Tekst: Alexander Kokkedal // Fotograf: Kaali Karolussen
En onsdag eftermiddag i slutningen af september befinder vi os på Lauritzens Plads nede ved KMD-bygningen, hvis tvedelte kontur af gråsorte murstensfæstninger med fire-fem etagers skinnende glasværk imellem står i skarp kontrast til de skidenhvide og faldefærdige bygninger umiddelbart vest for. I alle andre verdensretninger er udsigten ellers fantastisk. Specielt over Limfjorden, som stedet ligger ud til.
Udover at huse Aalborg-afdelingen af den store it-virksomhed med de tre konsonanter har spilfirmaet SpilNu.dk lejet sig ind, så de har deres egen etage. Spilsitet blev lanceret i slutningen af 2011 af brødrene Anders og Jacob Christensen og så dagens hovedperson, iværksætter Mads Peter Veiby, der er 40 år og uddannet bankassistent med en erhvervsøkonomisk diplomuddannelse.
I år 2000 startede Veiby med Thomas Havemann et lignende foretagende op, Lotto24, som han arbejdede igennem med ved siden af sit lønnede job i Unibank (senere Nordea). I 2003 stiftede Veiby og Havemann mobilselskabet M1, der i 2009 blev opkøbt af Telmore, der er et datterselskab af TDC-koncernen.
For tiden har Veiby fået meget omtale i medierne for sit nye boligprojekt Gug Alper, hvor han ved køb og udstykning af jordlodder i Aalborg-bydelen Gug har sat gang i et større byggeri, der skal munde ud i 35 nye boliger og en særegen bygning til hans egen familie, nemlig den i folkemunde døbte Villa Gug, der er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels.
Kameramanden og jeg bevæger os inden for og finder den rigtige elevator – altså den man ikke skal bruge et særligt kort for at benytte – og banker på døren til CEGO’s kontorer, hvor SpilNu.dk hører til. Vi bydes velkommen af en frisk og fyrig, rask og rørig Veiby, der beder os tage plads, indtil han har afsluttet sine drøftelser med to andre herrer.
Efter en stund vender han stærkt igen, og interviewet kan så småt begynde.
Du har før udtalt, at du går meget op i vores uddannelses- og SU-system. Hvilken betydning har systemet spillet for dig?
– Det har spillet den rolle, at jeg selv har modtaget SU. Jeg mener at have modtaget det både som hjemmeboende og i høj grad som udeboende. Jeg er opvokset alene med min mor og min storebror. At jeg blev 18 år betød, at hun stoppede med at modtage børnepenge, men det betød ikke, at jeg stoppede med at spise og med at bruge tøj og varmt vand. Hun stod stadigvæk med udgifterne, og vi havde ikke særlig mange penge.
Der synes jeg faktisk, det er helt fair, at man giver noget SU til hjemmeboende. Man kan ikke tage for givet, at alle studerende har to velpolstrede forældre, og kalde det cafépenge. Det, synes jeg, er en smule arrogant.
Hvor går grænsen mellem, hvad man skal få hjælp til, og hvad man skal kunne klare selv?
– Det er et abstrakt spørgsmål, men i hensyn til uddannelse er jeg stadigvæk tilhænger af, at vi har fri uddannelse i Danmark. Jeg synes, det er forkert, at man ligesom i det amerikanske system enten kan betale sig til en universitetsuddannelse, eller at man skal fortjene sig til den via noget sport. Dermed ikke sagt at man ikke skal stille krav, for jeg synes også nogle gange, at kravene til at komme ind på en uddannelse er for nemme. Hvor man egentlig afgør adgangskravet mere efter, hvor populært det er, end efter hvor svært det er. Det tror jeg egentlig er med til at sænke niveauet, og det synes jeg er en fejl.
Hvilke ting burde man ikke have hjælp til, hvis man tager en uddannelse?
