Hold da lige Schøt!
Michael Schøt har gennem de seneste år for alvor slået igennem som komiker i Danmark. Han er en kritisk herre, som er kommet frem til, at han nok nærmere er agnostiker end ateist. Han er heller ikke bleg for at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade og mener, at vi alle skulle åbne munden for at sige noget konstruktivt om os selv i stedet for kun at kritisere andre. Agenda har mødt Michael Schøt til en snak om hans aktuelle show ’Ytringspligt’ samt det at være samfundskritisk komiker.
Tekst: Jeanne Wislund Hansen // Foto: Kaali M. Karolussen
Mens vi venter på Michael Schøt
Klokken er blevet 22:30. Fotografen Kaali og jeg skulle have mødtes med Michael Schøt til interview og fotografering 22:15, men showet er trukket ud. Måske fordi Schøt har fyret et par ekstra jokes af, eller måske fordi publikums jubel ingen ende ville tage. Da publikum endelig forlader salen, kan vi komme ud bagved og tale med den samfundskritiske komiker. Vi bliver modtaget af en svedende og træt men tydeligt tilfreds Michael Schøt – ”Ytringspligt” er en succes.
”Ytringspligt”
Hvad var motivet for at lave et show om ytringsfrihed?
Altså, det var ikke rigtig planen. Det er lidt underligt fordi, det er lidt blevet et temashow, selvom jeg ikke normalt laver temashow. Det var ikke tænkt sådan. Det er det sjældent, dét jeg laver. Jeg laver one-man show på en mere britisk og amerikansk måde. Der har man en ”through-line”. Det vil sige, hvor titlen passer på meget materiale. Jeg skulle kunne sige det ord inde i mange af emnerne, og det skal passe ind. Det er mere løst end temashow, hvor man kører med et enkelt tema. Der er også det sjove ved det her, at jeg faktisk bare syntes, at det var et meget sjovt ordspil på ’ytringsfrihed’ at sige ’ytringspligt’. Så skete der alt det terror dér i januar, så var jeg nødt til at forholde mig til det på en eller anden måde og få det med i showet. Jeg havde tænkt mig at snakke om ytringsfrihed i forvejen og så alt det andet. Det gør jeg så også, men jeg tror måske, at folk føler det som et temashow, men det er altså mere en efterrationalisering. Sådan er det jo, når man laver stand-up.
Hvorfor mener du, at ytringsfrihed og ytringspligt er så vigtigt?
Jamen det er jo ikke mig, der mener det. Det er alle andre, der mener det. Det er jo et stort emne.
Vi kan også omformulere det: Hvorfor synes du, at det er vigtigt at tage op?
Det er fordi, det fylder så meget i vores samfund, og alt mit comedy er jo samfundskritik. Det er jo stand-up, som baserer sig på en eller anden form for samfundskritik, så når der er noget, som fylder meget i samfundet, så fylder det også rigtig meget i mine shows. Jeg bliver altid spurgt om, hvorfor jeg gør mere grin med Dansk Folkeparti end Socialdemokratiet. Det er fordi, Dansk Folkeparti er meget mere i medierne end Socialdemokratiet er. Så hvis det var Socialdemokratiet, der sagde alle mulige fjollede ting og var i medierne hele tiden, så var det dem, det gik udover. Eller, det går også udover dem, men jeg skal anstrenge mig mere for at gøre grin med dem.
Så det er derfor, at det er nemt at gøre grin med Inger Støjberg?
Ja, lige præcis! Det er fordi, hun siger de ting, hun gør. Hun er i nyhederne hele tiden med noget, som er til diskussion. Det er dér, at det er interessant at lave comedy; på alt det, som folk diskuterer. Så når jeg taler så meget om ytringsfrihed nu, så er det fordi, det har fyldt så meget i mediebilledet, og det fylder meget i vores samfundsdebat. Jeg følger bare, hvad resten af vores samfund snakker om. Det er ikke fordi, jeg synes, at det er specielt vigtigt. Jeg synes, at det ville være fedt, hvis vi brugte vores tid på at snakke om noget mere relevant end lige præcis Muhammedtegninger. Det, synes jeg, er lidt fjollet, men det er jo selvfølgelig også derfor, at jeg kan lave et show om, at jeg synes, at det er fjollet!
Hvad er ”pligten” ved ytringsfrihed?
