Det Samfundsfaglige Fakultet er blevet til en del af SSH, men selvom fakultetet som vi kender det, er forsvundet, er de studerende stadig Samf’er, som stadig ikke føler sig hørt.
TEKST Dianna Korshøj
Med 1. februar indtrådte vores nyindvalgte studenterrepræsentanter i alle universitetets organer. Engagerede studerende i Studienævnene, Institutrådene, Akademiske råd og universitetsbestyrelse skal det næste år brøle de studerendes stemme gennem det stolte danske universitetsdemokrati. Månedligt eller pr. kvartal sidder de med i møder, som er med til at træffe både små og store beslutninger for os, som påvirker både kvalitet og økonomi på studierne – Beslutninger som ikke altid er nemme, og beslutninger, som nogle gange emmer mere arbejdsplads, strategi og ledelse, end de håb og drømme vi som studerende kunne ønske os at realisere. Dén virkelighed trådte særligt frem i valget i november. Med gentagne nedskæringer, omlægninger og strategiske vendinger, har studenterpolitikerne de seneste år ikke kun skulle tage kampen op med de ansatte omkring bordet, men også regeringens fordelingspolitik har haft stor betydning, når uddannelseskvaliteten endnu engang drøftes.
Tilbage i februar 2019 bragte vi en artikel med titlen “Kampen om at blive hørt”, hvor studenterpolitikere stod i spidsen for demonstration på campus, da de forestående nedskæringer, i deres øjne, ramte Det Samfundsfaglige Fakultet særligt hårdt. Bannere og megafon taler fortalte om besparelsernes forventelige konsekvenser for både det faglige niveau og sociale fællesskab på studierne. Tilbage til i dag, så er bannermalingen pakket væk, trods corona nedlukninger, fakultetssammenlægninger og nye regerings- og universitetsstrategier. I stedet fik vi et særligt spændende universitetsvalg. Alle studerende har mulighed for at stille op til universitetets forskellige organer, men over årene har vi set forskellige organisering. Traditionelt stiller man op til et organ for en liste, man ønsker at repræsentere. De studerende kan stille op enkeltvis eller som gruppe, og kan lige ledes vælge en selvoprettet liste, en de kender, eller endda gå ind i listeforbund, så forbundets samlede stemmer tælles sammen i valget om posten. En sådan liste ses traditionelt som enten ordinær politisk sammenslutning eller en studenterforening. De studerende som stiller op til valget, har således mulighed for at stille op for den liste, som de synes, bedst repræsenterer de værdier, de stiller op for. Denne opbygning er traditionel, og giver os mulighed for at organisere os på en måde, vi som studerende finder vigtig for universitetet. De mange forskellige poster, er vigtigt for os at få besat, så vi som studerende kan snakke med i både nære og mere strategiske beslutninger på universitetet. Som vi bevæger os længere væk fra studienævnene på eget studie, ses det ofte, at politik og strategi fylder mere og mere hos kandidaterne, hvorfor valget til universitetsbestyrelsen er af en særlig kaliber, hvor vores stemme er enormt vigtig, men hvor vores kandidater gerne skal have en smule politisk eller strategisk interesse, da beslutningerne her sjældent ses med direkte forandringer på eget studie, og hvis de har, så er implementeringen så langvarig, at den enkelte studerende sjældent er studerende længe nok, til at se forandringerne i spil. Netop derfor ser vi ofte kandidater til Universitetsbestyrelsen (UB) med større organisering og større relevans for alle studerende. I lyset af demonstrationen i ’19, er protesten nu for alvor blevet formaliseret i de politiske organer, da vi så en særlig ny liste blandt kandidater til UB.