– Hvis det nu for eksempel er, at man har svært ved at følge med i undervisningen, så synes jeg ikke, at man skal have hjælp til at blive nurset igennem en universitetsuddannelse. Så må man ligesom gøre op med sig selv, at det at gå på universitetet er et selvstudie, hvor man får noget undervisning, som er meget anderledes end gymnasiet, hvor man har en lærer til at gå og nurse en, og hvor det her i høj grad er auditorieforelæsninger.
Så der synes jeg ikke, at man skal have hjælp, hvis man har det behov for at blive sendt igennem en universitetsuddannelse. Så er det måske bedre, at man finder på noget andet at lave, og det kan jo være lige så godt.
Du har før hentydet til, at med vores fokus på uddannelse går vi glip af, at nogen går ind i en produktion og opdager en ny måde at gøre tingene på. Hvor meget vægt bør man lægge i at få en uddannelse?
– Jeg tror også, at man kan uddanne sig selv til for meget. Jeg vil være ærlig og sige, at vi har nogle poster besat i vores virksomhed, hvor jeg egentlig vil mene, at dem, der bestrider dem, er overuddannede. Det er nærmest blevet kutyme, at man har en universitetsuddannelse i dag, før man får et kontorjob. Det synes jeg ikke nødvendigvis er rigtigt. Så har man også et sjovt – synes jeg godt, jeg kan være lidt fræk at sige – uddannelsessnobberi i Danmark, hvor man skal uddanne sig og have en kandidat inden for et eller andet, ellers er det ikke godt nok til et selskab. Det vil jeg egentlig gerne gøre op med, for vi har i lige så høj grad brug for håndværkerprincippet.
Folk, der arbejder på fabrik, kan være lige så rutinerede og motiverede som alle mulige andre. De har måske bare ikke interesse for deres job. Så bruger de måske mere deres energi i fritiden. De samler veteranbiler – et eller andet.
Dernæst må vi bare forholde os til, at vi er forskellige som mennesker, og vi kan altså ikke alle sammen være læger og ingeniører. Vi har behov for alle typer, og der synes jeg, vi op gennem 90’erne og 00’erne virkelig bare har sat turbo på og sagt, at næsten alle skal gå på universitetet. Det synes jeg ikke nødvendigvis, at de skal.
Du var i programmet ”De røde på udebane”, der kørte i marts 2016. I forbindelse med det sagde du, at du ville afmystificere fejlopfattelser om det at være rig. Hvilke fejlopfattelser kunne det være?
– Jeg forventer ikke på nogen måde, at folk taler anderledes til mig, fordi jeg er rig, og det er der lidt nogen, der tror, at man skal. Mange har også en opfattelse af, at det at være rig ligesom er en race for sig. At det er noget, nogen er. Men det er det ikke. Det er egentlig alle forundt. Det handler bare om, at man får en eller anden idé, og man så knokler med det, man laver. Uanset om det er som advokat eller kameramand, så er mulighederne der. Det synes jeg egentlig efterhånden, der har været så mange eksempler på.
Mange it-iværksættere og unge iværksættere er med til at sparke døren indenfor. It behøver det ikke engang at være. Johan Bülow [grundlægger af Lakrids by Johan Bülow] også, som laver noget ekstremt gammeldags. Han er bare pissegod til det og er ikke bleg for at sige, at han er god til og har succes med det, han laver. Det, synes jeg, er fedt, at man ligesom er med til at aflive den myte og sige, at alle kan gøre det, og han kommer også af ingenting. Han kommer i hvert fald ikke ud fra en adelig, gammel, rig familie. Han startede for få midler.
Dit iværksætteri begyndte i år 2000, hvor du sammen med en partner stiftede spilfirmaet Lotto24, mens du stadigvæk havde dit job som bankassistent. Hvilke udfordringer var der i de første år?
– Der var mange. For det første vidste jeg ikke noget omkring at drive egen virksomhed, så der var en masse små, praktiske udfordringer – om hvordan man indberetter moms og alt det der.
