Vi kender alle sammen Facebook, Twitter, Instagram og andre lignende sociale medieplatforme, som generelt er meget accepterede og integrerede i vores individuelle liv og hverdag – men du har nok også hørt om den forholdsvis nye platform: TikTok. TikTok har taget verdenen med storm med over 600 millioner aktive profiler, som i gennemsnit bruger 52 minutter på platformen dagligt. For mange er TikTok ofte punchlinen i en joke omkring Generation Z eller ”zoomere”, men man kan ikke undgå det faktum, at TikTok er en platform, som har enormt meget indflydelse og samtidig er særdeles vanedannende – men hvad er det, som TikTok kan, som de andre platforme ikke kan?
TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Min egen oplevelse af TikTok minder nok om mange andres, jeg hørte om appen fra mine venner, og var af den overbevisning, at det egentlig mest var amerikanere og 12-årige danske børn, der dansede til populære sange, som dominerede appen – men jeg blev meget hurtigt bevidst om, at denne fordom ikke var gældende. Jeg downloadede appen lidt ironisk og som en joke, men blev hurtigt en del af de 600 millioner aktive profiler. Jeg var i starten pinlig over mit TikTok-forbrug, men det er efterhånden blevet mere accepteret blandt danske unge – også selvom det stadig kan være tabubelagt, at man er en aktiv TikTok-bruger i andres øjne. Men hvis TikTok ikke blot er en platform for 12-årige, der danser, hvad er det egentlig så?
TikTok crash-course
Det, der i høj grad adskiller TikTok fra andre platforme som Twitter, Facebook og Instagram, er, at man fra det øjeblik, man åbner appen for første gang, bliver bombarderet med stimuli. En platform som Facebook er eksempelvis ikke spor spændende eller stimulerende, før man får tilføjet nogle venner og begynder at like forskellige sider. Det samme gælder Instagram og Twitter, som ikke byder på så meget, før man begynder at følge folk. På disse platforme er ens venner og dem man følger omdrejningspunktet, men dette er ikke tilfældet på TikTok.
Det første man ser, når man åbner TikTok-appen, er en startside kaldet ”For You” eller ”#fyp”, hvor man bliver mødt af en uendelig strøm af videoer, som appen sammensætter på baggrund af den gældende brugers interesser frem for følgere eller venner, som karakteriserer mange af de andre platformers algoritmer. Dette betyder også, at TikTok holder øje med os fra det sekund vi begynder at benytte appen, og der tages noter omkring hvilke slags videoer, vi ser ud til at kunne lide, og hvilke vi ikke bryder os om. Dette bidrager til den meget afhængighedsskabende effekt, som TikTok har, for hvem vil ikke gerne se på indhold, man er sikker at synes godt om, uden man overhovedet behøver at tage stilling til det?
Måden hvorpå man laver en TikTok, er egentlig meget simpel, man vælger en såkaldt ”Sound”, som er forskellige lyde – ofte populære sange. Herefter begynder man at filme, og når man er færdig med sin TikTok, uploader man videoen til sin profil, og hvis man er heldig, ender ens video på den fornævnte #fyp. Denne For You-side er alfa-omega på TikTok, i og med, at det er det første, man ser, når man åbner appen, hvilket betyder, at der bliver kæmpet internt mellem indholdsskabere for at få sendetid derpå. For nogle kan denne For You-side være livsændrende, karriereskabende og deres nye primære indkomstkilde, men for andre er det bare en sjov oplevelse, som egentlig ikke har en større betydning udenfor TikToks rammer. Hertil kommer de forskellige TikTok ”trends” og ”challenges”, som kan indebære alt mellem himmel og jord, og som oftest har et tilhørende hashtag, der hjælper dem, der tager del i trenden med at komme på #fyp, og dermed få flere visninger. Det er nemt at være TikTok-bruger, og det er lige så nemt at være indholdsskaber.
#dansktiktok, Jantelov og fællesskaber
Som et resultat af TikToks For You-side og måden hvorpå appen samler data omkring ens præferencer, er der opstået forskellige “sider” af TikTok. Det vil sige, at hvis du eksempelvis elsker at se mange rengøringsvideoer, så viser TikTok dig endnu flere af den slags videoer i træk, og dermed kan du sige, at du i øjeblikket er på ”#cleantok”. I Danmark har vi vores helt eget svar på dette, hvilket som regel bliver kaldt ”#dansktiktok”. Den danske side af TikTok er ikke ligefrem et behageligt sted at befinde sig, da det er et sted domineret af negativitet og hadebeskeder. Hvis man scroller frem og tilbage under hashtagget, eller hvis der bare tilfældigvis kommer danske TikToks frem på ens For You-side, kan man hurtigt opfange, at den generelle konsensus blandt de danske TikTok-kommentatorer er, at man ikke skal tro, at man er noget. Det ser ud til, at Janteloven hersker i et stort omfang på den danske side af TikTok, hvor forskellighed heller ikke er noget, der ses positivt på.
