Camilla, og Jacob tilføjer: ”Fra et sportsmæssigt synspunkt, så er jeg i hvert fald af den overbevisning om, at det med fitnesscentre er noget af det værste, som er sket for idræt – det gør også, specielt med holdundervisningen, at man ikke kan tilpasse undervisningen til dem, som kommer. Udgangspunktet er egentlig det vigtigste for læring. Her er der mere struktureret undervisning, og det er lidt det, som vi prøver at få med hos HOC. Det er det bedst mulige produkt, som vi kan lave, hvor der er høj kvalitet på undervisningen, og folk kan få den undervisning, som vi mener er af høj kvalitet og kan give en udvikling sportsmæssigt og personligt.”

 

En læreproces

Der er ingen tvivl om, at alt dette har været en læringsproces for Camilla og Jacob. De er begge enige om, at det at have et privatforhold samtidig med at arbejde sammen er spændende og udfordrende. Nærmest i kor svarer de ”ja”, da jeg spørger, om de har lært hinanden bedre at kende, efter at de har startet virksomheden. ”Det er jo nærmest ligesom at få et barn. Man ser hinandens værste sider, når man er stresset og mest presset,” forklarer Camilla. Dog er de begge ikke i tvivl om, at det har været det hele værd.

 

Camilla og Jacob vidste som sagt ikke ret meget om at føre virksomhed, så der var rigtig meget, som skulle læres. ”Vi vil jo gerne spare så mange penge som muligt og gøre mange ting selv, men vi får også hjælp udefra. Vi lærer stadig og vi lærer af de fejl, som vi desværre har lavet,” fastslår Camilla med et træk på skuldrene.

 

Navnet ”House of Concrete”

Selve navnet ”House of Concrete” kommer fra deres tidligere, frivillige arbejde hos Concrete Culture (som de selv var med til at starte). Da projektet så blev til en virksomhed, og rammerne samtidig rykkede ind i et hus, så gav det mening at kalde det House of Concrete. Gadekulturen er her rykket indenfor.

 

Havde I nogensinde drømt om, at I skulle starte jeres eget firma op, dengang I startede på jeres uddannelser?

Overhovedet ikke. Det var nok det sidste, som jeg regnede med ville ske,” siger Jacob og fortsætter: ”Jeg var også på bar bund, men jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med noget gadeidræt af en eller anden art.” Camilla fortæller også, at hun slet ikke er endt, hvor hun ville til at starte med. I løbet af hendes studietid fandt hun ud af, at det slet ikke var noget for hende.

 

Heldigvis mødte hun Jacob, og det blev deres startskud på en lang, lærerig og forhåbentlig succesfuld rejse.

 

er begge enige om, at det at have et privatforhold samtidig med at arbejde sammen er spændende. enige om, at det er spnrerne ogEvt. en boks med nedenstående – skal være lidt væk fra den sidste tekst (lige det herover).

House of Concrete er beliggende i Aalborg Vestby. Det er et miljø, hvor det er okay at være nybegynder til noget – også selvom at man er 25 år. Kontakten mellem instruktørerne og medlemmerne er mere personlig end i andre fitnesscentre – der gøres meget ud af det enkelte medlems personlige mål.

Alternativ træning – HOC tilbyder: Poledance, Parkour, Burnout session, udstræk, dans (girly style), polterabend, firma- og skolearrangementer og så en helt masse hygge!

Startup Café Aalborg

Som et nyt tiltag har kommunen valgt at åbne en Startup-café i Aalborg, som har fokus på iværksætterne. Startup Café Aalborg er en café, som åbnede d. 4. marts 2016, hvor BusinessAalborg og Kickstart har arbejdet sammen for at få dette projekt op at stå. Jeg mødte to af de ansvarlige for projektet – Frida Tarp fra BusinessAalborg og Cosmon Pirvu fra Kickstart – og dem stillede jeg et par spørgsmål omkring caféen.

 

Til start talte jeg med Frida, som forklarede, hvorfor det er så vigtigt at have lige præcis sådan en café i Aalborg.

”Der er flere grunde til det. Der skal tilbydes noget andet til iværksættere – Aalborg er en stor iværksætterby. Denne café kan hjælpe os med at komme mere ud til iværksætterne i byen, i stedet for at iværksætterne skal komme til dem efter rådgivning. Jeg tror, at Aalborg som by vil blive styrket iværksættermæssigt på længere sigt, og det er vi selvfølgelig en del af.”

 

Hvordan er der blevet taget imod caféen?

”Der er stor begejstring. Før skulle man booke en tid for at få rådgivning – nu sidder vi hernede fast, hvor man så kan komme til drop-in rådgivning – og det giver iværksætterne mulighed for at komme, også selvom at det måske er lidt mindre spørgsmål.

Mange er faktisk overraskede over, at vi som kommune er gået ind i det her – for det ser man ikke så mange steder. Det koster aldrig penge at få rådgivning hos kommunen, men det giver en anden synlighed at rykke ud i byen. Analyser viser også, at iværksættere, der har fået rådgivning ved opstart, klarer sig bedre end andre, og derfor skal vi jo helst have kontakt med så mange af byens iværksættere som muligt. Nu møder vi iværksætterne ude i byen og får en større synlighed ift., hvad vi har haft før. Der har været rigtig god nysgerrighed, nu hvor vi er her.”

 

Cosmon fra Kickstart er heller ikke i tvivl om, at samarbejdet mellem BusinessAalborg og Kickstart er rigtig godt. Da Kickstart er en frivillig organisation, så er det klart, at BusinessAalborg har mere ansvar end Kickstart for at få dette til at køre. BusinessAalborg kunne dog aldrig gøre arbejdet uden Kickstart, da Kickstart er behjælpelig med mange af de praktiske ting. Cosmon fortalte mig derudover, hvad de ellers gør anderledes end BusinessAalborg:

”Vi sørger også for, at der bliver afholdt oplæg på engelsk, og vi inddrager også flere businessmodeller og udvikling inden for business.”

 

Både Cosmon og Frida er enige om, at caféen er et godt initiativ til og for iværksætterne. Cosmon sagde: ”Jeg tror, at stedet her er med til at hjælpe de mennesker, som overvejer at starte et firma op,” og Frida supplerede: ”Det er sådan, at alle iværksættere er velkomne her – uanset om man er på afklaringsstadiet, eller man er længere i det, om man står i en iværksætterlignende situation, eller om man har drevet virksomhed i længere tid. Det er iværksætternes sted mere, end det er kommunens, dvs. at iværksætterne er velkomne til at komme med idéer og forslag til stedet, og hvad det skal rumme.”

 

Går du rundt med en iværksætter gemt i maven, og har du brug for at blive styrket til at komme videre i processen? Startup Café Aalborg har åben hver mandag og torsdag fra kl. 09-18, og du kan finde dem på Facebook for at holde dig opdateret, få god viden og ikke mindst for at tilmelde dig de mange oplæg i caféen.

 

Startup café Aalborg tilbyder bl.a.: Evt. en boks

  • Al slags rådgivning ift. iværksætteri
    • Det kan fx være: økonomi, forsikring, jura osv. (dog kun vejledning uden bindende ansvar)
  • Rådgivning ift. personen – udfordringer, coaching
  • Drop-in koncept: Kom i åbningstiden, når du vil. Der skal ikke bestilles tid. En iværksætterkonsulent sidder klar.
  • Oplæg – succeshistorier fra andre som har startet firma (det er gratis)