Ved uorganiserede eller uafhængige studerende ser vi ofte, at listen bare er deres eget navn, men ved valget i 2019 stillede Mathias Albiero Guldborg som ene mand op på en helt særlig liste, nemlig listen #StopBesparelser. Med denne liste i ryggen stillede han op til både studienævn på eget studie, Institutråd, Akademisk råd og UB. På tværs af organer, sås listen både selvstændigt og listeforbund med forskellige foreninger. Her var ikke en rød tråd mellem forbund og det selvstændige mandat, men trods den uigennemsigtige organisering, stod budskabet klart. Han ønskede at stoppe nedskæringer. Ingen post blev det til, men man kan måske snakke om, at han med sine knap 300 akkumulerede stemmer, fik sat sit aftryk på valget i 2019. Helt anderledes så det ud ved valget nu i 2021. Mathias var ikke længere at finde blandt de opstillede, men her var andre, som i større grad gjorde sig opmærksomme med sin organisering – ikke mindst blandt studerende på Det Samfundsfaglige Fakultet.
Studentersamfundet bryster sig ved at være en stemme for alle de studerende, og med sine mange suppleanter til den valgte opstillede i UB, kan de argumentere for at være en stemme som inddrager alle fakulteter. Spidskandidaten vælges på Studenterforum, hvor alle studerende er stemmeberettiget, hvorfor de som demokratisk proces gør sit for at lade selv de kritiske stemmer blive hørt. Trods den store inddragelse, er der til valget altid lister og forbund, som stiller op mod Studentersamfundets kandidater. Uden at gå ind i en politisk analyse, kan man sige, at værdi- og partipolitik ofte tager en andenplads ved Studentersamfundets mange demokratiske processer op til et valg, og særligt partipolitik kæmper de for at holde ude af programmet, da de studerendes samlede stemmer altid kan og bør ændre den aktuelle politik Studentersamfundet driver. Kunne Mathias i 2019 derfor have været på liste med, eller kandidat for Studentersamfundet? Ja, hvis han havde meldt sig som repræsentant for Studentersamfundet, og med et kandidatur til UB, eller forslag ved Studenterforum, kunne han måske have besat den gyldne stol i UB på Studentersamfundets liste, og kæmpet mod de besparelser, han med sit kandidatur ønskede. I stedet endte valget i 2019 med en plads til Christian Obel Pinstrup, som gennem sin studietid har været en af Studentersamfundets kernefrivillige, og i sin tid både har langet øl over bardisken og undværet nattesøvn for de studerende, men i disse dage siger farvel til de rammer, han har kæmpet for at støtte. Med et sørgmodigt farvel til Obel, søgte Studentersamfundet derfor en ny ildsjæl til stolen, hvor Marie Elisabet Strøyberg blev stemt ind som spidskandidat og mærkesagerne mental trivsel, gennemsigtighed og lokale studenterforeninger fik prioritet. Selvom disse mærkesager og spidskandidaten blev fastlagt på Studenterforum, som demokratisk proces, skulle det vise sig, at mærkesagen ”lokale studenterforeninger” helt af sig selv, gjorde mere væsen af sig, end blot gennem Marie.
