Studiestart 2015: En tutor & en ny studerende fortæller
At være ny studerende på Aalborg Universitet kan være en stor mundfuld, og der kan være meget at forholde sig til. For at få de nye studerende godt ind i studiemiljøet, er der hvert år tutorer, som sætter deres studie på pause og bruger tid på at hjælpe de nye studerende godt i gang. For at give et større indblik i studiestarten set fra både den nye studerendes side og tutorens side, har jeg allieret mig med Patrick og Vincent, som begge læser til diplomingeniører i maskinteknik. Den ene er ny studerende, og den anden er tutor, og de har begge haft nok at se til ved denne semesterstart.
Tekst: Maria Møller Mousing // Foto: Kaali M. Karolussen
Patrick Kruse – ny studerende
Hvordan har din studiestart på Aalborg Universitet været?
”På førstedagen fik vi at vide, at der skulle læses 140 sider til næste dag. Den samme dag var der altså også studiestartsfest. Så man kunne nå hjem, få læst maks. 20 sider, og så var der fest. Det kunne måske arrangeres bedre, men derudover har det været en super start.”
Har du deltaget i de mange arrangementer, som tutorerne har opsat for jer nye?
”Jeg er faktisk gået glip af en del, selvom der har været mange arrangementer at vælge imellem. Størstedelen af arrangementerne har været drukrelaterede og med et studie at passe ved siden af, kan det godt blive hårdt at følge med. Jeg elsker at møde nye mennesker, men det kunne godt gøres uden at drikke sig fuld. Selvfølgelig er det bare at hoppe med på drukaktiviteterne uden at drikke, men så ender man desværre på sidelinjen.”
Hvilke arrangementer har været gode?
”Der har været studiestartsfesten, som overgik alle mine forventninger. Det var fantastisk med livemusik, som var omringet af selvbyggede barstandere fra diverse klubber, der har hovedkvarter rundt omkring på campus. Man ved, at alle dem på dansegulvet også lige er startet på deres studie, så man føler sig hjemme på en helt speciel måde.”
Hvad var dine forventninger til din studiestart?
”Jeg har skullet forberede mig meget på al den druk, der skulle komme i rusperioden, og det kom der som forventet. Aldrig i mit liv har jeg været så ofte i byen, som jeg har været i den første måned af studiet.”
Hvordan har det været at have tutorer?
”Jeg tror ikke, jeg kunne have fået en bedre start på studiet. At have en tutor er til stor hjælp, da de selv har været der, og da de studerer det samme. De er gode til at guide mig igennem studiestartsperioden. De har selv været i samme position, så de forstår at snakke et sprog, som vi ruslinge kan forstå og kan relatere til. Tutorerne er leddet mellem de studerende og universitet.
Tutorerne har været gode til at ryste os sammen i klassen, og jeg kunne fra dag ét mærke, at folk gerne ville lære hinanden at kende. Med de mange arrangementer og byture, der har været, finder man sig hurtigt til rette.”
Hvad kunne have været bedre under din studiestart?
”Klarere information omkring de bøger, som vi skal bruge under studiet. Selvom bøgerne står under de forskellige forelæsninger på Moodle, så lærer man først Moodle at kende til studiestartsdagen. Det betyder ofte, at man får bestilt bøgerne hjem til 14+ dage efter studiestart, og i løbet af den tid kan der være en masse forelæsninger, som man ikke kan læse op til. Det burde være en mulighed at udarbejde en bogliste for studiet, så man har god tid til at bestille bøger hjem.”
Hvad ser du mest frem til på AAU?
”AAU er berømt for deres projekt- og problembaserede læring, og det er primært derfor, jeg har søgt herind. Så jeg glæder mig rigtigt meget til at finde en god arbejdsgruppe at udarbejde en fantastisk rapport med. Læsningen kommer selvfølgelig med ved siden af, men det er under projektarbejdet, at de sjove, praktiske aspekter kommer i spil.”
Vincent Tømmerby Harpøth – tutor
Hvorfor har du valgt at blive tutor og hvad får du ud af det?
