TEKST Emma Frølic

Jeg ved ikke, hvorfor der er en tendens til, at man som studerende har en frygt for ikke at vide alt før start på studiejob? Jeg hører tit medstuderende kalde relevante studiejobs for “voksen-jobs”, ment som værende skræmmende. Men hvorfor? Måske det skyldes præstationssamfundet og en grundlæggende frygt for at fejle og ikke at være god nok. Uanset hvad synes jeg, at tendensen er skræmmende, for hvis studerende synes, at arbejde er overvældende inden for deres eget felt, hvor skal det så ende?

Jeg har haft en række studiejobs igennem min studietid, hvor nogle selvfølgelig har været mere relevante end andre. Jeg er blevet udfordret, har lavet fejl, faktisk en masse, men det er også en del af læringsprocessen. Det er ikke fordi, at man nødvendigvis skal have et relevant studiejob. Det skal man selvfølgelig ikke, hvis man ikke har lyst. Men jeg synes helt klart, at man skal forsøge. Det er ikke nemt at komme i gang, hvis man ikke i forvejen har erfaring, men man skal jo starte et sted. Det var også udfordrende, da jeg i begyndelsen ville prøve noget studierelevant arbejde. Jeg havde ingen erfaring, og så langt rækker den vestjyske charme bare heller ikke, fandt jeg ud af. Sammenlagt har jeg søgt over 20 studiejobs på de to år, som jeg har været studerende ved Aalborg Universitet. Jeg har selvfølgelig ikke haft 20 studiejobs i løbet af de to år, men det vidner især om, at man ikke skal give op. Det gjorde jeg ikke. Et afslag betød blot, at jeg blev endnu mere stædig omkring, at min manglende erfaring ikke skulle være en begrænsning, så jeg fortsatte. 

På et tidspunkt måtte nogen da tænke, at de ville ansætte mig, og det skete heldigvis. Det er nemmere at få arbejde, når man i forvejen har et arbejde, og selvom det måske ikke er ens drømmejob, kan det sagtens være springbræt til noget andet. Lige nu sidder jeg som studentermedhjælper, hvor jeg eksempelvis hjælper med at producere indhold til borgmesterens kommunikationsplatforme og udvikle kommunikationsstrategier i forbindelse med Kommunalvalget til november. Det er vildt overvældende, men med en stejl læringskurve, og det er bare spændende at prøve ens teori i praksis og bidrage til noget konkret, hvor man kan se resultater.

Jeg forstår dog godt, at det er skræmmende med relevant studiejobs, fordi man skal bruge sin kompetencer i praksis, og hvad hvis det ikke går godt? Men selvfølgelig gør det det. Det er fedt at prøve teori i praksis. For hvis man ikke tør prøve noget relevant under sin uddannelse, hvad er alternativet så? Skal man så stå på den anden side af endt uddannelse og tænke det samme? Hvad vil man så søge af arbejde? For mig giver det ingen mening. Og hvorfor giver folk op, inden de overhovedet er begyndt? Nogle gange er beskrivelsen af studiejobbet nok til, at studerende ikke engang søger det. Af ren erfaring skal man forsøge, også selvom man måske ikke matcher med alle de kompetencer, som der står i opslaget. Ansættelsen handler i stor grad også om kemi og personlighed. Uanset hvad kan man altid lære det, hvis man ikke kan alt fra start. Jeg tror, at det er godt at udfordre sig selv.

Man kan lige så godt komme i gang og forsøge, for der sker ikke noget ved at fortsætte med at være i sin komfortzone. Så mit bedste råd er egentlig ”bare”, at du bare springer ud i det, for hvad kan du miste? Du kan højst få et afslag på din ansøgning, men så er det bare om at søge et nyt eller flere. Held og lykke herfra.