Ved valget til UB i år så vi, at udover Studentersamfundets partipolitiske modstandere: Frit Forum og Frie Borgerlige Studerende, studenterrepræsentanter for henholdsvis den Socialdemokratiske (A) og Konservative (C) partipolitik, at en ny liste stillede op med ikke mindre end 10 kandidater. Disse kandidater repræsenterede studenterforeningerne HIF, FEJ, ESA, ØF og POLIS; studenterforeninger som ikke traditionelt stiller op til poster udenfor sit samfundsfaglige repræsentantskab. I år stillede de op til pladsen ved UB, som skal sikre en stemme og et universitet for alle studerende. Som deres Facebookopslag uddyber:
”[…] det er et samlet fakultet bestående af alle samf-foreningerne, der ikke længere vil finde sig i, at beslutninger bliver taget uden at vi bliver hørt – selvom det er beslutninger, som vedrører os”
Universitetsloven sikrer, at studerende bliver hørt på eget studie og fakultet, hvor disse studenterforeninger også traditionelt har opstillede (og indvalgte) ved univalget. Lige ledes har disse kandidater haft mulighed for at komme med indsigelser til Studentersamfundets politik og beslutninger. Men som i de gentagne debatter om corona nedlukninger og -åbninger, er denne demokratiske sikring ikke altid det samme som at føle, at man bliver inddraget, eller at de beslutninger, som bliver truffet på ens vegne, er hensigtsmæssige. Derfor var det for Samf-listen et ønske om at blive inddraget og hørt på en måde, de ikke oplevede, de blev. I listens egen valgkamp blev kampen portrætteret med memes, som den historiske kamp mellem David og Goliat, forstået som Studentersamfundet som den magtfulde modstander, man er oppe imod. Historisk har Studentersamfundet også væsentlig flere indvalgte end nogen anden liste på universitetet, og modtog i 2019 og 2020 henholdsvis 79 og 74 procent af stemmerne til UB. Selv med den seneste valgprocent i 2021 med 69 procent af de studerendes samlede stemmer til UB, kan kampen for at få pladsen synes urimelig stor. Samf-listen modtog i år omregnet ca. 25 procent af alle stemmer til UB, hvilket er en overraskende stor stemmeandel for en samlet kandidat anden end Studentersamfundet. Selvom stemmeprocenten de seneste tre år er faldet for Studentersamfundet, vurderes selve den politiske kamps styrke, i hvor vidt de andre opstillede stiller som listeforbund, eller enkelt liste, da listeforbund som førnævnt udregnes sammenlagt, hvorfor Samf-listens 25 procent er en organisering, som potentielt ville kunne true en siddende plads. I princippet i hvert fald. Tager man Samf-listens interessenter med i overvejelse, har listen nemlig overvejende interesse for studerende på Det Samfundsfaglige Fakultet, og det er her vi finder hovedet på sømmet, for Fakultetet er nu sammenlagt med Det Humanistiske Fakultet. Det nye SSH fakultet reducerer pr factum antallet af indvalgte studerende (og ansatte) på fakultetet, da 2 fakulteter nu bliver til 1. Lige som flere tidligere strategiske og organisatoriske aspekter berører en prioritering af forskellige uddannelser, er der netop blevet besluttet at lukke 18 uddannelser i København (på tværs af fakulteter), så AAU CPH for fremtiden skal stå som et specialiseret STEM-universitet med fokus på bæredygtighed og IT. Prioriteringen beror på regeringens nedskæringer og strategiske vurderinger, og selvom dette skåner flere af Aalborafdelingens uddannelser, herunder også på SSH, lyder den strategiske mavefornemmelse omkring på campus igen, som vi hørte tilbage i 2019: Ingeniørerne prioriteres mens Samf’ere og Hum’ere efterlades [Læs artikel om protesten i Nordjyske]. Ingen af dem jeg har henvendt mig til ønsker formelt at stille navn til mavefornemmelsen, men spørgsmålet er måske også, om det er vigtigt?
Samf-listen følte sig ikke hørt på universitetet, og trods de demokratiske muligheder, så de i univalget 2021 Studentersamfundet som modstander. Lige ledes fortæller mavefornemmelsen i universitetets samfundsvidenskabelige kroge, at STEM (igen) bliver prioriteret frem for Samf, selvom den nye strategi ifølge direktionen betyder minimal reduktion og en sikring af ”et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg” [Læs artikel fra AAU UPDATE]. Mavefornemmelser og handlinger følger ikke altid logik, og logik er ikke altid synlig eller nem at gennemskue, men tilbage står mennesker. Hvad end det er gennemsnitlige studerende, ansatte, Samf’ere eller frivillige ildsjæle. Kritik er ofte nem at opildne i krogene, mens forandringer er behæftet med udfordringer. Som set i antallet af kandidater til UB ved universitetsvalget i 2021, har i hvert fald studerende ved det vi kendte som Det Samfundsfaglige Fakultet en oplevelse af, at de som studerende, og deres uddannelser ikke er lige så vigtige som andre. Men om de er blevet glemt? Ja, det er nok noget både logik og mavefornemmelse skal forsøge at blive enige om.