”Fordi jeg synes, det er en rigtig god måde at lære nye folk at kende og introducere de nye til studielivet. Det er et helt specielt miljø, som man får lov til at være med i. Jeg får meget ud af at være tutor; nye venskaber, en masse sjove oplevelser og en lækker uvasket trøje fuld af gode minder.”
Hvad har din opgave som tutor været?
”Jeg har været overinstruktør for maskin og produktion samt teknoantropologi. Det er mig, der har haft det overordnede ansvar for de begivenheder, vi har afholdt. Jeg har været med til at arrangere en masse i forbindelse med ruskursus, og jeg har ligeledes været økonomiansvarlig. Alt dette har selvfølgelig kun været muligt med de fantastiske og engagerede instruktører og tutorer, som har været med.”
Fortæl om nogle af de arrangementer som I har haft.
”Vi startede ud med en pubcrawl, hvor vi besøgte en række barer, som de studerende normalt ikke kommer på, når de er i byen. De studerende dystede i forskellige konkurrencer om en præmie inde på Zwei Grosse, hvor vi sluttede aftenen af med en fest.
Derefter spillede vi knoldbold, som er et boldspil, hvor vi som tutorer skulle bestemme reglerne, hvilket giver nogle rigtig sjove spil med masser af sjove udskejelser.
Ugen op til ruskursus afholdt vi et arrangement, hvor de studerende dystede i de grupper, de skulle være på under ruskurset.”
Er du gået glip af meget fra dit eget studie?
”Ja, jeg er gået glip af en række forelæsninger. Disse har jeg dog brugt weekender og andre aftener på at indhente. Det handler om at kunne disponere sin tid, hvis man skal være tutor og studere samtidig.
Før rusperioden starter, så afholdes et seminar for tutorerne. Her bliver vi informeret om alt, hvad vi skal vide under rusperioden. Studentersamfundet har også en god hjemmeside med god information.”
Er du glad for dit valg om at være tutor, eller fortryder du det, når du nu ser tilbage på det?
”Jeg er rigtig glad for mit valg. Jeg har været i nogle stressede og hårde situationer, men generelt har det været en god oplevelse.
Hvis der er mulighed for at blive tutor igen, så vil jeg rigtig gerne det. Det giver nogle helt unikke oplevelser, som man ser tilbage på med et smil.
Jeg håber, at jeg har været med til at give de nye studerende en god oplevelse i forbindelse med deres opstart på Aalborg Universitet. Jeg har indtil videre hovedsageligt kun hørt positive ting.”
Vi har alle prøvet det. Dét at være ny. En ny start på universitetet er altid med spænding i maven og høje forventninger. Vi glæder os, men samtidig er vi nervøse for, hvad der venter os. Hvordan er det at gå på universitetet? Hvor højt er niveauet? Vil vi få et socialt sammenhold? De mange spørgsmål bliver besvaret efter et par måneder på universitetet, og man opdager ofte, at der dengang på studiestartsdagen ikke var noget at være nervøs for.
Druk, fest og farver er ofte det, man forbinder studiestarten med. Hvordan kan dette være? Hvorfor skal alkohol være en del af så mange fester, og hvorfor kan man ikke ’nøjes’ med en sodavand? Det er ikke alle, som har lige meget lyst til at drikke sig i hegnet til alle fester, og desværre er det ofte sådan, at de som ikke drikker kommer til at sidde på sidelinjen og ikke får et lige så stort socialt indblik i studielivet som de, der drikker. Patrick Kruse er i interviewet inde på samme problematik, og mon ikke, der er flere, der har det ligesom ham?
Studiestarten er dog fed, og det er med at nyde den. Man glemmer den ikke, og her samler man gode minder sammen, som man kan grine af sammen lang tid frem.
Tutorerne skal have ros for deres gode arbejde. De engagerer sig i deres arbejde med de nye studerende, og gør hvad de kan for at alle får en god start. Det er fedt at se, at så mange har lyst til at bakke op og give de nye studerende en god studiestart.