Frivillige kommer ofte fra nær og fjern, når de får et nys om mulighederne på Agenda. Nogle gange er det et springbræt ind i journalistikken, andre gange lidt ekstra plads til en fritidsinteresse, men et skridt på vejen til politik, er åbenbart også en mulighed.
TEKST Dianna Korshøj
Tilbage i 2018 måtte Agenda sige farvel til den faste fotograf, og stod pludselig uden fotomuligheder til et interview med Inger Støjberg. Heldigvis er netværk ikke kun noget, som proklameres som et fint ord, for en af vores skribenter havde en ven, som vist nok tog billeder engang imellem. Og rigtigt nok. Den ven var Phillip Sperling, som ikke blot hjalp til ved det ene interview, men endte med at bidrage med et væld af skønne billeder til bladet, og endda også en artikel eller to.
En mørk eftermiddag i April sad en ny, stille, ung mand sig med om bordet ved redaktionen. Han blev præsenteret som ny fotograf, og med hans stille gemyt dengang, kan det være svært at se, at denne selvsamme mand nu stiller op som politiker ved regionsvalget. De af os, der kender Phillip ved dog, at den stille side kommer af en dyb respekt til andre mennesker. For han han har plads og hjerterum til alle typer af mennesker, og er ikke en, der træder andre over fødderne, fordi han ikke tænker sig om. Han smitter med sit gode humør, og selvom han til tider nok kan virke intimiderende, med sit overblik og sin akademiske og atletiske kunnen, har han aldrig for travlt til at hjælpe en ven, eller lægge et lyttende øre eller en skulder til.
Viljen til at lykkes
I sin tid på universitetet har Phillip prøvet lidt af hvert, og selvom et håndboldspillende selvomspejderliv måtte vige plads for engagement i studiemiljøet på samme tid med interesse for roning og triatlon, er Phillip glad for de interesser, som har banet vej for den hverdag, han nu står med:
Jeg kan godt lide at få ting til at ske, og når først jeg sætter mig noget for, så arbejder jeg rigtig meget mod det. Jeg elsker at opleve nye ting og udvide min horisont. Alt fra de store vilde ting på rejser, som da jeg var på safari i Kenya, klatrede på en bjergside i Schweiz eller snorkeldykkede i Egypten til små hverdagseventy som en sheltertur i godt selskab, lange akademiske samtaler til langt ud på natten eller en cykeltur langs fjorden.
Som for os andre, satte corona en stopper for mange af vores sociale interesser, men som medicinstuderende blev der tale om helt særlige udfordringer, både socialt og fagligt:
Jeg har været involveret på sygehuset med håndteringen af pandemien allerede fra dag 1. Her har jeg både set, når regionsrådet har virket og taget hurtige beslutninger, når det galt, men altså også oplevet, når vores politikere lefler for deres eget lille lokalområde uden hensyn til, hvad der er bedst for hele regionen. Jeg har altid haft den indstilling, at hvis man er utilfreds med noget, så må man byde sig til.
Som vi oplevede i hans tid på redaktionen, er det ikke kun utilfredshed, som driver Phillip, men snarere hvis han ser, at han kan hjælpe, så stiller han gerne op. Trods hans store engagement i både studenterpolitik, undervisning og Aalborgs akutafdeling, finder han altid tid til at række en hjælpende hånd ud hvor der er brug for det, og ifølge ham selv er det muligt, fordi han vælger at se lyst på tingene, selv når det ikke altid går efter planen:
Det hjælper mig rigtig meget at se lyst på tingene, og gør, at jeg kan holde gejsten oppe, også når jeg nogle gange slår nogle store brød op.
Og brød bliver slået op – mange af slagsen! Men her i efteråret har Phillip valgt at slå et større brød op, end han selv havde forventet, når han stiller op som kandidat til regionsrådet i Nordjylland.
Nærværende politik
Selvom Phillip er helt ny i regionalpolitik, så tror han, at det er sundt, at komme med forståelsen inde fra sundhedsvæsenet, den positive studenterpolitiske tilgang til samarbejde og den lille smule lobbyist erfaring han har med fra medicinernes studenterforening FADL:
Der er selvfølgelig nogle områder jeg ikke ved så meget om, men det er det fede ved studenterpolitik, man møder folk fra hele universitetet og kender folk der ved meget mere end en selv inden for stort set alle fagområder, og det er noget, som sætter min standard, når regionen i stedet tager det største fokus.
For for Phillip handler det ikke om en indoktrinering og magtkampe inden for politik, men at gøre det, vores region kræver. Selvom interessen i politik nok altid har været til stede, er det noget, som mest er blevet ved lidt debat, indtil han for alvor startede i studenterpolitik:
På universitetet har jeg hjulpet til i det studenterpolitiske alle de steder jeg kunne, så man kan sige, at jeg gennem min tid på universitetet har fået smag for det politiske igennem både den frivillige sociale engagement, og mine valgte poster. Sundhedspolitikken kom helt naturligt igennem min uddannelse og min tid i de medicinstuderendes fagforening. Så kortene lå ligesom klar.
