TEKST: Christina Nielsen

 

De fleste af os kender hende som tidligere minister og formand for Konservative op gennem nullerne. Hun var en del af dansk politik i 20 år, hvoraf halvdelen var for bordenden i et ministerie. Nu er hun i stedet blev administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder og fik i sommer en plads for AAU’s bordende, da hun blev valgt som ny bestyrelsesformand.
Lene Espersen er vokset op i Nordjylland, og selvom hun ikke har boet her i regionen, siden hun var 16 år, kan hun ikke løbe fra, at hun er nordjyde. Det er med en venlig nordjysk dialægt, at hun tager telefonen, da Agenda talte med hende om vejen til toppen af dansk politik, som nu har ført til en toppost i erhvervslivet og en plads for AAU’s borende.

Udgangspunktet
Hun havde egentlig længe drømt om at blive læge og gik i 1.g på Hjørring gymnasium på matematisk linje, men så blev hun udvalgt til at repræsentere Danmark på et internationalt gymnasium i Canada, hvor hun fik en IB. I Canada fik hun økonomi som fag, og det fangede hende. ”Jeg blev sindssygt interesseret i samfundsøkonomi og forståelsen for, hvordan verden og verdensøkonomien på en måde hænger sammen, og hvor afhængige vi er af andre lande. Jeg havde en fantastisk lærer, der på en eller anden måde fik det gjort enormt relevant i forhold til både politik og den måde, verden udvikler sig på. Det gjorde faktisk, at jeg besluttede mig for ikke at læse medicin men i stedet økonomi”, fortæller hun.
Det blev økonomistudiet på Aarhus Universitet, da hun havde lovet sin familie at blive i Jylland, når hun skulle læse videre. Hun engagerede sig i studiet og var med til at arrangere arrangementer for nye studerende og var også aktiv i studenterpolitik. Det ledte til en interesse for uddannelsespolitik og en erkendelse af, at der var nogle ting i samfundet, som godt kunne blive bedre. ”I starten var jeg medlem af en forholdsvis upolitisk forening, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at hvis man vil ændre på nogle ting, så bliver med nødt til at tale med dem på Christiansborg. Derfor var jeg klar over, at det var bedre at melde sig ind i et politisk parti. Jeg meldte mig ind i Konservative studerende, hvor Connie Hedegaard var formand, og jeg syntes, det stod for mange gode ting. Poul Schlüter var statsminister dengang, og jeg havde også stor respekt for ham som statsminister, så det blev Konservative, men det var ikke noget, jeg havde med mig hjemmefra, men mere dem, jeg syntes, der gjorde det bedst”.
Senere blev hun selv næstformand for konservative studerende og blev mere og mere aktiv i forhold til partipolitik, men det var først, da hun var færdiguddannet, at en vælgerforening kontaktede hende og spurgte, om hun ville være folketingskandidat. ”Rigtig mange vil nok tænke, at politikere er sådan nogle, der har fået det ind med modermælken og nærmest blevet hjernevasket til, at de skal være politikere”, siger hun og griner. ”Jeg havde regnet med, at jeg skulle være økonom, og jeg havde et super arbejde ved Bankernes EDB Central, så jeg havde et fint akademisk arbejde, men jeg blev mere og mere optaget af det politiske, og så fik jeg en mulighed for at opstille til folketingsvalget”.

Folketingskandidat
Ringkøbingkredsen havde tilbudt hende at blive folketingskandidat for dem, og hendes chef var meget forstående, så hun fik lov til at gå lidt tidligere én gang om måneden, så hun kunne komme på virksomhedsbesøg og til debatter i Ringkøbing. Om aftenen tog hun nattoget hjem til Roskilde, så hun kunne møde kl 6 om morgenen og lave det arbejde, hun ikke nåede dagen før.
I 1994 var der valg til Europaparlamentet, og den afgåede statsminister Poul Schlüter stillede op til dette valg. Partiet var optaget af at få en god liste til valget, og Lene blev opstillet som nummer fire på listen som en af de unge nye kræfter i partiet. ”Det betød, at jeg i foråret var rundt med Poul Schlüter – jeg plejer at kalde mig selv det tynde øl, der var med ham rundt – og han var sindssygt god, for på sin egen underfundige måde sørgede han for at svare på de brede politiske spørgsmål, men alt det omkring stemmeregler, traktater osv. lod han mig svare på”. Schlüter testede hende, for at se, om hun havde styr på substansen, og det havde hun. ”Så sagde han til mig ”Prøv at hør her Lene, du kan ikke komme i Europaparlamentet”. Da han sagde det, blev bare så ked af det, men så sagde han ”du skal i Folketinget. Vi har simpelthen brug for at få nogle friske unge piger som dig ind, der har meninger og meningers mod til at få sat gang i det”. Da han sagde det, blev jeg enormt beæret, og så gik jeg og grublede over det”.
Hun er sådan én, der havde fået flidspræmie i skolen og passet sine ting, så hun havde aldrig rigtig gjort noget så vildt. Da hun overvejede, om hun skulle stille op, fik hun tilbuddet om at skrifte kreds fra Vestjylland til Nordjylland. Hun blev opstillet i Sæbykredsen, som godt nok aldrig havde givet valg til de borgerlige, men det var hjemme i Nordjylland, hvor hun kommer fra. ”Jeg tænkte, at jeg måtte give det en chance, så jeg valgte faktisk at sige mit job op og satsede på at blive valgt ind i Folketinget. Min chef var virkelig sød og sagde: ”Lene, du bliver jo ikke valgt ind, men du kan bare komme tilbage, når det sker””.