Det er næsten lige meget, hvem personen, der poster en TikTok er; dem, der sender hadebeskeder, føler næsten altid, i alle situationer, at de har det rette incitament til at sende en ondsindet besked. Der er mange danskere på TikTok, som har forskellige diagnoser, og som er blevet udsat for mobning hele deres liv, og det er nok disse personer, som ofte er de største ofre for negativiteten på dansk TikTok. Det går dog også ofte ud over personer, som udseendemæssigt eller holdningsmæssigt adskiller sig fra majoriteten, men det kan også være almindelige danske unge, som laver en TikTok som tidsfordriv, der bliver bombarderet med disse slags beskeder. Der er stort set ingen, der kan undgå det. Det bidrager til en meget negativ side af TikToks algoritme, da man i højere grad, end på andre sociale medier, bliver eksponeret over for forskellige mennesker frem for blot ens følgere. Min generelle opfattelse er, at mobning ikke sker i så stort et omfang på eksempelvis Instagram, da dem man interagerer med ofte er ens venner, hvorimod interaktionen på TikTok ofte foregår med fremmede personer.
På trods af den meget negative tone på især #dansktiktok, har TikTok også positive sider, som kan have en positiv indflydelse på andres liv. I og med, at TikTok er så bredt, og at der er så mange forskellige sider af appen, bidrager det til en masse små fællesskaber, med enten almindelige eller specifikke og obskure interesser. Jeg tror helt klart, at mange har fundet et fællesskab på TikTok med mennesker, de kan identificere sig og fordybe sig i deres interesser med. TikTok kan på den måde være en god ting for folk, der ikke nødvendigvis har et socialt netværk, som de deler holdninger, interesser og andet med.. Vi har allesammen brug for at føle os forstået, og at vi kan relatere til andre mennesker, derfor tror jeg, at det er en god ting, at man nu kan gøre det på platforme som TikTok, hvis man ikke har den mulighed i det virkelige liv. Dette kan dog også tage overhånd, hvilket er set på TikTok før, hvor større fællesskaber får overtalt mere uvidende individer til at gøre ting i det virkelige liv, som egentlig anses som værende farligt – så bliver det lige pludselig til en mere kultisk oplevelser, frem for et godt fællesskab, der bidrager positivt til ens liv. Men dette sker heldigvis, så vidt jeg er bekendt, i meget små omfang. De fleste fællesskaber på TikTok er bygget på fælles interesser og ønsket om at dele ud af sin viden indenfor diverse områder.
Hvad er det så, at TikTok kan?
Det er tydeligt at se, at der både er negative og positive aspekter ved TikTok. Den måde TikTok er bygget op på, med en algoritme, der hele tiden holder øje med en, er ret dualistisk. På den ene side er det positivt, at man kun får de ting at se, som man rent faktisk bryder sig om, men på den anden side kan dette kan også være ret så vanedannende. Noget helt andet er også, at TikTok gemmer ens data, hvilket også har været meget oppe at vende i medierne, næsten siden appen kom uden for Kinas grænser. For mig er TikTok nok lidt et spørgsmål om at tage det sure med det søde, selvom det måske er en meget forenklet opfattelse. Jeg synes, at det er trist at se, at der i de danske fællesskaber er så meget negativitet, men i de fleste tilfælde er det heldigvis ikke der, min For You-side sender mig hen. Jeg synes, at TikTok er rigtig god tidsfordriv, hvis man ikke overgør det, og jeg bruger det selv meget til eksempelvis opskrifter. Jeg tænker ikke så meget på det med stjålne data – selvom jeg måske burde – da jeg tror, at det er svært at undgå lige meget hvilken platform, man bruger. Man har jo heller ikke lyst til at være sociale medier foruden. Jeg ved ikke, om jeg direkte bør anbefale, at man benytter TikTok, når der er så mange negative aspekter, og endda konsekvenser ved at bruge appen. Jeg vil dog sige, at ud fra appens opbygning, kan den mere end eksempelvis Facebook og Instagram, og det tror jeg også, at mange af de 600 millioner andre brugere, vil være enige i.