Derudover var der også den udfordring, at vi ikke havde så meget kapital. Det gjorde, at der hver måned skulle tjenes penge til, at vi bare kunne få løn. Hvis ikke jeg kunne få løn, kunne jeg ikke blive boende i min lejlighed, og så ville min daværende kæreste, som nu er min kone, blive sur. Så det var en kamp med tiden. Hele tiden. Og egentlig en fantastisk periode at tænke tilbage på, hvor jeg synes, at man virkelig lærer meget – også at sætte pris på penge og at leve på små midler, og hvor man også lærer, hvor meget man kan opnå på lidt, som jeg bilder mig selv ind, at jeg stadigvæk godt kan, hvis det skulle komme dertil.
Du søgte på et tidspunkt om et kontor i forskerparken NOVI, da du ville udvikle Lotto24. Det fik du afslag på. Hvad var deres begrundelse?
– Jeg tror, begrundelsen for deres side var, at man ønskede, det skulle være knyttet lidt op til universitetet, og der skulle ligesom være noget forskning involveret i det. Hvis man ”bare” sad og administrerede et website, så var det ikke det rette sted at være. På det tidspunkt var det lidt træls for os, for vi ville gerne have været derude og fået et netværk og nogen, der måske kunne programmere. Der var ikke så mange kontormiljøer på det tidspunkt. I dag er der masser af andre tilbud. Så det var træls. Så måtte vi finde på noget nyt.
Ville du kalde projektet, du arbejdede med, for innovativt?
– Jeg tror sagtens, du kan argumentere for, at det var innovativt. For det var ikke set før i Danmark, og vi gjorde nogle ting ret anderledes. Men jeg tror også i al fairness, at der er stor forskel på at være opfinder og så at være innovativ, og jeg har i retfærdighed aldrig opfundet noget. Jeg tror, man gerne ville opnå, at man kunne få sig en patentfabrik ude på NOVI. Det tror jeg, man er gået lidt væk fra og siger, at nu vil man egentlig gerne bare have innovation.
Prøv også at kigge på en virksomhed som Facebook. Hvad har de opfundet? De har faktisk ikke opfundet en skid. De har sådan set bare taget MySpace og gjort det meget mere lækkert, og det har de fået kæmpe succes med, og det er blevet en af verdens største virksomheder. Det er innovation. Så det synes jeg godt, man kunne kalde det. Det var en ny måde at spille på, og det var også en ny måde at vise reklamer på for datidens type virksomheder.
Var du lige begyndt med dit iværksætteri på det tidspunkt, hvor du søgte om et kontor?
– Hjemmesiden var oppe at køre. Vi havde nogle kunder og tjente lidt penge, så det var sådan i den spæde start. Jeg havde måske været i gang i en seks måneders tid. Men jeg har så også lært siden, at der er mange måder at sige ting på, og det kan da godt ske, at jeg måske var for meget bonderøv, da jeg fortalte lige ud af posen omkring, hvad vi lavede.
Jeg var ude og være dommer i en konkurrence, hvor der var et meget sjovt eksempel. Nogen havde faktisk opfundet noget rigtig smart: 3D-teknologi til hvordan man kunne aktivere ældre mennesker, og så kommer de og siger, at de gerne vil sælge en app. Så siger jeg, ”Nej, I vil ikke sælge en app. Det, I vil sælge, er en virtuel løsning, der gør, at ældre mennesker kan motionere mere og få mere velvære, og så leverer I det via en app. Der er stor forskel.”
Så det kan godt ske, at jeg måske også dengang var typen, der ville sige, at det bare er sådan en hjemmeside. Så no hard feelings.
Jeg vil gerne høre om byggeriet Gug Alper. Vil du fortælle mig lidt om projektet?
– Projektet startede i sin enkelthed med, jeg var med i et tv-program, der hedder ”Felix jagter vejen til succes” med Felix Smith, og der snakkede vi lidt frem og tilbage, hvor jeg var sammen med ham i tre dage.
På et tidspunkt nævner jeg, at jeg gad helt vildt godt have Bjarke Ingels til at tegne et hus for mig, men jeg kunne ikke få mig til at spørge. Så siger Felix, ”Jeg skal til New York næste uge sammen med Bjarke i tre dage og lave programmet, ligesom jeg har lavet med dig, og jeg spørger ham.”