På toppen af dansk politik
Selvom kredsen aldrig havde givet valg til de borgerlige, blev dette ændret i 1994. Lene Espersen blev valgt ind, og hun kom til at sidde i flere udvalg og blev ordfører for partiet. I 1999 var der uro i partiet, efter Hans Engells spritkørsel, hvilket endte med, at hun blev en del af ledelsen. Hun blev også politisk ordfører – en hård post, men også en post der næsten sikrer, at man kan blive minister, hvis regeringsmagten skrifter. Det gjorde den i 2001, og Lene blev justitsminister og senere Økonomi og erhvervsminister og sluttede ministertiden af med at være udenrigsminister inden valget i 2011, hvor regeringsmagten skiftede igen. Ifølge hende, var det ikke nødvendigvis en dårlig ting. ”Jeg har haft nogle virkelig gode år, men jeg er også en af dem, der helt ærlig og åbent tør sige, at når man har siddet i regeringen i 10 år, så er det faktisk meget sundt at regeringsmagten skifter. Da vi tabte i 2011 – det er jo aldrig sjovt at tabe – så tænkte jeg faktisk, at det var fint, at de andre skulle tage ansvaret og tæskene for alle de upopulære beslutninger, som man bliver nødt til at tage som politiker. Man kan jo ikke være julemand hele tiden. Jeg tror, det er sundt, at der kommer nogle nye øjne til og stiller nogle nye spørgsmål”.
Det betød en ny rolle i oppositionen, hvor hun fik tildelt uddannelses- og forsvarsområdet, og hun var glad for, at der var tid til fordybelse i de nye områder, og at hun kunne udtale sig mere frit, nu hvor hun ikke længere var minister. Det blev til 20 år som folketingsmedlem, hvoraf 10 af dem var som minister, inden hun i 2014 sagde farvel til politik for i stedet at blive administrerende direktør i Danske arkitektvirksomheder. ”Når jeg ser tilbage på de 20 år, så ser jeg tilbage på det med glæde. Selvfølgelig har jeg også være i modvind og er blevet kritiseret, men jeg sidder ikke tilbage og er bitter eller sur. Jeg tænker først og fremmest, at det er et kæmpe privilegie at tjene folkestyret og få lov til at skabe et bedre samfund. Jeg er meget stolt af de danske folkestyre, og jeg holder stadig mange foredrag og fortælle folk om, hvor glade de skal være for det”.

