TEKST Katrine Skyum
Den nye regering dannet af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre blev præsenteret den 15. december lige inden juleferien. Det er en regering på papiret både historisk, reformvillig og nytænkende. Er denne regering dog det, vi danskere har ønsket os? Eller er regeringen snarere dannet af magtmennesker, der vil gøre alt for at bibeholde deres repræsentative magt? Koste hvad det vil?
Det historisk aspekt af den nye midterregering
Det er ikke sket ofte, at der er blevet forhandlet hen over midten for at danne en regering. Historien fremkalder heller ikke ligefrem ønsket om en midterregering som værktøj til, at løse de fremtidige problemstillinger vi står over for i det danske samfund. Tilbage i 1978 var det Anker Jørgensen, der sad for bordenden og forhandlede sammen med Venstres Henning Christoffersen for at danne en regering hen over midten. Den holdt i sølle 14 måneder. Grunden til at danne en midterregering over midten den gang er den samme som i dag. For den gang var der også krisetider (oliekrisen, inflation samt høj arbejdsløshed) og et forandret politisk landskab i form af mange nye partier. Blandt andet Fremskridtspartiet med den karismatiske og provokerende Mogens Glistrup i forsædet. Både Venstre og Socialdemokratiet havde ingen ønske om at røre ham med en ildtang.
Hvis vi kigger på tiden i dag er de selvsamme, næsten identiske argumenter, taget i brug for at danne en regering hen over midten. Navnlig fra Lars Løkke Rasmusen, der i dag gerne vil minimere yderfløjenes indflydelse på dansk politik samt reducere inflationsniveauet. Spørgsmålet er derfor, hvad er anderledes i dag, som kan berettige en regering hen over midten? Svaret findes måske hos den daværende minister i 1978, Ritt Bjerregaard, der appellerer til at tilliden er den gyldne nøgle til det gode samarbejde. Den tillid bliver opbygget af at give hinanden plads og rum til at udfolde sig. Dette er formentlig også en væsentlig årsag til, at regeringsforhandlingerne strakte sig over en rekord lang periode, samt at den fra mange sider ønskede advokatundersøgelse blev droppet.
Den reformvillig og nytænkende regering
I regeringsgrundlaget på de ca. 60 sider findes der et utal af nye ideer til nye reformer, der skal være med til at ændre Danmark fundamentalt. F.eks. en top-top skat som blandt andet betyder, at den nuværende topskat skal nedsættes med 7,5 procentpoint for indkomster op til 750.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, mens der kommer en top-top skat, der forhøjes med 5 procentpoint for indkomster over 2,5 millioner kr. før arbejdsmarkedsbidrag. Ydermere sigter den nye regering efter, at den strukturelle beskæftigelse skal stige med 45.000 fuldtidsansatte frem mod 2030 for at imødekomme den demografisk udvikling. Dette skal blandt andet ske ved, at flere får mulighed for at gå fra deltid til fuldtid, flere ikke-vestlige indvandrere skal i arbejde ved en arbejdspligt samt opkvalificering af flere ufaglærte voksne. Derudover vil regeringen stadig, som beskrevet i Socialdemokratiets ”Danmark kan mere”- reformudspil, halvere kandidattiden for mange humaniora studier.
Er den nye regering et symbol for magt?
Mette Frederiksen præsenterede ideen om en midterregering ved hendes grundlovstale den 5 juni 2022. Det var vel og mærke i den periode, hvor Mette Frederiksen stod over for mange problemer som f.eks. hendes rolle i mink sagen samt de mange beskyldninger om magtfuldkommenhed. Mette Frederiksen vidste også godt, at hun ikke med sikkerhed ville få 90 mandater bag sig nok til en et parti-regering, og at de Radikale eftersøgte en regering med arbejdsbudsreformer, som de røde partier ikke ville kunne levere. Alt dette opsummeret sammen med danskernes generelle positive holdning til samarbejde over midten ville kunne holde hende på magten nogle år mere. Dette har også kostet på nogle af de socialdemokratiske kerneløfter, som var essentiel for sejren i 2019, blandt andet afskaffelse af den rene Arnepension. Ydermere er skattelettelser og arbejdsreformer heller ikke just noget, som Socialdemokratiets bagland har jublet over. Helle Thorning Smidt må sidde tilbage med en underlig følelse af, at al den kritik, hun fik for ”bare” at lave økonomiske aftaler med højrefløjen, var ufortjent – især når kritikerne af hendes aftaler blandt andet var Mette Frederiksen og hendes Company. Helle Thorning holdte heller ikke så længe, og Mette Frederiksen overtog magten lige efter. Den magt har hun i hvert fald tænkt sig at holde fast i. Koste hvad det vil.
