Kom gratis på Folkeuniversitetet i foråret
Fra 1. januar 2023 bliver det muligt for ansatte og studerende på AAU at deltage i diverse arrangementer, som Folkeuniversitet i Aalborg står bag. Det eneste, man skal gøre, er at gå ind på Folkeuniversitets hjemmeside og tilmelde sig de hold, man er interesseret i. Meget mere om hvordan, man præcis tilmelder sig, kan findes på update.aau.dk eller ved at følge linket. Det skal nævnes, at holdene har mødepligt, og at man kun kan tilmelde én person per hold herigennem.
Har du også svært ved at finde en parkeringsplads på campus?
Som de fleste på AAU nok ved, kan det sommetider være svært at finde parkering ved campus i Aalborg Øst. AAU har mere end 2100 parkeringspladser til rådighed på campus i Øst, men hvor er de helt præcist at finde? Der findes fem store p-pladser, som ligger nord for Fibigerstræde, vest for Pontoppidanstræde, syd for Thomas Manns Vej, syd for Myrdalstræde og syd for Kroghstræde. Derudover findes der også mere centrale pladser omkring krydset ved busgaden og ved Frederik Bajers Vej 7. I fremtiden kan man forvente flere p-pladser omkring Frederik Bajers Vej 1, 3B og 5.
Ny opfindelse kan forhindre skovbrande
2022 bød på rekordvarme hedebølger, der førte til skovbrande rundt omkring i både Europa, Nordamerika og Asien – som alle blev opdaget for sent. I forbindelse med dette har tre entreprenører fra AAU og SDU udarbejdet det, der kunne være en løsning. Deres bud på en løsning er en brandalarm, kaldet Fireobs, der, hurtigere end tidligere metoder, skal kunne opdage skovbrande, mens de stadig er i deres tidligste fase. Det, der adskiller denne løsning fra andre, er, at alarmen fungerer uden batteri.