Selvom regionspolitik kan virke tørt, med deres fokus på sundhedsvæsenet og regional udvikling, er forklaringen ikke kort, når Phillip med største empati fortæller om hvor meget regionsrådet har betydning for både psykiatri og nordjysk trivsel. Det er også her de store beslutninger træffes for både uddannelse og beskæftigelse, og med fremtidssynet på vores miljø. “Men nok vigtigst af alt for de studerende,” fortæller han med et voksende smil på læben: “så er det regionsrådet, som er med til at bestemme hvor mange busser, der kører til universitetet, så hvis ikke andet, er det jo en god grund til at stemme”, for Phillip ved godt, at regionalpolitik (og måske politik generelt) ikke er det, der trækker de unge:
Ja altså på overfladen lyder det ikke ret sexet, med drift af sundhedsvæsenet og regional udvikling, men min interesse kommer af, at jeg synes, at vi skal kunne tilbyde bedre behandling i regionen. Når man læser om, at Region Nordjylland klarer sig dårligt på en hel masse målepunkter, kan det nok virke uoverskueligt, men for mig blev det bare meget tydeligt at vi ikke gør det godt nok, når jeg selv har haft min gang på sygehuset. Når man, som jeg, har fundet en del man synes er spændende, så kan de næste 10 områder også virke spændende. Til trods for min politiske interesse og sundhedsfaglige uddannelse er det først nu på 5. år af min uddannelse at jeg har fundet interesse for regionen. Så er det da klart at de færreste unge interesserer sig for det, og det afspejler sig også i vores regionsråd. I den nuværende periode er gennemsnitsalderen for regionsrådet over 60 år! Det synes jeg vi skal få bragt ned, så vi føler os mere repræsenteret og det bliver mere nærværende. Heldigvis er vi et stærkt felt af unge, der stiller op i år, så man burde kunne finde en kandidat man er enig nok med til, at de fortjener ens stemme!
De gamle politiske nisser
For Phillip er det ikke vigtigt, at det er ham man stemmer på, men at man finder en kandidat, som siger bare lidt, som giver mening for en selv, for regionsrådet har stor betydning for den omsorg, der tilbydes, når sølvskeen eller helbredet ikke er hvor man kunne drømme om. Men selvom en stemme til regionsvalg måske er et logisk valg for den tryghed, vi har i regionen, ved han også, at ansvaret for det udfordrende engagement ikke kun ligger hos os:
Problemet bliver nok kun forværret af, at der blandt unge er en meget lav stemmeprocent, så det er de færreste politikere der gider at tale til unge, fordi “de alligevel ikke stemmer”. Så der er ligesom en ond cirkel, der skal brydes, og det er aldrig nemt.
På redaktionen kender vi den manglende tiltrækning, som politik generelt har, for siden Phillip brillerede med studenterpolitiske artikler, har interessen i at brede budskabet været en udfordring. Som han siger, så er det ikke så sexet, men mange tror også, at politisk engagement skal se ud på en bestemt måde: Gamle mænd i jakkesæt, som ikke tør sige noget andre kan forstå, eller måske har så stærke og snævre synspunkter, som kun rummer dem, der er enige. Det billede vil vi gerne bryde, og møder du Phillip på cyklen gennem det nordjyske, eller anden ekstremsport som presser ham til at præstere sit ypperste, møder du selvsamme smilende ansigt, som du har gjort ved diverse frivilligfester gennem årerne. Det er Phillip. Han mener bestemt ikke, at politisk engagement kun kommer i ét (og gerne gråhåret) udtryk, for det er på tide at vi også skal kunne se os selv i rammen:
Der er jo mange forskellige måder, man kan engagere sig i politik på. Der er selvfølgelig sådan nogen som mig, som synes, at det er spændende med de helt små detaljer og gerne vil bruge lang tid på at finde de bedste løsninger, men man behøver ikke have det sådan for at bidrage til den demokratiske process, for ofte kan det endda starte med en nysgerrig kop kaffe eller debat. Det var sådan, jeg for alvor fik blod på tanden.
Så et menneske som Phillip kan måske være noget af det, som kan at gøre politik lidt mere ‘sexet’, for selvom Phillip nu er blevet ‘et navn’ inden for regionalpolitik, er han stadig den selvsamme stille unge mand fra 4. semester, som satte sig på stolen ved redaktionsmødet for tre år siden. Og ikke mindst: en frivillig fotograf i periferien, for interviewet kunne ikke slutte, før han endnu engang fik understreget, at han kun er et kald væk, hvis vi står og mangler billeder til bladet. Derfor får vi heller aldrig for fine fornemmelser, til at give Mr. Big Shot et kald, hvis vi igen får en frivillig skribent med politisk interesse – for hos os er vi stadig bare mennesker; selv på den anden side af universitetets vægge, og også selvom navnet har flyttet sig fra kolofonen til stemmesedlen.