Så siger jeg, ”Nej, det skal du ikke.” Men så siger han, ”Jo, det gør jeg sgu Mads.”
Der går så tre dage, hvor Bjarke så ringer og siger, ”Jeg har fået dit nummer af Felix. Jeg skal tegne dit hus?” Så siger jeg okay. Jeg mødtes så med ham. Han besøgte mig i Aalborg. Vi går en tur over på marken, og så går vi egentlig i gang med det, og jeg får købt et jordstykke af en landmand, der hedder Holger, og så går det slag i slag.
Det er kæmpestort. Det er 12 hektar eller sådan noget. Det er helt vildt stort, og jeg skal jo ikke bare bruge grunden til mig selv, så vi laver sådan en udstykning. Bjarke Ingels lægger stregerne til, hvor han mener, at husene skal være placeret for at få det mest mulige ud af området som helhed, og det går vi så i gang med, og det er færdigt nu. Nu er vi ved at få detailplanlagt vejen og så videre.
Det har været meget omdiskuteret i Aalborg, primært fordi – vil jeg være lidt fræk at sige – at to naboer er sure, men det er jo ikke helt forkert, hvis jeg siger det. De her offentlige høringer har også afsløret, at flere skriver ind og siger, at de gerne vil have det, end skriver ind og siger, at de er sure. Sådan er det, når du bygger noget. Hvis naboerne skal bygge til, er der også nogen, som synes, det er fantastisk, og nogen, som synes, det er knapt så fantastisk.
Så har vi fået lavet det her spændende, runde hus. Jeg tror, det er et hus, hvor man enten elsker eller hader det. Vi er dem, der elsker det. Og det er virkelig blevet omtalt meget i hele verden og næsten på alle arkitektursites. Det er næsten ikke engang blevet projekteret færdigt endnu eller opført. Det er faktisk den mest omtalte bygning i Aalborg. Det hænger så også sammen med, at den har været nævnt i nogle store, amerikanske designsites, og den har været i tyske Autobild, som læses af 10-20 millioner mennesker. Så det er lidt sjovt. Også nogle gange lidt belastende.
Hvilken effekt tror du, det vil have i forhold til at trække andre formuende mennesker til området?
– Man kan sige om grundene til salg, at de første er solgt væsentligt dyrere, end jeg havde regnet med. Noget af det har selvfølgelig at gøre med, at naturen er lidt bedre og renten lav. Men selvfølgelig har det også noget at sige, at huset, man bygger, er så dyrt. Sådan tror jeg, det er på alle veje. Hvis du bor på en villavej, og der så kommer en og bygger et smukt, flot og dyrt hus, så smitter det også lidt af på naboerne. Det trækker dem lidt op. På samme måde som at hvis man bor på en villavej, hvor der er et hus, hvor vedkommende bare har en losseplads i baghaven, så trækker det ned for værdien på dit hus.
Jeg har ikke gjort det som en drøm om at bosætte mig sammen med andre rige mennesker, for at vi kan sidde og drikke bourgogne sammen om tirsdagen. Men jeg tror, det er en helt naturlig effekt, at man gør det. Det kender man fra alt, også fra folkeskolen. Når den første 8-årige får en iPhone, så begynder resten også at vil have en, og så stiger hele bestanden af smartphones i klassen.
Hvornår forventes det at være færdigt?
– Vejen bliver færdig til foråret. Der er den helt færdig med lamper og så videre. Så skal vi have udmatrikuleret grundene. Jeg tror, at hvis vi er rigtigt mega heldige og dygtige, så kan vi flytte ind til jul ´17, og ellers bliver det foråret ´18.
Hvordan regner du med, at folk vil modtage det endelige resultat?
– Helt ærlig er jeg ligeglad. Det er vores hus. Det vigtige er, hvordan min kone og jeg modtager resultatet. Om folk så kan lide det eller ej, det må de rode med dem selv om. Det er ikke et offentligt projekt. Det er en privat bolig. Det skal man også huske.