For bordenden på Aalborg Universitet
Da hun af nogle medarbejdere på universitetet blev spurgt, om hun ikke ville søge om at få en af de eksterne pladser i bestyrelsen, sagde hun med det samme ja. Der var ikke nogen tvivl. ”Jeg er vanvittig stolt af Aalborg universitet, og der har i den grad været med til at løfte Nordjylland. Det er ved at vise, at også i den del af Danmark kan vi være med på vidensområdet, og det er med til at løfte erhvervslivet og hele udviklingen af området, at vi har så stærkt et fyrtårn, som universitetet er. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til”.
Hun kender næsten hver en afkrog af Nordjylland, da hun som politiker har besøgt utallige virksomheder, skoler, plejehjem og mange andre institutioner her i regionen. Det er også en kompetence, som hun synes, er vigtig at få repræsenteret i bestyrelsen, for hun har både det nordjyske og det politiske med sig i bagagen. Men da hun blev spurgt, om hun ikke alene ville være medlem af bestyrelsen men også formand, måtte hun synke en ekstra gang. ”Jeg skulle overveje, om jeg havde tid til det, og om jeg kunne afsætte de nødvendige timer for at kunne gøre arbejdet godt for Aalborg universitet. Og er det okay med min bestyrelse i Danske arkitektvirksomheder, at jeg siger ja til det? Min bestyrelse bakker 100% op om det, men det var ikke bare en beslutning, jeg selv kunne træffe, for jeg ville have en sikkerhed for, at min egen bestyrelse og min egen formand synes, det var en god ide, at jeg havde det her ved siden af”.
Den 1. juli tiltrådte hun officielt som formand, men inden da havde hun fået lov at være med til det sidste bestyrelsesmøde inden sommerferien, og især studenterrepræsentanterne gjorde indtryk på den garvede politiker. ”Her fik jeg jo lejlighed til at møde de andre bestyrelsesmedlemmer og herunder også studenterrepræsentanterne, og de var simpelthen bare så fantastiske. De studerende var jeg dybt imponeret over. Det har sindssygt gode og stærke holdninger og tør sige deres mening. De sidder ikke bare og er stille.”
Selvom Lene ikke kan løbe fra det nordjyske, så mener hun, at AAU skal lægge noget af den nordjyske beskedenhed på hylden. For AAU er gode til rigtig mange ting, blandt andet PBL, gennemførsel til tiden og social mobilitet. Listen er lang, og den skal AAU bruge til at brande sig på. Ikke kun når vi sammenligner os med andre universiteter i Danmark men også i udlandet, for AAU skal også markere sig internationalt.
Det venter ligeledes mange opgaver i efteråret, for regeringen har bebudet et bevillingsreform, og generelt set er der kamp om midlerne inden for uddannelsessektoren. ”Jeg kan allerede godt forventningsafstemme og sige, at jeg ikke kan hekse og få det hele til kun at tilgodese Aalborg. Jeg mener faktisk, at vi har en interesse i, at der ikke er nogen af universiteterne, der skal stå tilbage og føle sig som tabere, men at vi har en god udvikling på alle universiteter. Jeg synes bare, at det er rigtig vigtigt, når man laver reformer, at man understøtter sunde udviklingstendenser, herunder blandt andet at studerende gør sig færdige og ikke bruger for mange ekstra år på at læse”, siger hun og fortsætter ”Jeg vil gøre rigtig meget for selvfølgelig først og fremmest at tale vores sag men faktisk også at få gode relationer til de øvrige universiteter i Danmark. Politikere bliver faktisk lettere irriteret, hvis de oplever, at alle bare mundhugges med hinanden internt. Det er meget bedre, hvis man kan prøve at finde en form for fælles fodslag, og det er selvfølgelig klart, at jeg har den opfattelse, at de andre universiteter er blevet forfordelt i forhold til Aalborg universitet. Jeg synes ikke, at vi ligger bevillingsmæssigt der, hvor vi burde ligge. Men jeg ved også godt, at jeg ikke kan komme og sige, at alle de andre bare skal aflevere til os – der skal jo være en form fairness i det. Jeg håber da på, at der er forståelse for, at nogle af de mere historisk bestemte bevillinger, som ikke har relation til nutiden, at der kan blive gjort op med dem, så de rent faktisk afspejler, hvad der foregår på universiteterne anno 2016 eller 2017, og ikke hvordan virkeligheden var for 20 år siden”.

Arbejdsmoralen
Vi har nu været igennem højdepunkterne i Lene Espersens karriere – fra begyndelsen i Canada, hvor drømmen og økonomistudiet blev tændt, til nu hvor hun er administrerende direktør for Danske arkitektvirksomheder og nyudnævnt bestyrelsesformand for AAU. Man kan godt blive lidt forpustet og tænke, hvordan klarer hun det? Svaret er planlægning og struktur.
Hun arbejder mange timer om ugen og starter dagen kl. 5:45 med en løbetur. ”Så længe man har styr på kalenderen og har fået afsat tid, så behøver man faktisk ikke at stresse. Det er mere, hvis man ikke får tænkt nogle måneder frem og ikke har fået lagt ting ind i kalenderen, at det lige pludselig kan crashe. Dét at have struktur i hverdagen er simpelthen en gave, hvis man vil undgå at komme bagud og også undgå at blive stresset”.
Nogle gange opfatter folk hende måske som fraværende, hvis der er noget, som ikke er så vigtigt, men det er blot fordi, hun er så fokuseret på at nå det, som hun har sat sig for. ”Jeg arbejder rigtig meget med, at det sværeste ting, er dem, jeg løser først. Der er mange, der siger, at man bliver ved med at udskyde det svære til sidst på dagen, og så når man det ikke. Princippet der hedder ’slug frøen’ – starte med det sværeste først – er en rigtig god måde at få en god arbejdsrytme. For det første har man det enormt godt, når man har fået overstået det, som har hængt over hovedet, men resten af dagen kører også bare meget nemmere, fordi den svære opgave er overstået. Det er meget det princip, jeg arbejder efter.”
Faktisk er det en metode, som hun har taget med sig et fra sin studietid i Aarhus. ”Nogle bruger deres uddannelse meget direkte i deres arbejde, men jeg synes mere, det er metoderne, jeg har taget med mig – det her med at kunne komprimere et kapitel i en bog til en sides noter, som så kan blive til nogle få stikord. På den måde kan man huske meget på én gang, og det brugte jeg også meget i min ministertid”.

BLÅ BOG:
Født i 1965 i Hirtshals
Uddannet cand.oecon. fra Aarhus universitet
Folketingsmedlem fra 1994-2014
Har været justitsminister (2001-2008), økonomi- og erhvervsminister (2008-2010) og udenrigsminister (2010-2011)
Formand for Konservative fra 2008-2011
Administrerende direktør for Danske arkitektvirksomheder siden 2014
Formand for AAUs bestyrelse fra sommeren 2016