Det taler jeg en del om i showet. Det er, at vi har jo frihed til at snakke om alt, hvad vi har lyst til – men vi snakker jo ikke om alt. Vi snakker kun om nogen. Vi bruger ikke ytringsfriheden på os selv, hvilket jeg synes er en fejl. Det er lidt mærkeligt, at det lige præcis skulle være så vigtigt med de Muhammedtegninger. Vi ignorerer så mange ting i vores samfund, og vi går hele tiden på kompromis. Der er en masse ting, vi ikke siger, og der en masse, vi ikke gør. Vi siger ikke amerikanerne imod, når de ikke lukker Guantánamo eller siger noget til kineserne, når de torturerer folk, og alligevel får lov til at holde OL. Vi siger ikke noget til Saudi-Arabien, som bare dræber deres egen befolkning, fordi de har noget olie, vi gerne vil have. Så det er så dobbeltmoralsk. Vi bruger den kun lige hvis nødvendigt. Hvis nu araberne havde noget, vi skulle bruge, så havde vi aldrig tegnet Muhammedtegningerne. Det var lige på et hængende hår. Det kom an på, hvor meget mælk Arla solgte til dem. Hvis de havde solgt noget mere mælk, så havde vi pakket sammen. Det er virkelig så mærkeligt, og der er ingen, der er ude at kritisere LEGO nu, fordi de ikke vil at give LEGO-klodser til ham systemkritikeren i Kina. Der er endnu ikke en politiker på barrikaderne. Hvor er Dansk Folkeparti henne? Hvor er trykkefrihedsselskabet? De er der slet ikke! De pakker det hele sammen fordi, det handler kun om muslimer. Der mener jeg, at vi har en pligt til at snakke om de andre ting også. Det synes jeg virkelig følger med. Ytringsfrihed er jo ikke bare et frikort til at være sådan nogle kæmpeidioter. Det er det blevet lidt, et skjold tosserne kan holde op for at sige alle mulige grimme ting om alle andre. Så er der nogle, der siger ”arh, måske skulle vi snakke ordentligt?” ”Nej, jeg har altså ytringsfrihed!”. Det er jo ikke sådan, det er. Konceptet er altså lidt mere nobelt end som så.
Det er måske et nemt kort at trække at sige, at vi har ytringsfrihed og dermed kan sige, hvad vi vil?
Det er det lige præcis. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, men det er blevet vildt dumt i hvert fald. Det er ikke så smukt længere, som det var tænkt.
Satire og samfundskritik
Hvilke fordele er der ved at være komiker, når det kommer til at skulle kritisere?
Det er jo det, at det ikke behøver at være fagligt korrekt. Det er en kæmpe fordel. Jeg kan drage alle mulige paralleller. Hvis man nu er en journalist, der skal kritisere noget og skabe et perspektiv, så skal man skabe et hundrede procent velafbalanceret perspektiv. Så skal man skabe noget, der er sagligt korrekt. Hvis nu Ulla Dahlerup fra Dansk Folkeparti var ude at sige, at det var forståeligt, at højreekstremister brænder asylcentre af i Sverige, så skal det sammenlignes med noget. De skal tage andre tilfælde, hvor folk har sagt noget, der minder om, og de skal tage dem alle sammen, og det skal danne det hele billede. Og ud fra det så kan de begynde at konkludere. Jeg kan helt frit sammenligne det med noget andet. Jeg kan sammenligne det med en scene fra Star Wars, hvis jeg vil. Det betyder ikke, at det må være hundrede procent forkert, men jeg kan gå ud fra det, der er følelsesmæssigt sammenligneligt, hvis jeg kan skabe et billede, der giver samme følelse. Den er hundrede procent fiktivt den sammenligning, jeg laver, men den er følelsesmæssigt korrekt. På den måde kan jeg meget hurtigere nå ind til folk. Fiktion er gode referencer.
Det er måske også lettere at forholde sig til fordi, man ikke behøver at være akademiker for at forstå det?
Lige præcis! Og så behøver man ikke at læse fire sider i avisen for at få perspektivet. Det er et kort øjeblik, hvor man sammenligner følelsen. Det er den frihed, man har som komiker. Politiken kan ikke skrive en stor artikel om, at Lars Løkke er alkoholiker. Det kan de ikke, fordi de skal vide det. Og selv hvis de vidste det, kunne de nærmest ikke gøre det, fordi det er ikke okay at skrive om. Comedy derimod er bodegaretorisk, så jeg kan sagtens snakke om, ”at ham der Lars Løkke drikker mange bajere, hva’?” Det er meget mere guerillaagtigt. Man kan gå lige efter det, man vil. Det er en meget stor fordel, og det er derfor, at jeg tror, at folk nogle gange opfatter det som meget mere rigtigt end journalistik, fordi journalistik er meget vagt. De pakker det meget ind, hvor en komikers pointe altid er enormt præcis, fordi ellers griner folk ikke.
Så for at opsummere, hvorfor tror du så, at man kan slippe afsted med at være kritisk, når det er i en sjov indpakning?
Fordi det kun er en selv, der er afsender. Jeg er en person, og det er personligt. Det er ligesom at skrive en klumme. Det er jo fuldstændig det samme! Man skriver helt råt, hvad man mener, og så tager man de tæsk for det. Med comedy er det så meningen, at det skal være sjovt, og hvis det ikke er sjovt, så får man jo hug. Det er meget mere rent.
| Fem hurtige – mennesket bag komikeren |
| 1. Hvem er din yndlingskomiker? En irsk komiker ved navn Dylan Moran. Jeg spillede faktisk hans show for de andre i bilen, og de grinede slet ikke af det på noget tidspunkt! Det var virkelig irriterende.
2. Hvad er din livret? Croissanter. Uden chokolade! 3. Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået? At når jeg fik råd af folk så se efter, hvorvidt de er et sted, jeg vil være. Hvis de ikke er det, så prøv måske at overveje ikke at lytte til deres råd. Ikke fordi de siger det for at skade dig, eller fordi det nødvendigvis er forkert, men fordi det måske ikke er rigtigt for dig, da ens mål ikke er det samme. 4. Hvor i verden vil du gerne rejse hen? Jeg overvejer at booke en ferie i starten af december. Jeg tror, at det bliver til Spanien næste gang. 5. Hvordan slapper du af? Ved at sove. Jeg er helt vild med at sove. |
